Bog om Dansk Folkeparti er ærlig, afslørende og anbefalelsesværdig

Brød S-analytikere koden bag Dansk Folkepartis succes? Det mener forfatterne til ny bog, men det er efter denne anmelders vurdering en fejlslutning.
Foto: Pressefoto/Wikipedia
Dansk Folkepartis nye formandskab, Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl.
Historien om Dansk Folkeparti er en af de mest dragende fortællinger i nyere dansk politik. Om man hører til dem, der mener, at fortællingen er et tiltrængt lystspil, der rummer midlertidig modgang, eller til dem, der mener, at fortællingen er en gyserfilm, der trods alt endte med, at hovedpersonen undgik den grufulde morder, er selvfølgelig et spørgsmål om politisk observans.

Men uomtvisteligt er det, at historien om Dansk Folkeparti i de sidste 25 år indeholder alt det, der udgør en stor fortælling. Pionerånden, aktivismen, den klods hans’ke tro på, at man kan vinde over alle de fine herrer. Den efterfølgende succes, hvor man lykkes med at vinde over de fine herrer. Og til sidst – i hvert fald for nu – den store tragedie, det bund- og nådesløse fald fra tinderne.

Om man hører til dem, der mener, at fortællingen er et tiltrængt lystspil, der rummer midlertidig modgang, eller til dem, der mener, at fortællingen er en gyserfilm, der trods alt endte med, at hovedpersonen undgik den grufulde morder, er selvfølgelig et spørgsmål om politisk observans.

Det er den historie, de to tidligere V-rådgivere Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt udfolder i deres bog om Dansk Folkeparti ”Skaberen, Taberen, Frelseren”, der udkom på Gads Forlag mandag. I bogen udfolder de to garvede Christiansborg-folk historien om Dansk Folkeparti fra grundlæggelsen til de dysfunktionelle Løkke-regeringer i sidste valgperiode. Med vægten lagt på sidstnævnte.

Mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks

Bogen beskriver med sadistisk præcision, hvordan Dansk Folkeparti befinder sig i det overraskende lille rum mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks. Det kommer allerede til udtryk, da Anders Fogh Rasmussen efter valget i 2001 sender et regeringsgrundlag ud til Dansk Folkepartis valgfest i en taxa. Det bliver partiets ledelse som et udtryk for respekt og for at blive taget alvorligt.

En mere kynisk analyse ville være, at Anders Fogh med det træk reelt har taget teten og reelt præsenteret det duperede støtteparti for et fait accompli. I øvrigt er Pia Kjærsgaards reaktion på den i hendes øjne respektfulde gestus at kræve, at Konservative ikke kommer med i Anders Fogh Rasmussens regering. For lige at markere, at Dansk Folkeparti ikke finder sig i hvad som helst. Hvorefter Konservative som bekendt bliver en del af Foghs regeringer.

Bogen beskriver med sadistisk præcision, hvordan Dansk Folkeparti befinder sig i det overraskende lille rum mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks.

Ingen af de borgerlige partier ser kønne ud - måske med undtagelse af K

Bogens primære fokus ligger på tiden fra DF’s kanonresultat i 2015 og frem til det bragende nederlag ved valget 4 år efter. Det er ikke en granskning, der får nogen af de borgerlige partier til at se kønne ud – måske med Konservative som undtagelsen. Først og fremmest evner Dansk Folkeparti ifølge forfatterne ikke at omstille sig fra at være et forholdsvis passivt støtteparti i 00’erne, der kunne sige ja og nej til politiske forslag, til at være et stort parti efter valget i 2015.

Den størrelse skaber – både hos kolleger og i vælgerhavet – en forventning om, at man også offensivt kan sætte en politisk dagsorden. Det formår DF ikke og møder ifølge forfatterne fuldstændig uforberedte op til regeringsforhandlingerne i 2015. Resten af perioden er en lang vandring i det, man i ledelsestermer kalder ”samspilsproblemer”, hvor Liberal Alliance fremstår som lallende amatører, og Dansk Folkeparti til gengæld fremstår som hævngerrige bølgebrydere.

Dansk Folkeparti som Damernes Magasin

Fra forfatternes perspektiv som tidligere rådgivere på Christiansborg hænger Dansk Folkepartis nedtur sammen med manglen på fornyelsesevne. Mens andre partier bruger strategier, vælgerdata og sociale medier, holder Dansk Folkeparti i forfatternes optik grundlæggende fast i det, partiet gjorde siden stiftelsen i 1995.

Mens Dansk Folkeparti således fremstår som Albert Arnesens Damernes Magasin fra TV-serien Matador, er Socialdemokratiet til gengæld fornyeren Mads Skjern. Fra et socialdemokratisk perspektiv er det dog interessant, at rosen for det gamle arbejderpartis strategiske udmanøvrering af det nye ditto ikke tilskrives Mette Frederiksen og slænget, men Thorning-holdets introduktion af vælgerdata som politisk polsøger.

Mens Dansk Folkeparti således fremstår som Albert Arnesens Damernes Magasin fra TV-serien Matador, er Socialdemokratiet til gengæld fornyeren Mads Skjern.

