Børn fra uddannelsesfremmede hjem står for skud

Det er børn fra uddannelsesfremmede hjem, der bliver hårdest ramt af besparelserne, når undervisningstimer og vejledningstimer bliver færre og færre.
I en artikel her i avisen beskrev Kaare Dybvad blandt andet, hvordan den social mobilitet ikke slår ordentligt igennem i vores uddannelsessystem. I artiklen beskriver han, at børn fra privilegerede familier har bedre forudsætninger op gennem uddannelsessystemet end børn fra mindre privilegerede familier.

Og Dybvad beskriver også, at vi er ikke gode nok til at løfte den sociale mobilitet, som det er i dag. Det ser vi forskellige steder i uddannelsessystemet.

Den sociale mobilitet går i stå

Men uddannelsesbesparelserne har bestemt heller ikke bidraget til at løfte den sociale mobilitet i samfundet. Børn fra uddannelsesfremmede hjem har i højere grad brug for undervisning til at knække den akademiske kode end børn fra uddannelsesvante hjem har.

Det er børn fra uddannelsesfremmede hjem hjem, der bliver hårdest ramt af besparelserne

Derfor er det også børn fra uddannelsesfremmede hjem, der bliver hårdest ramt af besparelserne, når undervisningstimer og vejledningstimer bliver færre og færre.

Det samme gælder i gymnasierne. Her bliver der sparet på vigtige tiltag som lektiehjælp og mentorordninger, og det går altså også her hårdest ud over de unge, der ikke lige kan få hjælp til tysk og matematik over køkkenbordet. På samme måde som det gør i folkeskolen.

Og den sociale mobilitet er heller ikke rigtig øget i takt med, at flere er blevet optaget på de længere videregående uddannelser. Faktisk beskriver professor ved aalborg universitet Jørgen Goul Andersen, hvordan den sociale mobilitet er blevet mindre de seneste 30 år.

Det gælder især, at den sociale arv er tung i bunden og toppen af indkomstskalaen, samtidig med at det er blevet sværere at bevæge sig ind og ud af mellemindkomstgrupperne.

Vi lever sammen med dem, der ligner os

Det handler blandt andet om, at det stadig er børn fra uddannelsesvante og ressourcestærke hjem, der fylder klasselokalerne på de længere videregående uddannelser. Det nuværende system har simpelthen ikke været godt nok til at bryde den sociale arv og faktisk skabe reelle lige muligheder for børn og unge. Og det øgede optag på universiteterne har ikke været den løftestang, som det kunne have.

Folk med længere uddannelser og højere indkomster flytter til områder med andre i samme uddannelses- og indkomstgruppe

En del af forklaringen er, at vores uddannelsessystem er blevet mere skævvredet. Det er det blandt andet fordi, vi bosætter os mere adskilt end vi gjorde tidligere. Især folk med længere uddannelser og højere indkomster flytter til områder med andre i samme uddannelses- og indkomstgruppe.

Det betyder jo så, at elevsammensætningen på folkeskolerne og gymnasierne afspejler det billede, hvor børn af forældre med høje indkomster går på andre skoler end børn af forældre med lavere indkomster.

En farlig tendens

Det er en farlig tendens, og det truer diversiteten i vores folkeskole.

Det skal vi komme til livs. Vi kunne jo passende starte med at flytte lidt tættere på folk, der ikke ligner os selv på indkomstskala eller uddannelsesbaggrund.

Samtidig er det selvfølgelig essentielt at uddannelsesinstitutionerne ikke bespares så hårdt, at tiltag, der er med til at løfte den sociale mobilitet, ikke bliver sparet væk.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Landsformand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Man aner i denne artikel et abonnement på den opfattelse, at det hele drejer sig om at få den tilstrækkelige hjælp, så vil alt lykkes. Men sådan forholder det sig ikke. Man kan, i forbindelse med børns opvækst, iagttage, at der er børn som simpelthen pr. natur springer udviklingsstadier over og meget hurtigt finder frem til tingenes substans, mens andre børn bevæger sig i sneglefart eller står i stampe. Og der er selvstændige børn, som selv finder ud af tingene, mens andre børn skal opdrages til dette og hint. Jeg er altid kommet til den konklusion, at folk, der refererer til deres opdragelse er uinteressante mennesker, som ikke har noget væsentligt på hjerte, men som i bedste fald kan reproducere, hvad andre har skabt. Det ser man f. eks. i ingeniørverdenen, hvor målet ikke er at bedrive videnskab, men derimod at anvende den. Selve denne artikel handler jo snarere om, hvordan man kommer til at tjene en høj løn - ikke at skabe resultater, der åbner muligheder. Vi skal jo heller ikke glemme, at hele det socialdemokratiske ethos er det udpræget småborgerlige, hvilket er resultat af generationers kiggen i lønposen og ikke interesse for de væsentlige ting, som er så meget andet - som indebærer netop den intellektuelle aktivitet, som er genstand for så megen foragt blandt den typiske socialdemokratiske vælger. Gudskelov omfatter den socialdemokratiske småborgerlighed ikke hele samfundet. Men det forhold, at der er studerende, der møder op med forudsætningerne på plads og i orden, sætter det forhold, at folk fra naturens side simpelthen har forskellige grader af evner at gøre godt med. Den seriøse person skaffer selv sin viden. Derfor er al den snak om hjælp til det hele fuldstændigt forfejlet.