Bjarne Corydons nye DR skal berolige borgerlige kritikere

Analyse

Bjarne Corydons nye DR skal berolige borgerlige kritikere

Onsdag afslørede DR’s generaldirektør de nye "strategiske pejlemærker", der skal føre DR helskindet gennem udfordrende tider med angreb på mediehuset og polarisering i samfundet. Men strategien er bare startskuddet for Corydon & co.

Bjarne Corydon
Billedtekst
Bjarne Corydon, generaldirektør i DR
Foto: DR, Agnete Schlichtkrull

Onsdag formiddag løftede DR’s nye generaldirektør, Bjarne Corydon, sløret for mediehusets nye strategi.

Generaldirektæren får brug for al den politiske og publicistiske snilde, han har erhvervet sig som finansminister (2011-15) og chefredaktør på Børsen (2018-25), hvis Danmarks største mediehus skal reddes helskindet gennem de forhandlinger om en medieaftale, der skal føre til et forlig inden sommerferien.

Selv om både bestyrelsesformand Lars Gert Lose og Corydon står som afsendere på "Forskellige sammen", som strategien kaldes, så står det klart, at Corydon skal op på ølkassen og råbe Danmark op. 

Det er derfor bestyrelsen har ansat ham som direktør for DR.

DR skal nemlig skærpe sit fokus, styrke sin troværdighed og forny sig teknologisk, hvis ikke mediehuset skal drukne i den malstrøm af misinformation, polarisering og fragmentering, der spreder sig i kølvandet på de såkaldt sociale medier. 

Hvis DR står stille, mister mediehuset betydning i samfundet, lyder Corydons bagvedliggende analyse. 

Corydon lover højere troværdighed, fairness og objektivitet, så de borgerlige roligt kan droppe frygten for røde lejesvende

Hans strategi går ud på at gøre DR til det nødvendige omdrejningspunkt for den demokratiske samtale i Danmark. 

Strategien er startskuddet, næste step er medieaftalen, der planlægges aftalt i foråret. Tredje skridt bliver at virkeliggøre "public service i verdensklasse", som forordet til "Forskellige sammen" stiller os i udsigt.

Læs også:Analyse: Kan Corydon blive redningsmand i DR?

Som det politiske menneske Corydon er, ved han, at der må et bredt medieforlig til, hvis han skal kunne virkeliggøre sin drøm om DR som demokratiets fyrtårn. 

DR’s troværdighed skal styrkes, blå partier beroliges og garanteres, at vi ikke kommer til at opleve flere skandaler i stil med 'Grønlands hvide guld', ikke flere medarbejdere, der deltager i ensidige underskriftsindsamlinger og ikke mere tro på, at talentudvikling er lig med en slags varmestue for tidligere autonome aktivister. 

Frygten for røde lejesvende

Corydon lover højere troværdighed, fairness og objektivitet, så de borgerlige roligt kan droppe frygten for røde lejesvende, når de nærmer sig DR. 

Men også så hele Danmark, unge som gamle, bønder som byboere, kan være helt trygge ved at DR leverer journalistik af høj, faktatjekket kvalitet.

Bjarne Corydon har leveret nogle pejlemærker, der anviser en vej til at genvinde de borgerliges tillid

Bjarne Corydon lover at:

DR bliver nummer 1 på tillid

DR når 9 ud af 10 danskere hver uge

DR når halvdelen af danskerne digitalt hver uge.

Konkret kommer der en redaktion og et "innovationsmiljø", der under fællesnavnet "DR verificerer" skal faktatjekke og sørge for, at journalistikken er fair og tilstræbt objektiv.

Nye algoritmer

For at komme mediebrugere under 50 år i møde vil DR øge sin tilstedeværelse på såkaldt sociale medier, ligesom man vil udvikle algoritmer, der baserer sig på andre værdier end de intrigante og aggressive, vi kender fra de amerikanske techgiganter.

Der skal også være mere indhold fra og til de tyndt befolkede områder, mere musik og fællesskab om musikken, og så skal DR kunne love os nyheder fra Radioavisen, uanset hvordan trusselsbilledet ser ud.

Det kræver alt sammen en ny organisation, men sådan en kræver også ressourcer og mennesker, der kan håndtere de nye opgaver. 

Læs også:Fagboss til Corydon: ”Masser af X factor” i EM for håndværkere

Derfor mener Corydon, at medarbejderne skal arbejde mere effektivt, end de gør i dag. Med andre ord kommer Corydons DR til at kræve stor omstillingsparathed af medarbejderne, hvis de ønsker en fremtid i huset.

Bjarne Corydon har leveret nogle pejlemærker, der anviser en vej til at genvinde de borgerliges tillid, men som også rækker ud til hele den danske befolkning, hvilket jo er en forudsætning for, at vi glade betaler for mediehusets udsendelser over skatten.

Redningsplan - ikke en slet skjult fyringsrunde

Det er sandsynligt, at De Konservative vil kunne støtte en aftale, hvori der garanteres fairness i dokumentarer og nyheder. Det samme gælder regeringspartiet Venstre. 

SF og De Radikale ønsker DR det bedste. Og så nærmer vi os et bredt forlig, der vil kunne sikre Corydon og DR arbejdsro i de næste fire år.

