Blæst bagover af Palladio: Ny bog går i fodsporene på mesterarkitekt

Da Goethe i 1786 vælger at drage afsted på sin skæbnesvangre dannelsesrejse til Italien, er det først og fremmest Roms og Syditaliens klassiske ruiner, der pirrer hans forestillinger og drømme. 

Men før han når dertil, skal han rejse gennem resten af det magiske og mageløse land, der som et overflødighedshorn bugner af kunst. 

For Goethe er det renæssancearkitekten, Andrea Palladio, der bliver hans første egentlige mål at få styr på. Palladios få, men også meget betydningsfulde, bygninger i Venedig opsluger Goethe, og senere, da han ankommer til Vicenza, bliver Palladio et og alt for ham.

I sin rejsebog skrev Goethe om Palladio: “(..) først når man ser disse kunstfærdige bygninger i virkeligheden, får man en fornemmelse af, hvor imponerende de er. For de skal jo fylde øjet med deres fulde størrelse og tilfredsstille den menneskelige ånd ikke bare gennem abstrakte tegninger, men gennem den smukke harmoni i dimensionerne og perspektivets dybde.”

Og Goethe havde ret: Andrea Palladios mange bevarede bygninger skal opleves direkte, for som arkitekt var han en af de første, der forstod hvad antikkens mestre havde formået arkitektonisk.

Læs også:Kunst med kød på

Denne viden gjorde det muligt for Palladio selv at skabe et princip, der lige siden har fascineret og inspireret, netop fordi det handler om proportioner, om harmoni, om orden og om rytme - alt sammen noget, man kun kan få et glimtvist indtryk af gennem illustrationer. 

Den kulturelle genfødsel i Italien

Andrea Palladio (1508-1580) står som en af renæssancens allervigtigste fornyere, og han er en af de mest citerede og mest kopierede arkitekter overhovedet. 

Han stod ikke alene, og før ham havde Leon Battista Alberti også fundet ind til mange af de centrale træk fra antikken, der førte til den kulturelle genfødsel i Italien. Og arkitekterne Jacopo Sansovino og Giulio Romano, blot for at nævne nogle af Palladios samtidige, har hver især været med til at fremelske denne arkitektoniske idé. 

Læs også:Lars von Trier har udvalgt værkerne til ny storslået udstilling

Det, der gør Andrea Palladio så unik og enestående, er hans perfektion, der i visse tilfælde mere er prototyper på selve idéen om hvad arkitektur bør og skal være, end blot og bart en smuk bygning. 

Og så er især hans mange villaer, som han tegnede til Veneto-regionen, særligt interessante for mange arkitekter, fordi disse er skabt ud fra ideen om, at omgivelserne spiller en særlig rolle. 

Palladio var allerede en stor stjerne i sin samtid

Det har også en historisk betydning, fordi denne landarkitektur samtidig vidner om sociokulturelle omvæltninger i datiden, der er værd at forstå dybere. 

Mange af Palladios bygninger eksisterer endnu, selvom der også er stor diskussion om, hvad han selv lavede, og hvad der er blevet færdiggjort af andre, og når man ankommer til byen Vicenza, hvor nogle af hans mest imponerende og storslåede værker befinder sig, så får man hurtigt et indtryk af, at byen lever og ånder for at repræsentere deres bysbarn. 

Og det er netop med udgangspunkt i Vicenza, at arkitekturhistoriker og ekspert i Palladio, Grete Thrane, nu har udgivet en bog om hans mange villaer i regionen. 

Topbillede

Smukt illustreret

Palladio var allerede en stor stjerne i sin samtid, men i 1994 blev selve byen Vicenza optaget på Unescos liste over vigtig kulturarv, og lige siden er byen blot synonym med Palladio. 

I 1996 blev listen så udvidet til også at omfatte hans villaer i regionen. Grete Thrane har taget 30 villaer med, der på den ene eller anden måde har en tilknytning til Palladio. 

