Bjergene har altid betaget de religiøse. For buddhister har bjerget været et mål for en art pilgrimsfærd, ligesom det har været genstand for meditation.

Se blot på den japanske maler Katsushika Hokusais mange afbildninger af Fuji - Japans berømte, hellige bjerg.

Hokusai fokuserede i begyndelsen af det nittende århundrede på dette bjerg fra alle mulige vinkler, i alle årstider og i alt slags vejr.

De franske impressionister, heriblandt Paul Cézanne, var dybt inspireret af Hokusai, fordi hans syn på naturen, samt den måde, han gengav den på, var en sikker vej ud af de indelukkede atelierer, ud i lyset, fordi man kun der kan studere livets bevægelser og mange former.

Cézanne var så inspireret af Hokusai, at han selv begyndte at male sit eget bjerg, Sainte-Victoire, som han huskede fra sin i barndom i Provence.

Igen og igen malede han selvsamme motiv, vel vidende, at selvom bjerget var det samme, så skiftede hele scenariet konstant karakter og udtryk, i den cyklus livet her på jorden nu engang er gjort af.

Bjergtagen

På dansk har vi et perfekt begreb for denne erfaring: Bjergtagen. Og det er sådan en fortryllende og altomfavnende forelskelse og erfaring, som den skotske forfatterinde, Nan Shepherd, var ramt af gennem hele livet.

Det var et fysisk og åndeligt favntag med hendes barndoms bjerge i det nordøstlige Skotland: Cairngorm-bjergene.

Og ligesom buddhisterne og impressionisterne før hende, var hun først og fremmest interesseret i det meditative element ved det at være i et med omgivelserne.

Meditation skal ikke forstås i snæver forstand. Nan Shepherd sidder ikke henfalden på en sten og betragter bjergene hele tiden. Det meditative er en tilstand, der også kan opnås i bevægelse.

Det er en opmærksomhed og en samhørighed med selvet og omgivelserne, en sammensmeltning, der kan virke selvforglemmende.

Det er “et mere”, der måske ikke kan udtrykkes klart og entydigt, men som man kan tilnærme sig. Selv skriver Nan Shepherd om denne erfaring:

“Dette mere findes inde i bjerget. Noget bevæger sig mellem mig og det. Et sted og et sind kan gennemtrænge hinanden, indtil begges natur er forandret. Jeg ved ikke, hvad det er for en bevægelse, men jeg kan berette om den.”

Nu er Nan Shepherd's formidable bog 'Det levende bjerg' blevet oversat til dansk, og det er - mildest talt - behagelig og inspirerende læsning.

Hun nedskrev teksten i slutningen af Anden Verdenskrig, men fik den først udgivet i 1977.

Hun havde tidligere skrevet tre modernistiske romaner, og en digtsamling, men skriblerierne var egentlig lagt på hylden, og hun bedrev i stedet sit virke som underviser på universitetet. I dag betragtes 'Det levende Bjerg' som hendes litterære hovedværk.

Har sin helt egen rytme

Bogen er svær at beskrive. Den er indbegrebet af “outdoor living” og naturbetragtning, og at den er blevet oversat lige nu, er intet mindre end perfekt og kærkomment.

Flere og flere higer efter at komme “tættere på naturen”, og opleve at være i kontakt med den, og her er en tekst, der som ingen anden kan inspirere og lokke.

'Det levende bjerg' er ikke en traditionel bog om udeliv og vildmarken. Den handler ikke meget om udstyr eller om de store bedrifter på bjergene, og den er heller ikke et vidnesbyrd om fund af sjældne, utilnærmelige steder, flora og fauna.

Den er ikke akademisk og heller ikke praktisk anlagt. Ej heller er Nans bedrifter heroiske eller særegne, traditionelt set.

Det levende bjerg har sin helt egen rytme og sammenknyttethed, der rummer dramatik og stille stunder, øjebliksbilleder og kontinuerligheder.

