Blå partier vil give skattelettelser til arvinger

Står det til V, LA og K så skal de rigeste arvinger fremover betale mindre. DF er klar til at diskutere forslaget
Det skal åbenbart både kunne betale sig at arbejde – og arve, lyder det fra samtlige blå partier, efter at LA og K har gjort det til et højtprioriteret område i finanslovsforhandlingerne. Et forslag som ifølge kritikere vil hæve uligheden i samfundet. Venstre bakker op, og Dansk Folkeparti er åbne for forhandlinger, men vil gerne se et konkret udspil.

”Det er helt igennem urimeligt, at vi beskatter værdier, der går i arv fra et familiemedlem til et andet. Det skal staten ikke "tjene kassen på". Familierne skal derimod lades være i fred.

Husk, at der er tale om værdier, der er godt og grundigt beskattet allerede én gang,” skrive den konservative partiformand og justitsminister Søren Pape Poulsen på Facebook fredag.

”At få afskaffet arveafgiften er en topprioritet for os. Det er en sag, der er rigtigt vigtig for Det Konservative Folkeparti, så det er selvfølgelig noget, vi prioriterer højt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne,” siger partiets skatteordfører, Anders Johansson til Berlingske.

De konservative bakkes op af Liberal Alliances skatteordfører Joachim B. Olsen, der dog ikke tror det er muligt at få hele arveafgiften afskaffet i en omgang.

”Det er vores vigtigste prioritet til finanslovsforhandlingerne. Jeg tror ikke, at det politisk er realistisk at få den afskaffet helt til efteråret, så vi vil have gang i en proces, hvor den gradvist bliver sænket”.

Finansminister Kristan Jensen (V) mener, at arveafgiften er for høj, men siger at regeringens endelige finanslovsudspil først kommer til august.
Dansk Folkeparti vil have noget for noget

Hvis regeringen skal have et forslag om at fjerne eller sænke arveafgiften, så kræver det opbakning fra enten Dansk Folkeparti eller et eller flere af oppositionspartierne.

At få de røde partier med på en aftale der vil hæve uligheden, virker mere usandsynligt, mener Dansk Folkeparti, at det ikke kan være ”helt umuligt”. Det er blot et spørgsmål om hvor pengene til skattelettelsen skal komme fra, og om regeringen er klar til at give sig på andre områder.

”Det handler kun om finansiering, og at vi har ønsker på andre områder, som vi gerne ser gennemført til gengæld,” siger finansordfører René Christensen til Berlingske.

Det vil ikke første gang, at Dansk Folkeparti er med til at sænke skatten på arv. Sidste år var partiet med til at gennemføre en nedsættelse af afgiften for generationsskiftede virksomheder fra 15 til 5 procent.
En ny ideologisk kampplads

Efter at regeringen før jul måtte opgive at komme igennem med topskattelettelser, har der været forholdsvis ro på skatteområdet.

Men med forslaget om at sænke arveafgiften åbner der sig igen en ideologisk kamp på Christiansborg, om hvem der skal finansiere velfærdssamfundet, og hvor Dansk Folkeparti sidder med de afgørende stemmer.

Socialdemokratiet er overraskede over, at Dansk Folkeparti ikke er mere afvisende overfor forslaget.

”At den knaldblå regering vil øge og cementere uligheden i Danmark kan ikke overraske. Men at DF vil hjælpe til med det, og vil lade almindelige danskere betale med ringere velfærd - det fatter jeg ikke,” skriver partiets skatteordfører Jesper Petersen i en kommentar på Twitter.

Arveafgiften gav i 2016 staten en indtægt på omkring fire milliarder kroner. Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, så er arveafgiftens andel af BNP nærmest uændret siden 1992.

Du kan læse mere om de nuværende regler om arveafgift på Skats hjemmeside her.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce