Annonce

Bekæmp seksuel chikane nu

Ny undersøgelse viser, at hver fjerde HK’er har været udsat for krænkelser det seneste år. Vi har brug for, at arbejdsgiverne og politikerne får gjort noget nu
Siden Sofie Linde modigt fortalte sin historie til Zulu Comedy Galla, har det største emne på dagsordenen, udover Corona, været sexisme. En god og nødvendig debat. En debat vi i HK har prøvet at løfte i mange år, desværre uden den store interesse som vi ser nu.

For vi har brug for en kulturforandring. Det slår HK’s nye undersøgelse, som er baseret på knap 3100 medlemmer, fast. En fjerdedel af vores medlemmer har måtte stå model til krænkelser – et klokkeklart vink om, at der er brug for at slå hårdere ned på problemet.

Vores medlemmer oplever en lang række af problemer, der omfatter både uønskede berøringer, omfavnelser og kys, samt kommentarer og vittigheder med seksuelle undersoner som de finder krænkende.

Når så mange af vores medlemmer har oplevet seksuelle krænkelser, kan det ikke komme som en overraskelse for arbejdsgiverne, og vi kan derfor kun antage, at de har lukket deres øjne for problemet.

Arbejdsgiverne har fejlet

Det gode og trygge arbejdsmiljø er 100 procent arbejdsgivernes ansvar. Desværre må vi konkludere, at de ikke har løftet dette ansvar. Vi kommer nok aldrig krænkelser helt til livs, desværre, men vi må gøre alt, hvad vi kan for at forbygge dem. En af de afgørende brikker i indsatsen mod problemet er en politik mod seksuel chikane på arbejdspladsen.

Vores undersøgelse viser, at sandsynligheden for at du har oplevet seksuel chikane, er mere end tre gange så stor, hvis ikke din arbejdsplads har en politik mod seksuel chikane.

Iøjefaldende er det også, at hele 41 procent af vores medlemmer ikke ved, om deres arbejdsplads har en politik på området. Helt ærligt, arbejdsgiverne har fejlet. Det er jer, der skal gå forrest for jeres medarbejdere. I skal være bannerførere for en sund kultur og sende et tydeligt signal om nultolerance overfor seksuel chikane.

Sig det højt: Seksuel chikane er uacceptabelt

Få den personalepolitik, og informer jeres medarbejdere om hvem, man kan henvende sig til, da der er flere forskellige. Fortæl, at seksuel chikane er uacceptabelt på jeres arbejdsplads, og tal om, hvad I gør for at bekæmpe problemet.

Arbejdsgiver er i dag forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til rådighed og til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod seksuel chikane.

Det gælder ikke blot krænkelser begået af arbejdsgiveren personligt, men også krænkelser, der begås af andre – herunder andre ansatte, kunder med videre.

I HK mener vi dog, at denne forpligtelse skal kunne læses direkte i ligebehandlingsloven, så både arbejdsgiver og medarbejder nemmer kan blive oplyst om rettigheder og pligter.

Hæv godtgørelserne for ofre

I dag er det gennemsnitlige niveau for godtgørelse ved seksuel chikane på 33.000 kr. Det jo helt absurd og nærmest en hån mod de mennesker, der bliver udsat for seksuel chikane. Og som vel at mærke ofte ender med at miste jobbet.

Selv om penge ikke kan fjerne det, ofrene har været igennem, er godtgørelserne nødt til at tage mere højde for alvoren. Ligesom de skal være store nok til, at det kan mærkes, hvis arbejdsgiver svigter sit ansvar for at tackle og undgå seksuel chikane.

Vi skal gøre mere for at bekæmpe seksuel chikane og skabe bedre vilkår for ofrene.

Næstformand i HK Danmark.


Flere artikler om emnet