Beretningen om højrefløjen, der for vild

Boganmeldelse: Esben Schørring og Michael Jannerups bog beskriver, hvad der skete i den periode, hvor højrefløjen mistede sit ideologiske kompas.

Da Anders Fogh Rasmussen var statsminister, var det en kilde til evig undren, hvad han egentlig ville. Var han den liberalistiske ideologiske hulemand, som Roald Als gang på gang tegnede ham i Politiken? Var han den rare Onkel Anders, der rundhåndet delte gaver ud og var velfærdsstatens nye bedste ven? Hvad var egentlig Anders Foghs, regeringens og højrefløjens projekt? Hvad ville de med magten dengang i nullerne?

Det er højrefløjens ideologiske udvikling fra 2001 til 2011, der er fokus for de to journalister Esben Schørring og Michael Jannerup i deres nye bog ”Værdikæmperne”. Det er en grundig og velskrevet bog, der kaster lys over et kapitel i vores politiske historie, som de færreste nok forstår.

De to forfatteres afsæt er Anders Fogh Rasmussens bastante udtalelser i minimalstatsbogen fra 1993 om den ”slavementalitet”, som danskerne angiveligt er havnet i på grund af velfærdsstatens greb om vores sjæle. Ufrie, fordi vi ikke kan eller tør tage et opgør med den velfærdsstat, der fastholder os i passivitet mens den sørger for at tilfredsstille vores fysiske behov.

Men fra 1998, hvor Anders Fogh bliver formand for Venstre, og især efter at han blev statsminister i 2001, forsvinder ønsket om at gøre op med velfærdsstaten fra listen over Anders Foghs politiske mål. Nu skal der passes på velfærden, og skattelettelser er ikke længere et mål i sig selv men noget, der muligvis kan blive råd til på et tidspunkt.

Dén ideologiske 180-graders-vending, er der ikke mange, der opdager. Uanset, hvor meget den offentlige sektor voksede, var billedet på Anders Fogh stadig hulemanden med køllen, som Roald Als tegnede.

Heller ikke de konservative regeringspartnere opdagede, at VK-regeringen egentlig ikke gik ind for de skattelettelser, som partiformand Bendt Bendtsen højlydt proklamerede ved enhver lejlighed. Til sidst måtte Bendtsen true med ikke at møde op på Marienborg, før Anders Fogh havde lovet at der ville komme skattelettelser det følgende år, for blot at redde en smule af den konservative troværdighed.

Anders Foghs projekt var et andet. Han ville skille den økonomiske politik fra værdipolitikken, for det var efter hans mening på værdipolitikken, at der var politiske point at hente. Så integrationsdebatten, krigene i Irak og Afghanistan samt Muhammed-krisen var ikke bare sidebemærkninger, de var selve det ideologiske projekt.

I mange år gik det godt. Vælgerne belønnede V og DF, der stod skulder ved skulder i værdipolitikken, mens de konservative havde svært ved at finde deres ben og ikke slap heldigt afsted fra hverken Brian Mikkelsens kulturkanon eller Naser Khaders burkaforbud.

Men selvfølgelig løb Venstres politiske projekt tør for kræfter, når det var forbudt at mene noget om økonomien. Venstre havde svært ved at holde pusten og de konservative var på en stadig nedtur der kun sluttede et mulehår over spærregrænsen. Tomrummet gav plads til nye partier som Borgerligt Centrum og Liberal Alliance, der udnyttede Venstres manglende lyst, vilje og evne til at have en vision for den økonomiske udvikling.

Først fra 2009, da Lars Løkke Rasmussen overtager statsministerposten fra Anders Fogh, kom økonomien og indretningen af velfærdsstaten igen i centrum. Men hvad blev der af Anders Foghs projekt? Satte det sig aftryk i sandet, som vi kan finde i dag? Svaret må blive et tjah. Integrationsområdet ville vel ikke have været det samme uden V-DF-parløbet i nullerne. Men på de fleste andre områder – for eksempel på kulturområdet – er det vel de færreste der vil påstå, at værdikampen har betydet noget for alvor.

Og på dén måde peger ”Værdikæmperne” på, at et politisk projekt, der ikke tør binde an med de store spørgsmål om fordelingen af vores samfunds goder, er dømt til at løbe tør for kræfter og blive vasket ud med den næste politiske dønning.

Esben Schjørring og Michael Jannerup: Værdikæmperne - Slaget om danskernes sjæl. Er udkommet på Gyldendal i januar 2018.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Annonce