Altså en bog, der kan samle denne ‘genre’ lidt mere konsistent. Der er ellers udgivet et hav af bøger om de provokerende kunstnere, der i tresserne og halvfjerdserne trodsede institutionerne og konventionerne, og simpelthen gatecrashede selvsamme, hvorefter de fik sat sig godt og grundigt på den kulturelle kapital i landet.

Niels Frid-Nielsen har præcis den alder, samt et karriereforløb som kulturkommentator, redaktør og anmelder på Danmarks Radios platforme, der på en måde gør ham til blind høne i forhold til den udvikling som provokunsten har taget under hans opvækst.

Hans nye bog, med titlen ’Provokunst’, er blevet til lige dele selvbiografi og selvoplevede møder med datidens kunstnerspirer og miljøer, kombineret med en nærmest enøjet hyldest til et politisk projekt, der i dag står med det ene ben graven.

Lige præcis den historie har vi hørt til hudløshed

Sikkert er det, at netop Bjørn Nørgaards og Lene Adler Petersens aktioner i sluttresserne har sat et varigt spor i kunsthistorien, og sammen med blandt andre Solvognen tegnede de et billede af en antikapitalistisk og kommunistisk inspireret aktionistisk kunstopfattelse, der igen spejler tidens kulturkampe, hvor man gjorde oprør imod stivnede autoriteter.

Lige præcis den historie har vi hørt til hudløshed, og det er i grunden heller ikke nogen overraskelse, når Niels Frid-Nielsen kobler to pædagogers aktion, hvor de smed en bunke brædder samt værktøj foran en skole for at sætte børns tilgang til leg under debat, sammen med Bjørn Nørgaards hesteslagtning og Lene Adler Petersens ‘kvindelige Kristus-aktion, hvor hun gik nøgen gennem Børsen, bærende på en stort kors.

At Niels Frid-Nielsen derefter også tilkobler den fredelige del af BZ-bevægelsen, hvor BZ-erne for eksempel snød panserne i det besatte hus Allotria, ved at grave en tunnel, de kunne flygte igennem, siger i grunden det hele.

Ikke overraskende

’Provokunst’ handler om, at man gennem teater og andre aktionsformer præger medierne og kommer ud til befolkningen med et humanistisk budskab, der er kritisk overfor kapitalismen.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at det hele bliver en kende mudret, når Niels Frid-Nielsen kommer frem til nutiden

Det er sådan, at Niels Frid-Nielsen forstår historien, for det er sådan, at han selv oplevede den som kulturarbejder, ligesom det er sådan, at vor tids kunstinstitutioner selv opfatter det, for de har gjort selvsamme aktioner til en del af deres opkøbte værker.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at det hele bliver en kende mudret, når Niels Frid-Nielsen kommer frem til nutiden, hvor han naturligvis griber fat i kunstnere, såsom Simone Aaberg Kærn, Esben Weile Kjær og Firoozeh Bazrafkan, med en enkelt afstikker til Jens Galschiøt, der er den eneste, der nævnes, der ikke anerkendes af Parnasset.

Det er desværre heller ikke overraskende, at Niels Frid-Nielsen bruger teoretikerne Mikkel Bolt og Tania Ørum, der selv abonnerer på aktivistisk kunst, og som skribenter også gerne forsvarer netop den kunst, der bærer netop deres politiske fane videre.

Ikke med et eneste ord nævner Niels Frid-Nielsen Muhammedkrisen

Undskyld mig, men om man vil anerkende det eller ej, så er en provokunstner som Uwe Max Jensen, og hele miseren omkring Muhammed-tegningerne samt politikeren og den selverklærede kunstner, Rasmus Paludan, der brænder koraner af, ikke til at komme udenom, når vi snakker om provokunst og aktionisme.

Ikke med et eneste ord nævner Niels Frid-Nielsen Muhammedkrisen eller de nævnte aktivister.

Dette er faktisk, ja, helt ekstremt reaktionært, og det vidner jo om, at den yderste højrefløjs nærmest konspirationsteoretiske idé om, at ‘Systemet Politiken’ og DR er røde lejesvende, i hvert fald er delvis sand.

