Bevægende film om terrorangrebet på Krudttønden lider af berøringsangst

Fortællingen om Danmarks mest tragiske terrorangreb bliver tandløs, fordi den undlader at tage diskussionen om attentatmandens bevæggrunde.
Filmen ‘Krudttønden’ er bygget over den tragiske hændelse, hvor Omar El-Hussein, der lige er kommet ud af fængslet, i 2015 angriber et arrangement, omhandlende ytringsfrihed, og derefter angriber den jødiske synagoge i Krystalgade, for at ende sit liv på Nørrebro, skudt ned af politimanden Rico fra Politiets Aktionsstyrke.

For nylig var det syvårsdagen for attentatet, og det kan ikke overraske, at smerten endnu sidder i mange.

En terroristisk handling, der førte til dødsfald og siden har skabt et øget sikkerhedsberedskab og generel frygt.

placeholder

Da filmen fik premiere forrige år ramte pandemien hele verden, og derfor blev dens udbredelse samt kendskabet til den også lettere amputeret.

Den fik relativt gode anmeldelser i medierne, selvom enkelte mente, at det var for tidligt at behandle denne tragiske hændelse fiktivt.

Undgår mange klicheer

‘Krudttønden’, der er instrueret af Ole Christian Madsen, som også har stået bag film som ‘Flammen & Citronen’ og ‘Nordkraft’, undgår nærmest samtlige klicheer, og fokuserer udelukkende på den menneskelige skæbne, og den skildrer hvorledes de involverede nærmest deterministisk ender der, hvor de gør i historien.

Der er ingen skildringer af Omar El-Hussein, spillet af debutanten Albert Arthur Amiryan, på besøg i moskeer, og faktisk er han nok mere til Tupac, end til religion, eller i hvert fald så er religionen en biting.

Hans venner og bekendte er heller ikke en del af hans tragiske skæbne, der nærmest er uforklarlig, ligesom alle andre menneskers skæbner er uforklarlige.

Omar El-Hussein er ikke, som sådan, radikaliseret, men har bare ikke rigtig andre muligheder, selvom han gør noget forkert, og hans venner ikke helt kan forstå ham.

Det er ikke selve det miljø, han er en del af, der er problematisk, men grundlæggende bare det, at han gør det, de andre bare taler om. Og sådan skulle det have været fortsat - med snakken, men uden at ødelægge noget, uden at være til gene for hjælpsomheden og kærligheden.

Dette spejles så fremragende i politimanden Rico, spillet af Nikolaj Coster-Waldau,  hvis liv er ved at forandre sig drastisk, fordi han grundet skader, snart ikke længere kan beholde sit job.

En meget sigende og meget fin scene viser, hvordan Rico og Omar, kort før attentatet sidder på den samme hashcafe, for at dulme deres smerter og finde ro. De er begge plaget, og de kan ikke stoppe.

Deres skæbner er forseglet.

Den fanatiske ytringsfrihedsforkæmper

Filmen følger også Finn Nørgaard, spillet af Lars Brygmann, en filminstruktør, der er alt for anspændt, og som ødelægger det hele for sin omgangskreds og for sin kæreste.

Efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, kan han ikke lade være med at forholde sig til spørgsmålet om ytringsfrihed, og man ser en meget fin og oplysende scene, hvor Finn og hans kæreste har gæster, og han ødelægger den gode stemning ved fanatisk at forsvare ytringsfriheden.

Hans venner og støtter forsøger at forklare ham, at det bare er et modtryk, at der er tale om sociale misforhold og at man ikke skal håne andre mennesker, men Finn kan ikke stoppe.

Først kort før selve attentatet, hvor han bliver dræbt af Omar, kommer han delvist til fornuft, og han anerkender overfor sin kæreste, at han er for stædig, for anspændt og at det hele altså slet ikke betyder så meget, hvis det skal ødelægge deres humør.

Men alligevel dukker han op til arrangementet og derfor ender hans liv også så tragisk.

Og så følger filmen Dan Uzan, spillet af en anden debutant Adam Buschard, der tragisk dør foran den jødiske synagoge, da Omar dukker op og skyder ham på klods hold.

Der er en meget sigende scene i begyndelsen af filmen, hvor Dan Uzan er til møde på Jobcenteret, og sagsbehandleren opfordrer ham til at skifte efternavn, fordi det nok er grunden til at han aldrig kommer til jobsamtaler, selvom han er yderst kvalificeret.

Denne spejling af Omars liv er virkelig essentiel for hele filmens måde at forstå disse skæbner på.

Ingen positioner er forkerte

Faktisk er Finn Nørgaards og Omars fanatisme det der giver flest problemer i filmen. Alt det andet løses hen ad vejen.

Alle de involveredes baglande er faktisk klar til at hjælpe, at modtage, at hele, og det er kun fanatismen, denne insisteren, der skaber alle problemerne.

Filmen bruger mange gange spejlinger, så man slet ikke er i tvivl om, at ingen positioner som sådan er forkerte.

Alle rollerne kunne have været anderledes. Det er skæbnen, og dennes uhyggelige konsekvens, hvis ikke man giver op på den evige insisteren, der behandles som hovedtema.

