Der findes ingen andre forfattere, der som Elif Shafak evner at beskrive en teenagers skrøbeligt forvirrede sind, midt i en mellemtid, hvor fortidige kriser og stridigheder mellem Øst og Vest, buldrer gennem de ældre generationers selvspejlinger.

Hun viste det i romanværket, ’Bastarden fra Istanbul’ (2006), hvor hun med en pen så kærlig og omhyggelig evnede at kaste et forsonende lys over en families relationer, der var sprængte til atomer, grundet forskellige overbevisninger.

Og samtidig lægger Elif Shafak ikke fingre imellem og beskriver åbent det armenske folkemord, voldtægter, massemord, fanatisme, etnisk had og forbrydelser mod LBGT+ - mennesker.

Det er passager, der har fået den tyrkiske regering til at retsforfølge hende, efter en paragraf, der handler om et forbud mod at tilsvine "tyrkiskhed".

Dog er hun aldrig blevet dømt, men lever i dag i eksil i London, ligesom hendes romaner storsælger i Tyrkiet og det meste af verden.

Skyer ikke sorgen

Elif Shafak skriver med en inderlig pen, der er hjerteskærende, og hvor menneskers omsorg kan trænge gennem selv den hårdeste granit og grufulde historiske sammenstød.

Hun skyer ikke sorgen, men soner samtidig, fordi hun evner at læse mellem linjerne, så etniske og religiøse ståsteder ikke længere står til hinder for helbredelse og sameksistens.

Igen er det en klemt teenager, der er centrum for romanen

I hendes roman, ’De forsvundne træers ø’ fra 2021, der i dag udkommer i dansk oversættelse, viser hun igen sin nærmest enestående evne til at nedbryde skel, midt i den cypriotiske konflikt, hvor Øst og Vest er splittet og gået i hårdknude.

Det er romanens hovedtema: Den cypriotiske historie siden konflikten for alvor brød ud i 1970’erne, og efterdønningerne, som øboerne må leve med i dag.

Teenageren

Igen er det en klemt teenager, der er centrum for romanen, der handler om denne brutale konflikt, hvor muslimerne og de kristne farer i flæsket på hinanden, hvor naboer vender sig imod naboer, og grænserne bliver trukket hårdt op.

Hvor store dele at øens befolkning flygtede til andre lande, da konflikten brød ud, og andre blev. Hvor de mange teenagere i dag skal forsøge at finde deres identitet, som landflygtige, som etisk adskilte og som nye borgere i en ny tid.  

Denne gang har Elif Shafak skabt en rammehistorie, hvor klimaet og naturen er det perspektiv, der ikke kender til grænserne

Og teenageren bliver nødt til at kende historien, og teenageren bliver nødt til at blive hjulpet af dem alle, fra begge sider af konflikten, for at blive hel, blive et menneske, der kan elske sig selv.

Denne gang har Elif Shafak skabt en rammehistorie, hvor klimaet og naturen er det perspektiv, der ikke kender til grænserne, et perspektiv, der overskrider og som trænger til menneskets omsorg og forståelse, for ikke også at gå under og lide en krank skæbne.

Elif Shafak anvender træerne, trækfuglene og sommerfuglene, der flyver over grænserne, gentager deres bevægelser, gennem generationer og lagrer deres arts viden i hvert enkelt individ, i kvisten fra træet, der bliver til et nyt træ, så vidner til menneskets lidelseshistorie, der fra det perspektiv synes så forsvindende kort.

Krig og vold

Elif Shafak lægger, som sagt, ikke fingre imellem, og hun evner at beskrive overgreb og vold så man sidder med en klump i halsen, forsvarsløs og deprimeret over menneskehedens afstumpethed.

Det er en del af Elif Shafaks fortællehorisont, men samtidig er der noget udglattende over hendes måde at skrive på, der minder om eventyret, noget fortryllende og farverigt, der på mange måder taler fra et andet sted, fra en teenagers og et træs perspektiv.

Elif Shafak beskriver altid fra disse to positioner: teenagerens, der har brug for at finde fodfæste og blive omfavnet med forståelse og omsorg, uden selv at kunne overskue noget som helst.

Elif Shafak formår som ingen anden at give stemme til religiøse, overtroiske, ateister, forstokkede mennesker og alt for flydende ditto, så de alle sammen kan noget, i sidste ende

Et liv, i en fase, hvor det ikke nytter noget bare at flygte eller glemme slægtens fortid. Og fra træets, eller de gamle, vise, der forstår konflikterne og kærligheden gennem generationer, og at tiden er underligt flydende, evigt foranderlig, og som derfor også indeholder håb og tro på forbedringer.

Elif Shafak formår som ingen anden at give stemme til religiøse, overtroiske, ateister, forstokkede mennesker og alt for flydende ditto, så de alle sammen kan noget, i sidste ende.

Fordi de alle sammen indeholder empati, lyst til at heale, give noget fra sig.

Aldrig virkelighedsfjern

Elif Shafak er en eventyrlig forfatter, men aldrig virkelighedsfjern. Hun er bare farverig og på en underlig måde minder hendes metode en hel del om Astrid Lindgrens.

Begge forfattere benytter sig af denne forunderligt livsbekræftende pen, selvom de ikke skyer døden, lidelsen, angsten og de eksistentielle brydninger.

Det er troen og håbet, det farverige og livsbekræftende spektrum, der hele tiden flyder over og oversvømmer lidelseshistorien, så man aldrig glemmer, at bestræbelsen på at nå et bedre sted hen, altid er værd at kæmpe for.

For teenagernes skyld. For de unge menneskers skyld. Dem, der kan bryde kæderne af had.

 

Elif Shafak: ’De forsvundne træers ø’. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. 414 sider. Gads Forlag, 2023.