Bitter indignation balancerende på en knivsæg

Lars Kramhøft har skabt den grafiske novelle 'Husvild' om privilegier og ulighed i samfundet. Freddy Hagen anmelder.
Foto: Forlaget Fahrenheit
'Husvild' er en grafisk novelle af Lars Kramhøft.
Jeg husker næsten præcist, hvornår jeg selv opdagede, hvorledes udviklingen vendte. Det var efter et års studier i Firenze, hvor jeg flyttede til København for at fortsætte med at læse på Københavns Universitet.

Jeg fremlejede en saneringstruet lejlighed på Vesterbro, og alting så relativt lyst ud. Jeg boede i en baggård lige ved det rustne hjerte, og jeg fyrede med koks om vinteren. Men lejligheden var boheme, og jeg elskede livet som studerende midt i den pulserende storby.

Men da lejligheden blev revet ned, og jeg skulle finde et nyt sted at bo, kom chokket. Jeg husker for eksempel hvordan to af mine bedste venner på studiet, og som begge havde hver deres billige lejlighed, fortalte mig, at de desværre ikke ville udleje en af dem til mig, fordi de kunne få det dobbelte i leje.

Det var blevet kærester, og de havde besluttet sig for at flytte til London for at udleve deres kunstnerdrømme. Lejlighederne var et aktiv, og med den stærkt stigende boligmangel, kunne de tillade sig at tage dobbelt så meget for dem, så de kunne leve af pengene i London.

Foden ind på markedet

For dem var det uetisk at leje deres lejligheder ud til en ven, når nu de tog så meget for dem. Det var en rystende oplevelse for mig. Tidligere havde jeg haft en fornemmelse af, at man bare skulle kende den rette, have et netværk, for derigennem at få foden ind på markedet og et tag over hovedet. Men noget havde ændret sig radikalt. Den form for hjælpeøkonomi var jeg ikke længere en del af, fordi der nu var for mange penge at tjene.

prisen for sådan et værelse svarede til lejen for en billig lejlighed, som de heldige, der havde fået foden ind tidligere, kunne nyde godt af.

Og det var netop her, at det gik op for mig, at min egen alder var fremskreden, og at det at bo til leje på et værelse, hvor man bare vidste, at man betalte hele huslejen, mens man delte køkken med udlejeren, var rystende. Og så det faktum, at prisen for sådan et værelse svarede til lejen for en billig lejlighed, som de heldige, der havde fået foden ind tidligere, kunne nyde godt af.

Husvild

Det er denne situation, som Lars Kramhøfts grafiske novelle, ’Husvild’, handler om. Og selvom min egen, første erfaring med den alvorlige boligsituation opstod mere end ti år tidligere, så kan jeg genkende det meste af det, som der skrives om novellen.

Jeg genkender hvorledes forældrekøb og privilegier i stigende grad har gjort, at bohemer, studerende og kunstneraspiranter lever i kollektive cirkler, hvor de bedrestillede for længst er holdt op med at skamme sig over deres egne privilegier, og det at kritisere selvsamme, pludselig, i stigende grad, netop er skammeligt.

Men det er, hvad ’Husvild’ gør: Den giver stemme til denne frustration, hvor ens drømme brister, og hvor det ydmygende i at være fattig og at skulle affinde sig i at blive groft udnyttet af dem, der har privilegierne, i stigende grad ødelægger en indefra og udefra.

Dem, der ikke ejede noget, var ikke skamfulde, ligesom de er det i dag

Novellen er heldigvis også sjov. Det er dens redning. Fordi det at blive bitter, selvom der er god grund til netop at blive det, ikke længere er en mulig position. Tidligere, dengang jeg selv var ung, var der faktisk mulighed for at være stolt af at være fattig, mangle muligheder og at kæmpe for at være kreativ.

Det var sådan, jeg oplevede fattigfirserne, i min spædeste ungdom. Dem, der ikke ejede noget, var ikke skamfulde, ligesom de er det i dag. Det blev dengang betragtet som et kollektivt vilkår, og mange af de fattige mente at have andre værdier, der også blev betragtet som aktiver, der gav en tilværelse mening og indhold.

