Hen over de sidste uger er vi i Socialdemokratiet blevet klandret for ikke at ville ytre os om det igangværende overenskomstforløb. Enhedslisten har særligt presset aggressivt på for at få Socialdemokratiet til at melde ud. Uanset deres motiv for det pres, så er konsekvensen, at Enhedslisten med sin aggressive fremturen i forbindelse med forhandlingerne underminerer den danske model. Og dermed underminerer de ultimativt lønmodtagernes position i lønkampen.

Dermed underminerer Enhedslisten ultimativt lønmodtagernes position i lønkampen.

For hvis Enhedslisten faktisk fik held til at få os i det gamle arbejderparti til at blande os i forhandlingerne, så ville Enhedslisten efterfølgende kunne konkludere, at operationen lykkedes, men patienten var død. Hvis sosuer, lærere, pædagoger og sygeplejersker var vigtigere for Enhedslisten end at høste en hurtig stigning i meningsmålingerne, så holdt de tand for tunge, mens der forsøges at opnå en aftale. Det er den stærkeste opbakning til lønmodtagerne, de kan give.

Den Danske Models liv er på spil
Begynder vi fra Christiansborgs side at blande os i arbejdsmarkedets parters forhandlinger, så er modellens død kun et spørgsmål om tid. Hele meningen med modellen er jo, at lønmodtagere og arbejdsgivere sidder overfor hinanden og bruger de redskaber, der skal til for at lande en aftale, som begge parter kan se sig selv i. Det er den model, der har skaffet de skandinaviske lønmodtagere bedre vilkår end alle andre steder i verden. Modsat netop de steder, hvor parlamentet blander sig og lovgiver om lønnen i det offentlige. I vores model sidder KL, Danske Regioner og finansministeriet på den ene side af bordet som arbejdsgivere og fagforeningerne på den anden. Folketinget har ingen rolle at spille, så længe forhandlingerne pågår.

Folketinget har ingen rolle at spille, så længe forhandlingerne pågår.

Og ja, der sidder socialdemokrater i KL på arbejdsgiverside og der sidder socialdemokrater i fagbevægelsens top på lønmodtagerside. De lægger så arm med hinanden om lønnen. På samme måde som der sidder socialdemokratiske borgmestre på den ene side af bordet og med mellemrum en socialdemokratisk finansminister på den anden, når der forhandles om den kommunale økonomi. Sådan har det altid været, og sådan risikerer man at få snavs på fingrene, når man ikke bare taler om i en fjern fremtid at ville lave verden om med et slag, men forsøger at forbedre på den hver eneste dag.

Finansministeriet vil få mere magt på Enhedslistens løsning
Paradoksalt nok vil Enhedslisten og andres indblanding i forhandlingerne, og den deraf følgende underminering af den danske model, betyde, at de får det modsatte ud af deres kamp, end de ønsker: nemlig at finansministeriet får endnu mere magt, end tilfældet er i dag. Findes forhandlingsrummet ikke, vil det jo netop være i finansministeriet, at lovgivningen vedrørende lønninger formuleres. Uden deltagelse fra lønmodtagerside, forstås. Så de hurtige og hårdtslående positioner i den offentlige debat bliver efter vores mening dyrekøbte for lønmodtagerne.

Findes forhandlingsrummet ikke, vil det jo netop være i finansministeriet, at lovgivningen vedrørende lønninger formuleres

Vi kommer derfor ikke under nogen omstændigheder til at blande os i de verserende overenskomstforhandlinger, så længe alle muligheder for en aftale ikke er udtømte. Det er sådan modellen er skruet sammen. Og vi mener ikke det gavner nogen, hverken den danske model i almindelighed eller lønmodtagerne i særdeleshed, at vi blander os utidigt. Det er da også derfor, at vi lytter til LO-forkvinde Lizette Risgaard, når hun minder om, at ”i den afgørende fase af de offentlige OK-forhandlinger er det vigtigt at slå fast: Den danske model handler om at forhandle, indtil alle muligheder er prøvet. Her er vi slet ikke nået endnu! Derfor skal politikerne selvfølgelig holde sig langt væk fra forhandlingerne”.

Enhedslisten bør lytte særligt grundigt efter, når FTF’s forkvinden Bente Sorgenfrey om Enhedslistens aktive og skadelige indblanding siger, at det ”er ikke den type af indblanding, som jeg mener gavner forhandlingerne. Det er klart, at Enhedslisten – ligesom de andre partier der melder ud – forsøger at høste stemmer på det her. Det bliver en meget tydelig politisk indblanding, når man laver politiske kampagner ud af det”.

Lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår
Når fagforeningernes ledere utvetydigt beder os om at holde nallerne langt væk, så er det altså fordi det grundlæggende handler om den danske models fremtid, og dermed de gode løn- og arbejdsforhold, som den danske fagbevægelse har skabt gennem netop den model.

Følgerne af det vil unægtelig være lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår

Enhedslistens uforståelige logik er, at fordi de mener, at der en gang har været utidig indblanding, så retfærdiggør det endnu mere utidig indblanding. Konsekvensen af den logik er, at aftalemodellen på den offentlige område vil visne væk. Og følgerne af det vil unægtelig være lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår, ligesom man har i alle andre lande i verden hvor løn- og arbejdsforhold fastsættes ved lov. Det er dét, der er på spil i disse uger, og derfor skal Christiansborg holder sig væk og lade forhandlingerne gå sin gang.

Christiansborg har masser af ansvar
Når alt det er sagt om lønkampen, så er Christiansborg da dybt ansvarlig for den offentlige sektor som sådan. Ansvarlig for at der løbes alt for hurtig, og for at medarbejdernes faglighed trædes under fode af for rigide regler.

Når vi som socialdemokrater er modstandere af regeringens ide om omprioringsbidrag, altså årlige nedskæringer, så er det jo fordi det giver færre penge til den offentlige sektor, og dermed tvinger de ansatte til at løbe endnu hurtigere. Det dur i sagens natur ikke, og på det punkt er der så absolut ingen grund til at tie.

 

Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard, medlemmer af folketinget for Socialdemokratiet.

Klummen er alene udtryk for skribenternes egen holdning.