Socialdemokraterne brugte ikke deres viden i 2015

Nærværende skribent havde sin daglige gang på Christiansborg ved valgene i både 2015 og 2019, og efter min bedste vurdering er det udsagn en fejlslutning. Det er korrekt, at Socialdemokratiet op til valget i 2015 brugte data som virkemiddel. Men man formåede ikke at omsætte det til en politisk fortælling. Det virkede mere som om, man aldrig rigtig forstod, hvorfor folk dog ville stemme på Dansk Folkeparti, og hvis man bare forklarede dem, at DF var økonomisk uansvarlige, så ville det løse sig.

I 2019 havde Socialdemokratiets ledelse omvendt en dybere forståelse for, hvorfor nogle vælgere havde vendt dem ryggen. Man forstod, at det var Socialdemokratiet og ikke vælgerne, der var løbet fra aftalen. Man får som læser en følelse af, at analysen af Socialdemokratiets rolle i Dansk Folkepartis fald bærer præg af, at det er lettere at få Thorning-folk til at stille op som kilder end de folk omkring Mette Frederiksen, der stadig er for bundet af jobforpligtelser til for alvor at slå talen løs som anonyme kilder i bogform.

Nærværende skribent havde sin daglige gang på Christiansborg ved valgene i både 2015 og 2019, og efter min bedste vurdering er det udsagn en fejlslutning.

Det lille aberdabei tillægges betydning af nærværende anmelder. For andre vil det være en ligegyldig krusning. Uanset vægtningen: Bogen kan så absolut anbefales. Den er en af de mest ærlige og afslørende gennemgange af politik i sin bredeste form. Fra strategiske tanker til personlige relationer. Fra de store sejre til de dybe fald. Og den efterlader læseren med al grund til at tænke over, hvordan det store epos om Dansk Folkeparti mon ender: Med endnu et comeback eller i den dybe tragedie.

Søs Marie Serup og Mikkel Fauerholdt. Historien om Dansk Folkeparti. Sider: 282. Forlag: Gads Forlag.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


placeholder

Kommentarer

Enhver tid sine frelsere. Boris Johnson i England. Efterfølgeren der er Tulles nye stjerne. Manden der gjorde det umulige. Førte Storbritannien ud af EU. Fik corona da det så sortest ud. Lavede en taskforce der investerede i alverdens vacciner. Satsede stort! Og om leverancerne fortsætter hos de syv mest fremgangsrige leverandører, bliver EUs befolkninger vaccineret inden udgangen af 2021. Brexit coronaens exit! EU tøvede! Til gengæld roste Johnson det statslige NHS. En stat der vover. Er bedre end 26 stater der sover.
Mette Frederiksen reddede et lands lockdowm! Boris Johnson reddede vaccinerne! Churchill lever endnu i historien. Eneren i det store billede!
Det som ingen troede på skabte de få. I da går alle danske partier ind for en stram flygtningepolitik.
Det som ingen troede på for et år siden skabte Boris og GB. I da går alle ind for vaccinerne som Boris satsede på.
Enhver tid sine frelsere!

Den holder ikke helt.
Churchill var frelseren under krigen. Men han tabte første valg efter krigen - til sin egen store overraskelse og dybe nedtur. Han ville efter krigen igang med at genstabe imperiet. Det ville den britiske befolkning ikke. De ville have fred efter 6 års krig; de ville have velfærdssamfund som tak for alle deres afsavn under krigen. Det fik de også lidt af - og satte siden overstyr igen.

Den holder ikke helt.
Churchill var frelseren under krigen. Men han tabte første valg efter krigen - til sin egen store overraskelse og dybe nedtur. Han ville efter krigen igang med at genstabe imperiet. Det ville den britiske befolkning ikke. De ville have fred efter 6 års krig; de ville have velfærdssamfund som tak for alle deres afsavn under krigen. Det fik de også lidt af - og satte siden overstyr igen.

Den holder ikke helt.
Churchill var frelseren under krigen. Men han tabte første valg efter krigen - til sin egen store overraskelse og dybe nedtur. Han ville efter krigen igang med at genstabe imperiet. Det ville den britiske befolkning ikke. De ville have fred efter 6 års krig; de ville have velfærdssamfund som tak for alle deres afsavn under krigen. Det fik de også lidt af - og satte siden overstyr igen.

Hvad i himlens navn har denne kommentar med artiklen at gøre?

Bogens analyser og pointer virker ikke meningsfulde i dagens politiske landskab. I sidste øjeblik den blev trykt og sendt rundt. De fleste analyser kredser i dag om det skræmmende fakta, at det tog S (og V) flere årtier at forstå at antallet af indvandrere var afgørende for den kvalitet i integrationen som arbejdspladser, boligområder, skoler og daginstitutioner var i stand til at levere under presset. Selv om alle råbte vagt i gevær og bimlede og bamlede med advarselsklokkerne og tændte alle røde advarselslamper. Har S (og V) lært noget? Tvivlsomt - for nu er de centrale døve øre rettet mod den grønne, demokratiske byudvikling. Det kommer igen til at koste mandater og borgmesterposter.

Annonce