Annonce

Bland byen i stedet, Støjberg!

Fremfor at veje mennesker ud fra om de tror på Koranen eller Biblen, burde vi fokusere på en integrationspolitik, der virker, mener Kristian Westfall.
Inger Støjberg giver i sin muslimkritiske kronik i Berlingske den 27. juli en desperat løsning på et, måske overdrevet, men reelt integrationsproblem i Danmark: Nogle muslimske mennesker er nemlig ikke særlig godt integreret i vores land, hvad angår jobs og skolegang.

Men at muslimske mennesker derfor skal ryge i 2. sorteringsbunken - fordi værdifællesskabet ifølge Inger Støjberg er for tyndt - er panisk, kortsynet og hovedløst. Frem for at fokusere på det ekstreme standpunkt; at mennesker skal vejes på en holdningsvægt, skulle den forhenværende integrationsordfører sigte mod integrationstiltag, der virker.

For eksempel aktive, boligsociale indsatser, der effektivt gør belastede kvarterer attraktive landet over og har fået ghettostemplet til at prelle af flere steder.

Hvis såkaldt danske værdier skal få fodfæste hos ikke-vestlige indvandrere, må de så at sige dingle lige for næsen af dem så ofte som muligt. Den danske folkesjæl skal være noget man møder hos naboen, og ikke noget man læser om på en blanket om opholdstilladelser.

Med andre ord er den bedste måde at påvirke mennesker, der ikke har fået demokrati og frihedsrettigheder ind med falaflen, at vores byer og boligområder er så blandede som muligt. Netop denne målsætning ser jeg som en af – hvis ikke den største – socialdemokratiske mærkesag. I modsætning til Venstre, der har en indgroet modstand mod at påvirke det frie valg til fordel for fællesskabet, medmindre det frie valg gælder muslimer.

Kristian Westfall (f. 1979) er folketingskandidat for Socialdemokraterne.


Flere artikler om emnet