Biden vil være præsident, Red Barnet får Johanne og Paludan tæt på opstilling

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Intern uenighed i regeringen betyder at vigtig plan falder til jorden, Enhedslistens største profil lander nyt topjob, borgmestervikar udpeget og så har en længe ventet kandidat kastet sig ind i kampen om at afløse Trump.

Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt.
 

Efter intern uenighed: Regeringen dropper naturmål kort før valget

Naturmålene, en af regeringens grønne hjørnesten, bliver ikke til noget på denne side af folketingsvalget.

Sådan lyder det fra flere af regeringspartierne, der melder om konfliktfyldte og kuldsejlede forhandlinger på området. Det skriver Altinget.dk.

Ifølge Altingets oplysninger var en aftale om specifikke naturmål ellers så godt som færdig for nogle uger siden. Men i sidste ende trak Konservative sig fra aftalen.

Et forløb, som partiets miljøordfører, Mette Abildgaard, bekræfter.

”Der lå et aftaleudkast klar med nogle naturmål. Men de var ikke ambitiøse nok til, at Konservative kunne lægge navn til dem,” siger ordføreren, der samtidig langer ud efter Finansministeriet, som ifølge hende er skyld i miseren.

Læs hele historien her.

 

Enhedslisten-profil bliver Red Barnets nye generalsekretær

En af Danmarks mest kendte politikere, Enhedslistens tidligere frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen, bliver ny generalsekretær for børneorganisationen Red Barnet. Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

”Der findes simpelthen ikke en vigtigere sag end Red Barnets. Nemlig at alle børn skal have det godt. Alt for mange børn lever liv, som slet ikke er for børn. Herhjemme stiger børnefattigdommen, børnene på Sjælsmark risikerer at blive mærket for livet, psykisk mistrivsel er uhyggeligt udbredt, og mobning er desværre hverdag for mange både i skolegården og på sociale medier. Ude i verden ser vi, at når krige og konflikter rammer, og når klimaforandringer skaber nye katastrofer, så er børnene de allermest udsatte. Heldigvis kan vi gøre noget ved det, og Red Barnet er imponerende ambitiøs og går allerforrest i kampen for børns rettigheder. Jeg glæder mig så meget til at stå i spidsen for det arbejde, siger hun i en pressemeddelelse.

Hun tiltræder efter folketingsvalget.

35-årige Johanne Schmidt Nielsen har siddet i folketinget de seneste 12 år, og havde allerede meldt ud at hun ikke ville genopstille, på grund af partiets særlige rotationsregler. Enhedslisten har tidligere foreslået en to-årig karantæneperiode for politikere, inden de udskifter gangene på Christiansborg med et kontor i lobbybranchen eller det private erhvervsliv.

Red Barnet har stået uden topchef siden Jonas Keiding Lindholm blev fyret tilbage i december måned, efter en række medarbejdere havde sagt op på grund af hårdt arbejdsklima.

Det er ikke første gang at en tidligere politiker skal stå i spidsen for Red Barnet. Mimi Jakobsen, der var minister i 80’erne og 90’erne fra partiet CD, var generalsekretær for 2000 til 2015. Red Barnet er en del af en international organisation, Save the Children International, og den organisation havde indtil for ganske nyligt Helle Thorning-Schmidt.

 

Højreorienteret, koran-afbrændende islamkritiker skovler vælgererklæringer ind

Der er allerede 12 partier, som er meldt klar til folketingsvalget og et 13. kan måske lige nå det. I hvert fald har partiet Stram Kurs, med den i medierne stærkt omdiskuterede Rasmus Paludan i spidsen, skovlet så mange vælgererklæringer sammen, at partiet formentlig kan nå at blive opstillet til folketingsvalget.

”Det virker altså mere og mere sandsynligt, at Stram Kurs når de 20.109 vælgererklæringer. Tallet fra Indenrigsministeriet her til morgen er 15.537. Altså ca. 1000 mere end i går. Og deadline er formentlig 11. maj (eller senere),” skriver TV2’s journalist Hans Redder på Twitter.

Vælgererklæringerne skal være i hus og et parti melde sig som opstillingsberettiget senest 15 dage inden valgdagen. Altså kan vælgererklæringer stadig indsamles, selvom valget er udskrevet, da valgkampe typisk varer mindst tre uger.

 

Enhedslisten i København udpeger borgmestervikar

Gruppeformand Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten i Københavns Kommune er udpeget som midlertidig miljø- og teknikborgmester, mens Ninna Hedeager Olsen er på orlov. Det skriver altinget.dk.

Karina Vestergård Madsen har været valgt til borgerrepræsentationen siden 2014, hvor hun sidder i økonomiudvalget og socialudvalget. Hun har været gruppeformand for Enhedslisten i København siden 2017.

En voldtægtssag ramte Enhedslisten i starten af april, og Ninna Hedeager Olsen besluttede kort efter at holde en pause fra politik, da den formodede voldtægt skulle have fundet sted i hendes lejlighed.

 

USA: Biden bider endelig til bolle

Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden annoncerede i dag – efter lang tids spekulation – at han går efter at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020.

”Denne nations kerneværdier, vores position i verden, og vores demokrati. Alt dét, der har gjort Amerika til Amerika, er på spil. Derfor annoncerer jeg i dag mit kandidatur til posten som USA's præsident,” siger Joe Biden i en Youtube-video, og fortsætter:

”Hvis vi giver Donald Trump otte år i Det Hvide Hus, vil han for altid og fundamentalt ændre karakteren af denne nation - hvem vi er. Og jeg kan ikke bare lade ske.”

Det er formelt tredje gang, at 76-årige Joe Biden forsøger at bliver præsidentkandidat. Biden har en lang karriere i amerikansk politik bag sig, han blev første gang valgt til senatet i 1973 fra delstaten Delaware.

I 1988 forsøgte han sig første gang som præsidentkandidat og igen i 2004, inden han i 2008 blev valgt af Obama som vicepræsidentkandidat.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook