Annonce

Bestyrelse vil af med formanden for soldaternes fagforening

Forbundsformand Flemming Vinter har fået stillet mistillid af sin bestyrelse og derfor skal HKKF have ekstraordinær kongres.
Hærens Konstabel- og Korporalforening, HKKF, skal have ekstraordinær kongres med et punkt på dagsordenen: Ny formand!

Et flertal af forbundsbestyrelsen har på et ekstraordinært møde i forbundsbestyrelsen 18. november udtalt deres mistillid til den nuværende forbundsformand Flemming Vinther, skriver forbundet i en pressemeddelelse.

”Forbundsformanden har afvist at imødekomme flertallets kritik og har ikke været villig til at træde tilbage.

Forbundsbestyrelsen har derfor indkaldt til en ekstraordinær kongres med henblik på at tage stilling til det udtalte mistillidsvotum, herunder valg til forbundsformand,” lyder den kortfattede meddelelse.

Derfor er der indkaldt til kongres den 2. december.

Har sendt redegørelse til tillidsrepræsentanter

I HKKFs forbundsbestyrelse vil man ikke umiddelbart uddybe, hvad der mere konkret ligger bag beslutningen. Det er en sag mellem medlemmerne, lyder det.

”Det er klart, at der er blevet stillet mistillid og det er derfor, at vi nu skal have en ekstraordinær kongres,” fortæller forbundsbestyrelsesmedlem Jørgen C. Pedersen til Netavisen Pio.

Jørgen C. Pedersen vil dog ikke uddybe yderligere hvad der ligger bag forbundsbestyrelsens beslutning.

”Der er sendt en skriftlig begrundelse ud til alle vores tillidsfolk, ligesom de konkrete kritikpunkter vil blive fremlagt på den ekstraordinære kongres. Men det er jo sådan, at når der er en konflikt, så er der altid to fronter som står overfor hinanden og her er det så op til medlemsdemokratiet i HKKF at tage stilling til hvad der skal ske,” siger han.

Han bekræfter, at det er flere forskellige sager, der ligger bag beslutningen, men at der også har været en enkelt udløsende faktor for beslutningen om at stille mistillid.

”Det er selvfølgelig en svær beslutning, som vi ved, vil blive fulgt med stor interesse fra resten af fagbevægelsen og medierne, fordi Flemming Vinther også er hovedforhandler for alle de statsansatte, men det her er en sag for HKKF’s medlemmer,” slutter han.

Op til de delegerede

Ifølge sagens hovedperson, Flemming Vinther, så bunder striden i uenigheder, som stikker så dybt, at han nu vil lade det være op til de delegerede på en ekstraordinær kongres at beslutte den fremtidige retning for forbundet.

”Hvis kongressen beslutter at bakke op om bestyrelsesmedlemmernes synspunkter og holdninger, så får de ikke mere ballade med mig, for så er jeg ikke længere formand,” siger Flemming Vinther til A4.

Han er efter eget udsagn rigtig 'ærgerlig' over situationen, men heller ikke han ønsker at komme nærmere ind på, hvad uenighederne konkret handler om.

”Det, tror jeg ikke, gavner hverken HKKF’s medlemmer eller organisationen, at vi tager den i offentligheden eller i medierne. Det er mit mål, at vi tager den i kongressalen og blandt vores tillidsvalgte, siger han til mediet.

HKKF organiserer professionelle konstabler, korporaler, konstabelelever og værnepligtige i forsvaret. Forbundet har ca. 4.500 medlemmer.

Forsøgte at blive LO-formand

56-årige Flemming Vinther har i 10 år været en central aktør i forbindelse med overenskomstfornyelserne på det offentlige område. Han var i 2018 hovedforhandler på de offentlige overenskomster på statens områder.

Han forsøgte uden held at blive formand for LO i 2015, hvor han tabte et kampvalg til den nuværende FH-formand Lizette Risgaard.

Flemming Vinther var artillerist ved Kongens Artilleriregiment på Sjælsmark kaserne indtil han i 1996 blev forbundssekretær i HKKF. En post han havde indtil han i 2004 blev valgt til formand for forbundet.


Opdateret klokken 13:08 med kommentarer fra Jørgen C. Pedersen. Opdateret igen 14:24 med kommentar fra Flemming Vinther.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Dette bunder åbenbart meget dybere end som så. Jeg vil opfordre journalisten på Pio til at grave dybere i sagen. Forbundsformanden har åbenbart fortiet ting for bestyrelsen, men det folyder også, at formanden har undladt at orientere bestyrelsen korrekt om hændelser på medlemsmøder på kaserner i landet. Det er noget med misbrug af magt dette handler om. Når sandhederne kommer frem - og det gør de senest på kongressen - så får HKKF forhåbentlig en ny formand, som fokuserer på medlemmernes tarv.