Beskæftigelsesminister: Arbejdsløse skal bistå byggeriet af ny Storstrømsbro

Guldborgsund og Vordingborg Kommune får seks millioner kroner til at opkvalificere ledige til byggeriet af Storstrømsbroen.
Seks millioner kroner skal sikre, at ledige i Guldborgsund og Vordingborg Kommuner får mulighed for at blive en del af det store offentlige byggeprojekt af den nye Storstrømsbro, som skal forbinde Sjælland og Falster.

"Det er afgørende, at så mange ledige som muligt får glæde af opsvinget og bliver en del af arbejdsmarkedet. Ikke mindst når det handler om job, der opstår som følge af de store byggerier, som det offentlige står bag, for eksempel Storstrømsbroen,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse. 

Pengene kommer fra en pulje, som flertallet bag Beskæftigelsesreformen (regeringen, RV, DF og S), har målrettet opkvalificering af arbejdsstyrken i forbindelse med store offentlige infrastruktur-projekter som broer, jernbaner og supersygehuse.

“Det er nu, vi skal have gang i hjulene”
Opkvalificeringsprojektet af ledige i de to kommuner er allerede startet, og vil køre til og med næste år. Beskæftigelsesministeriet forventer, at cirka 250 ledige vil blive tilbudt et uddannelsesforløb.

Det er jo nu, vi skal have gang i hjulene og have flest muligt ind på arbejdsmarkedet. Så pengene falder på et tørt sted

Det vækker glæde i Vordingborg Kommune:

“Pengene er vigtige for at få udvidet vores arbejdsstyrke. Det er jo nu, vi skal have gang i hjulene og have flest muligt ind på arbejdsmarkedet. Så pengene falder på et tørt sted,” siger den nye borgmester i Vordingborg, Michael Smed (S), til DR.

På trods af tilskuddet til opkvalificering af ledige er der ingen garanti for, at de mange nye job vil gå til de lokale. Vordingborg-borgmesteren er dog rimelig fortrøstningsfuld:

“Vi kan i hvert fald klæde nogle mennesker rigtigt godt på til et arbejdsmarked, der kommer til at mangle arbejdskraft,” siger Mikael Smed.

Skandaleombrust start
Byggeprojektet af Storstrømsbroen er ellers kommet dårligt fra start, fordi to ud af de tre italienske virksomheder, der stod til at have vundet udbuddet til en værdi af i alt 2,1 milliarder kroner, mistænkes for korruption i forbindelse med store italienske byggeprojekter. Det afslørede Fagbladet 3F i december.

Man har sidenhen droppet samarbejdet med et af de to korruptionsmistænkte selskaber, storentreprenøren Condotte, som har haft omfattende økonomiske problemer.

Forligskredsen bag broprojektet, alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet, har den 30. januar accepteret, at Vejdirektoratet kan indgå kontrakt med de to øvrige italienske entreprenørfirmaer.

Det sker under en række betingelser, herunder at firmaerne stiller en samlet garanti på 480 millioner kroner, svarende til 23 procent af den samlede sum, oplyser Transportministeriet.

Fakta:

Storstrømsbroen forbinder Sjælland og Falster og skal erstatte den oprindelige Storstrømsbro som åbnede tilbage i 1937.

Ifølge planen skal de første biler kunne køre over den nye bro i 2022, og togtrafikken kan starte fra 2023.

Den nye bro bliver 4 kilometer lang og vil koste cirka 4,1 milliarder kroner, inklusiv nedrivning af den gamle bro.

Det forventes, at byggeriet årligt vil generere 2.000 arbejdspladser.

Kilde: Vejdirektoratet


Kommentarer fra Facebook