Lars Kramhøft krænger autobiografisk disse tåkrummende frustrationer ud, og hele novellen er spækket med disse mange ydmygelser, hvor SoMe-kulturen har sejret, og hvor der grundlæggende slet ikke findes andre værdier end dem, der giver en mulighed for at leve det fede storbyliv. Vi befinder os langt, langt væk fra tiden, hvor Nørrebros BZ-sættere kunne skabe værdier i undergrunden.

Angst

Lars Kramhøft undgår heldigvis at postulere, at han selv er den sande kunstner, og alle de andre bare medløbere, selvom det faktisk er, hvad hans alter ego i novellen giver udtryk for. Men netop det komiske islæt i fortællingen gør, at der ligesom sættes parentes omkring denne alt for enkle dom. Havde denne parentes ikke været til stede i novellen, ville den ikke kunne fungere.

Det er netop karikeret, fordi det kan opfattes sådan, når man selv er offer for andres succesfulde selvfedme

Det er netop en personligt følt og oplevet frustration, og derfor er den også subjektiv, og i mindre grad objektiv, og kan derfor svælge i håbløse konspirationsteorier og karikaturer af vinderne, uden at det bliver patetisk. Det er netop karikeret, fordi det kan opfattes sådan, når man selv er offer for andres succesfulde selvfedme, hvor det er indlysende, at der er alt muligt andet på spil, end meritterne, når man slår igennem.

Offerrollen

Vi lever i en tid, hvor medierne og et utal af kunstnere og udgivere dyrker offerrollen, og hvor det subjektive bliver overeksponeret, samtidig med at uligheden skærer dybe sår i de fleste af os, der ikke ejer samme privilegier.

Det er en tid, hvor man må sluge kameler, fordi man ikke kan tillade sig at miskreditere andre mennesker med succes for at mangle integritet og for at udmale deres patetiske selvudleveringer som om, at disse kunne sammenlignes med mennesker, der virkelig føler konkurrencevilkårene på egen krop.

Derfor er ’Husvild’ også en kær, lille, personlig og meget rammende fortælling, der - som Kramhøft skriver et andet sted - måske kan lindre andre mennesker, der lever under samme vilkår - og som ikke kan finde et udtryk for deres frustrationer, fordi sådanne opfattelser er skamfulde i dag.

Respekt

Jeg ved ikke hvorfor Lars Kramhøfts streg minder mig om ’Doonesbury’, men der er ligheder, selvom Kramhøfts streg er mere enkel og mindre detaljeret. Men udtrykket er alligevel det samme.

Forholdet mellem tekst og grafik fungerer perfekt, og jeg oplever ikke, at det ene overtager det andet. Balancen fungerer faktisk fint hele vejen igennem.

Det synes jeg er beundringsværdigt, især fordi mange, der opnår succes, har det med at glemme de hårde år

Det bør give respekt, at Lars Kramhøft investerer egne erfaringer på at fortælle om disse vilkår, selvom han selv klarer sig bedre i dag, fordi han ikke vil glemme disse år, der for ham var så grufuldt ydmygende.

Det synes jeg er beundringsværdigt, især fordi mange, der opnår succes, har det med at glemme de hårde år for ligesom at blive totalt indoptaget i de kredse, hvor dem med succes soler sig, og hvor det er pinligt, hvis man stænges til med, at det ikke udelukkende er meritterne, der fører en opad.

Bolig og tryghed

Under min opvækst, dengang jeg studerede og var ung, var jeg aldrig bange for fremtiden. Jeg havde ikke noget udtalt behov for succes, og jeg efterstræbte ikke at blive rig. Men i dag må jeg indrømme, at en art angst er indsneget sig.