Udelader meget

Filmen afsluttes med det rigtige billeder af de mere end 30.000, der dukkede op for at sørge over de to dødsfald. At der også dukkede rigtig mange op til begravelsen af Omar, er naturligvis udeladt.

Det er en bevægende film, og selvom man slet ikke finder ud af hvad der kan være grunden til at Omar for eksempel angriber den jødiske synagoge, så er det netop skæbnen, der er vigtigere at fokusere på.

Dem, der blev angrebet i Krudttønden, og som også er blevet angrebet tidligere, og hvor enkelte lever under konstant politibeskyttelse (F.eks. som tegneren Lars Vilks gjorde, red,), er selvfølgelig heller ikke et tema for filmen.

Det er tomme kulisser, for Omar kunne ligeså godt have valgt en anden forkert vej, end den, der beseglede hans triste skæbne.

Moralen er som følger: Finn og Omar skulle have undladt at gøre noget, for de overså derved at den støtte og den kærlighed, som var omkring dem, kunne redde deres skæbner.

Det opdagede Rico heldigvis, og fordi han overlevede får han en chance mere, og kan forlade sit job, finde sig en ny sød kæreste, forsone sig med med sin ekskone og få et forhold til sine børn igen.

Det er så fint, når historiske filmbeskrivelser sådan handler om alt muligt andet, end det, de skildrer, og ligesom ophøjer den tragiske fortælling, så den kan give os tankestof til bearbejdelse, så vi bedre kan forstå os selv, og forstå hinanden.

Men man sidder lidt med en fornemmelse af at der ligesom mangler noget. Hvorfor skulle betjenten Rico for eksempel - helt tilfældigt - sidde i en hashbule, sammen med Omar, og dulme sine personlige smerter?

Mangler fokus på islamisme

Selvom islamisme og kriminalitet berøres i filmen, når den portrætterer Omars bagland, så bliver våbnene, som han anskaffer sig, et helt personligt ærinde.

Det selvom opklaringsarbejdet viste, at Omars venner var en banderelateret gruppering, hvor man i en lejlighed fandt våben og sprængstoffer, og at mange af dem var dømt for vold, for pengeafpresning og anden personfarlig kriminalitet.

I filmen bliver disse spor helt udvisket, og man kan undre sig over hvorfor instruktøren har valgt at undlade dette.

Den ignorerer også af den massive tilslutning til Omars begravelse. Et underligt valg, som instruktøren må have tænkt over. Det gør noget ved filmens samlede udtryk, og jeg kan ikke se at det gør noget godt.

Det er som om, at man nu har en film om denne tragedie, men samtidig ikke noget, der kan spekuleres over, bearbejdes.

Det virker som om at instruktøren lider en smule af berøringsangst, eller har en politisk holdning, der ligesom skal forceres ind i filmens budskab.

Men det gør så også bare, at resultatet bliver tandløst, og for fiktivt til en sådan filmatisering, der for forvansker historien for eftertiden.

 

‘Krudttønden’. Danmark. 2020. Instruktør: Ole Christian Madsen. Manuskript: Lars Kristian Andersen og Ole Christian Madsen. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Lars Brygmann, Albert Arthur Amiryan, Jakob Oftebro, Katrine Greis-Rosenthal, Sonja Richter m.fl. Varighed: 106 minutter.

Filmen kan i øjeblikket ses på Netflix og snart også på DR.

 

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kære Freddy Hagen
Filmen glemmer også at tage fat på, hvordan Socialdemokratiet gav Omar Abdel Hamid El-Hussein falsk indfødsret på lov om indfødsrets meddelelse, og hvordan Socialdemokratiet fortsat forsørger hele hans familie med boliganvisning og passive ydelser i hjertet af Kabulhavn i Danmarkistan, åbenbart som "tak" for sønnens angreb imod os. Tænk at vi tillod, at han blev begravet i vores jord. Tænk at der kom flere tilvandrede bosættere til hans begravelse gennem Kabulhavn for at hylde ham, end der deltog danskere i ofrenes begravelse. Den film er - lige som Socialdemokratiets udlændinge- og indfødsretspolitk - fuldstændig kastreret. Ren masochistisk kastratsang, hvor vi håner og latterliggør os selv foran vores nye muslimske konger og prinser, inden de fordriver eller udrydder vores børnebørn om 50-100 år. Vil man læse noget om islam i Europa med forbindelse til virkeligheden, skal man læse Ayaan Hirsi Alis værk "Frit Bytte", der udkom på dansk i januar 2021. Der fortæller islam-whistlebloweren og ex-muslimen fra Somalia, der i dag lever et hemmeligt sted i Europa under militærbeskyttelse, hvad muslimer vil i Europa. God læselyst.

Fin anmeldelse. Jeg vil ikke sige, jeg var skuffet over filmen, for mine forventninger var virkelig ikke ret høje inden. Dels fordi begivenhederne måske ikke var så egnede til at ende som en spillefilm, men også netop fordi historien rummer en række ubehagelige men også essentielle detaljer og episoder, som må være meget svære at gengive på en sandfærdig og loyal måde og stadig bevare den politisk korrekte facade, der jo ellers ser ud til at gennemsyre filmmiljøet.

Annonce