Bjergets puls

'Det levende bjerg' er ikke romantisk poesi. Den er meget mere konkret, end det. Der er bare det ved det, at Nan Shepherd ikke betragter bjergene som en nøgtern observatør. Hun sanser derimod landskabet og dets indvirkning på sig selv.

'Det levende bjerg' er en indføring i hvorledes sådan et landskab kan fremstå som noget inderligt betagende, der er uendelig i sine former, farver, lugte og vejrlig.
Hun beskriver bjergets puls, så at sige, og man overvældes som læser af den frodighed, som hun registrerer, fordi hun knytter det hele sammen i en stor, poetisk og storslået fortælling, bestående af den ene fine, nærmest uanselige oplevelse efter en anden.

En vinterdag, hvor dele af bjerglandskabet er dækket af sne, oplever Nan Shepherd for eksempel følgende:

“Engang, da jeg pludselig stødte på en hulning i terrænet, talte jeg en flok på tyve hvide harer, der strøg op af en brun bakkeskråning som røg, der stiger til vejrs.”  

Det er simpel, dæmpet omend stærkt illustrativ poesi, og Det levende bjerg er spækket med sådanne beskrivelser.

Det ene øjeblik bliver hun opmærksom på vinden, der er med til forme landskabet. Det næste øjeblik er det vandet, dets kildefremspring, dets fossende nedslag og gennemtrængende strømme ned gennem landskabet, indtil det bliver til gennemsigtige søer, hvor hele landskabet krystalliseres.

Nan Shepherd bruger hænderne til at føle duggen, der er faldet på lyngen, og hun lytter til vandets klukken og fuglenes kald, samtidig med, at hun ser langt ud i over en uendelig horisont.

Hun er til stede med hele kroppen, og langsomt forstår man, at hun forsøger at forklare, hvorledes det er, når man bliver opløst og falder i hak med omgivelserne.

Det er ikke nogen vanskelig tilgængelig bog. Nan Shepherds poetiske tilgang er mere praktisk og konkret, end den er højtragende, som de bjerge, hun betragter.

Bogen er noget af det fineste, jeg længe har haft i hænderne, og jeg har svært ved at beskrive erfaringen ved læsningen af den som andet end fortryllende.

En bog til tiden

Som at få en ny ven, du ikke vidste, at du har savnet, siden dengang du selv blev betaget af naturen og det at sanse den, reflektere over den og komme ind i den.

Det er, for mig at se, ikke så vigtigt, om man har oplevet at vandre i bjerge, eller været lige der, hvorfra Nan Shepherd skriver, ligesom det også er underordnet, om man selv har set Fuji, Sainte-Victoire eller et helt tredje bjerg.

Det er tilknytningen til en nær natur, der er den altovervejende pointe, og det er denne man betages af, ved at se og sanse disse mageløse værker.  

Alle bør læse denne ufatteligt smukke bog. Det er en bog til tiden, og det er vederkvægende, at vi nu har den på dansk.

Derfor skal der også lyde et stort tak til et så lille forlag som "A Mock Book", der har valgt at tage denne opgave på sig. Og gid at den vil få mange læsere. En sand perle.

Den danske udgave har også en indledning, skrevet af den prisviseende britiske forfatter Robert Macfarlane. Det forekommer naturligt, at man begynder med at læse den, men det vil jeg gerne fraråde læseren.

Det var for mig en stor skuffelse, og i grunden til irritation. Den ville jeg gerne have ventet med, til efter jeg selv havde læst selve bogen.

Jeg er overfølsom overfor akademiske overfortolkninger, og Macfarlanes indledning er en af slagsen, hvilket ikke gør noget godt for Nan Shepherds tekst. I er hermed advaret.

Nan Shepherd: Det levende Bjerg. Med indledning af Robert Macfarlane. Oversat af Kirstine Ersbøll Meyhoff & Eva V. Ersbøll. A Mock Book. En del af GAIA-serien, 2022. 156 sider.