Faldet ud af systemet, hvis ikke man har noget så basalt som et hjem, der er til at betale, er så skræmmende

Og det hænger i høj grad sammen med, at det i dag er så forbandet fatalt af falde ud. At stå uden tag over hovedet, og uden en meget lukrativ karriere, der kan afstedkomme, at man må erkende, at man aldrig kommer til at bo i en nogenlunde ordentlig lejlighed, der befinder sig i nærheden af en større by, hvor småjobs og drømme om bedre tider kan give balance i ens liv.

Faldet ud af systemet, hvis ikke man har noget så basalt som et hjem, der er til at betale, er så skræmmende, at man næsten ikke tør drømme om, endsige tage skridtet til at vælge et liv, der ikke indebærer en karriere, der økonomisk set er lukrativ.

Nostalgiker

Jeg er selv nostalgisk, og jeg synes at det er fatalt, at man som fattig, livslysten og ydmyg, gerne vil leve et liv med andre værdier, hvor pengene er små, men tilværelsen alligevel fyldig, ikke rigtig synes at være en mulighed i dag, og hvor ens familie er en værdi i sig selv, der giver os andre, der står alene, en følelse af at det koster dyrt.

Ligesom Kramhøft føler jeg, at uretfærdigheden bør have sin stemme

Derfor er det også vederkvægende at læse en grafisk novelle som ’Husvild’, der både svælger i disse reelle uretfærdigheder, og samtidig giver stemme til den paranoide forestilling som man nogle gange angribes af grundet frustration og trøstesløshed samtidig med, at det også bare er vilkår, som man bliver nødt til at grine af, udleve og anerkende.

Ligesom Kramhøft føler jeg, at uretfærdigheden bør have sin stemme, og at medier, udgivelser og succes i det kunstneriske, ofte er kvalmefremkaldende, og at det - samlet set - kan være vanskeligt at holde modet oppe, når overfladisk selvfedme og kulturel fattigdom synes at være fremskreden.

Skal ikke modsvares med ynk

Men uden humor går det ikke. For det hele skal ikke modsvares med ynk. Det er for ydmygende, og det er ikke virksomt. Det er vilkårene, og man kan blot glæde sig over, at manglen på privilegier i det mindste blotter andre menneskers medmenneskelighed, eller mangel på samme. Som udsat ser man generelt klarere, hvis ikke man drukner i konspirationer, depression, had og mistillid.

At det faktisk er de privilegerede, der lever overfladisk og i selvfedme, der mister mest, selvom det ser helt anderledes ud.

Det er netop denne blottelse, der i sig selv er en værdi. Tænk blot på forfatteren Fjodor Dostojevskij, der skrev om disse blottelser og faldne eksistenser, og gjorde tykt grin med de privilegerede, der ikke ejer skyggen af medmenneskelighed. Hans mange, udødelige romaner og noveller er hverken bitre, hæmningsløst vrede eller politisk indignerede. De er, tværtimod, dybe psykologiske studier over et samfund, der fostrer disse uretfærdige skel mellem mennesker, hvor værdier altid er slørede og mudrede, og hvor det er så uendeligt svært at navigere.

Så mere af denne form for indigneret litteratur, men forhåbentlig også mindre er den mere ublu, revolutionære, indigneret og blot opråbende del af det, der faktisk også er moderne i dag. For det virker aldrig. Det er en position, der er dømt til at svigte det egentlige: At det faktisk er de privilegerede, der lever overfladisk og i selvfedme, der mister mest, selvom det ser helt anderledes ud.

Lars Kramhøft: Husvild. Grafisk novelle. Delvist bearbejdning af de tidligere udgivne striber under navnet, Working Poor. 160 sider. Lars Kramhøft og Forlaget Fahrenheit, 2022.   

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Kommentarer

Det undrer mig lidt, at du gennem hele anmeldelsen omtaler den 160 sider lange udgivelse som en "novelle" og "grafisk novelle". En novelle er en kort historie på nogle få sider. Er det "graphic novel", du oversætter fra? "Novel" betyder en roman, og her er tale om en grafisk roman. Men ellers en fin anmeldelse.

Annonce