Det er selvfølgelig ikke sikkert. Jeg formoder det bare.

Laura Poitras’ dokumentarfilm om fotografen og aktivisten, Nan Goldin, ’All the Beauty and the Bloodshed’, kan ende med at løbe af med sejren til året uddeling af Oscar-prisen.

Den blev forbigået til nattens prisoverrækkelse af Bafta-prisen, hvor dokumentaren om den russiske oppositionsleder, ’Navalny’, løb med sejren. Den er skam også god og hyper aktuel.

Men spørgsmålet er, om ikke det er manden bag den undersøgende journalistgruppe Bellingcat, der finder frem til dem, der forsøger at myrde Navalny, der er den egentlige historie, og ikke selve dokumentaren?

Det er i hvert fald min ydmyge holdning til det.   

Mere helstøbt

Dokumentaren om Nan Goldin er bare mere helstøbt - som dokumentar. Den kan ligesom noget, i sig selv, som en film, der gør noget ekstra ved det stof, som den behandler.

For det første er det bare overordentlig spændende og betagende at se så mange af Nan Goldins fotografier, der er helt særlige. Hun fik sit egentlige gennembrud i midten af firserne med hendes nærstudier er queerkulturen i New York. De er dybt personlige, intime og benhårde.

Nan Goldin gjorde noget andet, selvom hendes ”miljø” var selvsamme

Det er tiden efter Andy Warhols storhedstid med hans atelier, The Factory, hvor den queerede undergrundskultur smeltede sammen med kunstverden og blev til mode. Fotografen Robert Mapplethorpe hang ud her, og han fotograferede bøsserne, stiliserede dem og gjorde dem til ikoner.

Nan Goldin gjorde noget andet, selvom hendes ”miljø” var selvsamme. Det er som om, at hendes billeder skildrer efterspillet, da stofferne ikke længere løfter, men derimod tynger, stjernestøvet har lagt sig, festen er fordi, og virkeligheden langsomt, men sikkert, trænger sig på.

Sparkede dørene ind

Nan Goldins billeder er ikke stiliserede, men derimod stoflige, følsomme og skræmmende virkelige. Men samtidig er de også dragende og forbandet smukke.

Hun fotograferede vennerne og sig selv, mens de var for høje på stoffer, ramte af mismod, lå henslængte i beskidte værelser, forslåede, ødelagte, hærgede og ramte af livets hårde realiteter.

Men Nan Goldins tid kom, selvom hendes bestræbelser i begyndelsen stødte på megen modstand. Hun fik sparket dørene ind til de fineste gallerier, og også hendes ”misfits” er blevet moderne, eftertragtet, gjort til mode, så hun siden har kunnet tjene penge ved at fotografere for store modefirmaer.

Præcis ligesom Larry Clark, der udgav fotobogen, ’Tulsa’, i 1971. Det er på mange måder det samme projekt, som Nan Goldins. Også han levede, ligesom dem han portrætterede. Også hans fotos er hårde og smukke på en og samme tid.

Og da han i 1995 kom med filmen, ’Kids’, gjorde han blandt andet den dengang ukendte pige, Cloë Sevigny, verdensberømt, og de portrætterede gadebørn, som han brugte i filmen, deres tøj og stil fra New Yorks ghettoer, blev højeste mode.

Ekstrem stigmatisering

Nan Goldins fotografier er det ene spor i ’All the Beauty and the Bloodshed’. Men her stopper det ikke.

Hendes fotografiske undersøgelser endte, eller ændrede sig drastisk, i slutningen af firserne, hvor AIDS-epidemien ramte lige præcis dem, som hun skød med sit kamera. Og her mødte hun igen modstand.

Bøsserne blev udsat for ekstrem stigmatisering, samtidig med at et utal af dem døde af den frygtelige sygdom.

Festen var, så at sige, helt forbi. Og pludselig ville de etablerede kunstinstitutioner ikke længere støtte Nan Goldins kunst, hvilket endte med en forfærdelig politisk kamp, samtidig med, at myndighederne alt for sent tog faren ved AIDS seriøst.

Det er den røde tråd fra forsvaret for bøsserne, da AIDS især ramte dem, frem til Nan Goldins aktivistiske kamp imod Sackler-familiens medicinalimperium

Men Nan Goldin, og hele bøssebevægelsens kamp imod kunstinstitutionernes vægring imod dem, da AIDS rystede hele systemet, blev i sidste ende vendt til sejr.

Knap så stor en sejr blev det i udenfor kunstinstitutionerne, men indenfor murene fik bøsserne faktisk tilkæmpet sig en plads, som for eksempel fotografen Wolfgang Tillmans, der også på mange måder minder om Nan Goldin, der også har haft enorm succes.

Det er den røde tråd fra forsvaret for bøsserne, da AIDS især ramte dem, frem til Nan Goldins aktivistiske kamp imod Sackler-familiens medicinalimperium.

Sackler-familien blev styrtende rige ved blandt andet at opfinde valium, og de blev i nullerne endnu rigere ved at producere OxyContin, et opiat, som de påstod ikke var afhængighedsskabende.

Store investeringer i kunstverdenen

Sackler-familien har investeret uhørt mange penge i at blive et anerkendt navn i kunstverdenen, via donationer til mange af verdens førende kunstmuseer.

Og det er her, at blandt andet Nan Goldin satte ind, da hun, sammen med andre, etablerede gruppen PAIN, som protest imod de mange, der er døde af en overdosis, fordi de er blevet afhængige af disse smertestillende piller.

Og tiden er moden til dette massive opgør med Sackler-familien. Disney Plus’ anbefalelsesværdige serie, ’Dopesick’, handler om det samme, og Nan Goldins aktivisme har ført til, at adskillige museer har fjernet Sackler-familiens navneplader og takket nej til flere donationer.

Det er den røde tråd, der holder sammen på denne komplekse historie

For, ærlig talt, det var jo også mange af dem, som Nan Goldin havde fotograferet, der endte som narkomaner og døde af en overdosis. Og ligesom bøsserne under AIDS-epidemien, blev og bliver stofafhængige ekstremt stigmatiseret.

Det er stigmatiseringen af disse mennesker, som Nan Goldin, og dokumentaren om hendes aktivisme, har fokus på. Og det er et ganske godt greb. Det er den røde tråd, der holder sammen på denne komplekse historie.

Et gennembrud for et andet menneskesyn

Og det viser sig jo også, at der er mange flere af disse anderledes tænkende og følende, med anderledes kønsidentiteter og præferencer end de mest gængse.

Derfor er Nan Goldins fotos også mere almene, mere rammende og direkte påvirkende end bare fotos af anderledes udseende mennesker.

Det er på en måde et gennembrud for et andet menneskesyn, for en interesse for andre slags kroppe og værdier i det hele taget.

Det er også mange penge. Og mode, Men ind imellem, som i tilfældet Nan Goldin under AIDS-epidemien og senere under Opioid-epidemien, bliver kampen imod stigmatisering altafgørende.

Derfor tror jeg, at denne dokumentar i år løber med prisen som den bedste dokumentar.
 

All the Beauty and the Bloodshed. Instrueret af Laura Poitras. Distribueret af Neon. 2022. Biografaktuel i Danmark netop nu.