Når Niels Frid-Nielsen beskriver aktionen i Allotria som et eksempel på kunst, og tager balladen om en bunke brædder med, så har han ligesom gået hele planken ud, og derfra er der ikke nogen vej tilbage til et klassisk kunstsyn, hvor æstetiske kriterier kan bevare en slags ramme for, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst.

En julemandshær, der stjæler fra et supermarked, og en bunke cirkusklovne, der brænder koraner af, er sådan set ikke til at skelne fra hinanden, især hvis man også lige smider Jens Jørgen Thorsens satiriske kristendomskritik ind i ligningen.

Pointen er jo netop, at kunst også kan være farlig, både for tanken men også for den borgerlige fred. Det kan Niels Frid-Nielsen og Co. ikke komme udenom, uden at slå knuder på sig selv.

Brudt monopol

Kunstteoretikeren Peter Burger skrev i 1974 en bog, der handler om avantgardistisk kunst. Her påpeger han, at efter det lykkedes for kunstneren Marcel Duchamp at udstille et urinal i 1917 på en kunstinstitution, hvor han blot havde signeret det, havde overskridelseskunsten sådan set nået et zenit.

For ham handlede det om hvorledes kunstnerne dengang, op til Første Verdenskrig, fik brudt kunstinstitutionernes monopol på, hvad der er god kunst, ned.

Man kan sige, at provokunstnere i dag har til opgave at forsøge at nedrive de evigt genopbyggede rammer, som kunstinstitutionerne opstiller.

Det er også indlysende, at borgerlige debattører og redaktører absolut ikke vil anerkende det som kunst, når en buste smides i havnen

Det er selvindlysende, at hvis man vil skrive om provokunst i dag, så bør man nok lede efter den på steder, hvor selve institutionerne ikke vil kendes ved den. Ellers går pointen ligesom fløjten.

Det er også indlysende, at borgerlige debattører og redaktører absolut ikke vil anerkende det som kunst, når en buste smides i havnen, et maleri bliver oversmurt med mere maling og lim, eller når en kunstner stikker af med en bunke penge.

Det er sådanne aktioner, hvor kunstinstitutionen forsvarer sine egne, dvs. dem, de forstår politisk, og derfor kan tilgive, samtidig med, at de gerne smider deres politiske fjender under bussen.

Professor Mikkel Bolt, der er erklæret kommunist, og stor fan af Situationismen, forsvarer gerne ‘Busteaktionen’, men kritiserer samtidig Ibi-Pippis ‘rematerialisering’ af et Jorn-maleri, fordi, som han har sagt, at Ibi-Pippi jo er et eksempel på højreekstremistisk aktionisme, hvorimod busteaktionen havde et klart venstreorienteret tema, der handlede om Danmarks skyld i slavehandel og racisme.

Burde turde mere

Niels Frid-Nielsens bog kan skabe debat mellem de reaktionære debattører, der minder om datidens rindalister, der bare mener, at alt provokationskunst er skabt af tabere, mens deres opponenter, teoretikerne og kunstinstitutionernes gatekeepers, så kan erklære, at noget af det altså er alle pengene værd.

Egentlig farligt bliver det bestemt ikke.

‘Provokunst’ er desværre en bog, der er reaktionær, fordi den ikke er konsistent. Man kan ikke hylde den ene form for aktionisme, samtidig med, at man simpelthen bare undlader at beskrive den anden.

Det er intellektuelt uhæderligt, og derfor også impotent. Desværre.

En bog om provokunst burde kunne mere, turde mere, favne mere bredt

Hvad der er kunst, er et evigt spørgsmål og en kampplads, og dem der siger, at provokationen ikke længere kan eksistere i kunsten, siger i virkeligheden bare det, som Francis Fukuyama sagde om det politiske efter Murens fald, da han erklærede alle politiske ideologier for døde.

Islam kom hurtigt i vejen for denne fatale tese, ligesom islam i dag står og skaber forhindringer for kunstens friktionsfrie rum, hvor alle bare er ligeglade.

En bog om provokunst burde kunne mere, turde mere, favne mere bredt.

Ellers bliver det i grunden bare til en selvbiografi, hvor man hylder egne værdier, og det kommer vi desværre ingen vegne med.

Niels Frid-Nielsen: ’Provokunst’. 267 sider. Gads Forlag. 2024.