Han var oprindeligt stenhugger, og derfor har man senere fundet spor fra hans arbejder i tidligere værker, som han var med til at opføre sammen med bygherrerne. 

Grete Thranes bog indeholder en kort, men også ret præcis, introduktion til Palladio, og efterfølgende kan man så læse sig kronologisk igennem værket, der centrerer sig om hvert enkelt bygningsværk. 

Bogen fremstår som en art guide, hvor man får de relevante oplysninger, hvis man ønsker at besøge en bygning, men den er samtidig smukt illustreret med en række nyere fotografier. Og så er den i hardback og lidt af en tung sag. 

Grete Thrane tager udgangspunkt i byen Vicenza, og angiver kilometer fra byen til hver villa, så man har et overblik, men hun nævner ikke, at man sådan set kun kan få det fulde udbytte af bogen, hvis man har en bil. Alt andet bliver simpelthen for besværligt. 

Læs også:Film om Franz Kafka vil for meget

Hun har samtidig valgt udelukkende at fokusere på villaerne, og negligerer derfor også de vigtige bygninger, både i Vicenza og i Venedig, som man ikke kan undgå at bliver overvældet af, og faktisk bliver nødt til også at besigtige, hvis man vælger at tage på sådan en rejse. 

Og sådan en rejse er fuldkommen overvældende! Goethe havde jo ret, for når man ser Palladios bygninger, så bliver man fuldkommen blæst bagover af den harmoni, den særligt proportionale perfektion, som hver eneste bygning udtrykker. 

Det er en smuk og interessant bog, men samtidig også lidt af en skuffelse

Samtidig bliver man forbløffet over, hvor stærk denne 'palladianisme' har slået igennem, hvilket også giver sig udtryk i mange af Københavns bygninger. 

Palladios helt store og banebrydende bedrift består først og fremmest i, at han tog den klassiske tempelbygning og implementerede den i sine villaer og kirker. 

Denne søjlebårne idé, hvor han lykkedes med at implementere hele to bygninger i een, fordi han arbejder med forskudte planer, hvor søjlerne og ‘etagerne’ glider umærkeligt sammen, er endnu uforklarligt forunderligt selv i dag, fordi bygningerne samtidig er så harmoniske. 

Klodset format

Når man læser Grete Thranes bog, så er den både teknisk informativ, men samtidig også relativt nem at gå til, uden de helt store forhåndskundskaber. 

Det er en smuk og interessant bog, men samtidig også lidt af en skuffelse, fordi der nu engang findes mange andre, lignende bøger om selvsamme, som man kan tage med sig på sådan en rejse. 

Det er som om, at Thrane og forlaget ikke rigtig har kunnet bestemme sig for, hvilket type bog, de gerne ville udgive. Som læser ville man gerne have en bog om Palladios villaer, som kan ligge og lokke, med smukke illustrationer og med et informativt indhold, men det er irriterende at læse denne bog sådan, fordi alle de mest relevante oplysninger er indordnede under hver enkelt villa, der kunne fungere fremragende, hvis nu man var på vej til selvsamme.

Læs også:Madame Nielsen skriver om tidsånd og krænkelseskultur

Har man derimod bogen med, så er det irriterende, at dens format er så klodset, at man ikke rigtig har lyst til at have den ved hånden. 

Men rejsen til Palladio-land, og oplevelsen af at være et sted i Italien, der mest besøges af turister, der er lidt mere modne og dannede, end mange andre steder, er fuldkommen fantastisk. 

Der hersker en ro i Vicenza og omegn, der giver en unik mulighed for at få et indtryk at den traditionelle, Veneto-italienske livsstil, hvor familien mødes på byens pladser for at hygge sig sammen generationerne imellem, og hvor man kan finde traditionelle spisesteder, der mere er kantiner, end egentlige madpaladser. 

Alt sammen i smukke, overvældende omgivelser, hvor nydelse er centrum for det hele.

Grete Thrane. 'Rejse til Andrea Palladios villaer'. Illustreret med fotografier af Lars Gundersen, o.a. 231 sider. Forlaget Frydendal, 2026.