Nu mangler Corydon bare at overbevise medarbejderne om, at hans pejlemærker er en redningsplan - og ikke en slet skjult ny fyringsrunde. 

Formår han at motivere og skabe optimisme i det 100 år gamle mediehus, så vil det også have en god chance for at spille en vigtig rolle i fremtidens danske demokrati.

Niels Frid-Nielsen

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.

Kommentarer

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 07.01.2026 - 14:18

Hvornår er de skatteplagede danskere blevet spurgt om, hvad de vil ha' af DR???
Fx. fortsat Barnaby hver lørdag aften (genudsendelse naturligvis).
Og hvad med DRs bestyrelse. Hvem har gjort oprør mod at skulle logge ind for at se DR.TV???

DR er indtil videre en pestilens af dimensioner
.

Mig bekendt har seernes mening aldrig haft nogen betydning for DR, der alt tid ved bedst. Personligt har jeg ikke benyttet DR siden dynelloefterne forlangte login. DR vil aabenbart ikke fortaelle mig Noter, men genre have informationer on mig. Den slags organisationer har jeg ingen tiltro til. Saa Hellere Truth Social. Det er paa tide DR bliver solgt eller afviklet. Jeg trot ikke, trovaerdiigheden kan genoprettes

Mig bekendt har seernes mening aldrig haft nogen betydning for DR, der alt tid ved bedst. Personligt har jeg ikke benyttet DR siden dynelloefterne forlangte login. DR vil aabenbart ikke fortaelle mig Noter, men genre have informationer on mig. Den slags organisationer har jeg ingen tiltro til. Saa Hellere Truth Social. Det er paa tide DR bliver solgt eller afviklet. Jeg trot ikke, trovaerdiigheden kan genoprettes genoprettes

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 07.01.2026 - 17:35

Jeg er glad, hvis vi bare kan få et DR, som har fokus på det væsentlige, på det faktuelle, på altid at være sober, nøgtern, objektiv og neutral, som skelner skarpt mellem kendsgerninger og holdninger, og hvor det holdningsbaserede ALDRIG kommer fra egne medarbejdere men kun fra invterede gæster, som er omhyggeligt deklarerede, og hvor disse gæster ikke kun plukkes fra en eller "begge" sider men fra ALLE sider. Tak.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 07.01.2026 - 19:08

DR skal følge med tiden. For mig er DR et troværdig medier i den her nye fake-news kunstig intelligens verden. Min troværdig af DR deler jeg med langt den største del af befolkningen. Og det ikke uden grund.

Og i DR's nye strategi bliver der langt endnu mere vægt på troværdighed og faktabasseret nyheder og information til den danske befolkning. Hvilket vi alle skal være glade for og være godt tilfredse med.

DR skal være upolitisk og afspejle det danske samfund på tværs af generationer. Hvilket ikke nødvendigvis er nogen let opgave.

Men troværdighed må være første prioritet i en stormomblæst verden.

Håber så DR kan levere og leve op til det også fremadrettet for at værne om demokratiet i Danmark.

For man må i høj grad sige demokratiet er udfordret i verden i de her dage.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Torsdag den 08.01.2026 - 08:52

Er der nogen der kan højne DR er det Corydon. Hos mig har han stor tillid og troværdighed. Husker hvordan han satte Enhedslisten på plads, da de spillede med musklerne. Røde lejesvende. Det er vist mange år siden. DR er blevet mere kedelig, den ene journalist står og interviewer den anden, og det er så stereotype spørgsmål der ofte kommer. Savner en Mette Fugl, en Oluf Jersild, der en mange dygtige folk på DR, men der trænger til opstramning mht kvalitet.

Indsendt af Bjergmand (ikke efterprøvet) den Torsdag den 08.01.2026 - 16:35

At Corydon ser det som en opgave at få DR til at bringe sandheden, hele sandheden og kun sandheden er et kvantespring af dimensioner men det bliver virkelig svært.
Iflg. DR taler Støjberg sandt om den påståede trafik chikane, at en uskyldig familie forfølges af Politiet o.m.a.
Corydons største opgave bliver at få de blå kræfter i DR til at rette ind og forholde sig til sandheden. Vi, skatteyderne i Danmark er jo principielt DR's bosser og kan godt stille krav om sandhed og blive fri for rænkespil.DR bringer mange fejl og fordrejninger og det er de virkelig ikke tilbøjelige til at indrømme, så hjælp BC og klag til DR når de lyver.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 08.01.2026 - 22:06

Myten om de “ røde Lejesvende “ på DR hører fortiden til . Det var Erhard Jacobsen og hans forening af Aktive lyttere og seere , som i en skøn forening i 70/80 erne fik skamredet den fortælling .
Jesper Klein og hans klyder Ingerslev / McEvan brugte satiren i et DR program til , at tage fed gas på fortællingen .
Måske man husker personen der stod og lurede i baggrunden , hvergang de optrådte med deres satireprogrammer på DR TV . 🤓

Indsendt af Preben (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 13.01.2026 - 10:54

Man må jo håbe, at blå Bjarne, kan få ansat nogle journalister, der ikke kun er mikrofon holdere, men kan stille kritiske spørgsmål. Håber ikke han får drejet DR i mere blå retning, vi har rigeligt i TV2.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.