Boganmeldelse: En kujons figenblad

Den danske nazist og SS-officer Søren Kam har udgivet sine erindringer. Udgivelsen har vakt harme hos danske modstandsfolk. Netavisen Pio har læst historien om den danske arkitektstuderende, der blev tysk soldat på Østfronten og deltog i mordet på BTs chefredaktør Clemmensen.
Søren Kam er en af de mest berømte og berygtede danske nazister. Historien om bedsteborgeren fra Charlottenlund, der med åbne øjne indrullede sig i den nazistiske krigsmaskine, er på én gang forfærdelig og fængende. I Søren Kams erindringer følger vi hans rejse fra den trygge barndom, over tiden som frivillig i den nazistiske bevægelse, til soldat på Østfronten. Vi er med på første række i kampene mod Sovjetunionen, og vi følger Kams arbejde for den nazistiske sag. Alt sammen flankeret af kendte og gruopvækkende navne: Schalburg, Himmler, Hitler. Endelig oplever vi Søren Kams kamp for at genskabe sin tilværelse efter krigens afslutning, ligesom Kams mange flygtige pigebekendtskaber fylder en del.

Kam skrev erindringerne færdig i 1986, men ville først have dem udgivet efter sin død. Hvis man håbede, at det betød, at Kam ville forholde sig kritisk til sin egen og Nazi-Tysklands ageren, vil man læse bogen med skuffelse. Kam excellerer i en meget selektiv (læs: forkert, løgnagtig og uunderbygget) historiefortælling. Han mener blandt andet, at den tyske invasion af Polen skyldtes polske krigsforbrydelser mod det tyske mindretal, og at det var De Allierede, der ønskede en krig for at stoppe det frembrusende Nazi-Tyskland, der havde vokset sig for stærkt under Hitlers ledelse. Gang på gang må de to historikere, der har redigeret bogen, korrekse Kam i fodnoterne. De mange bilag, der er trykt i bogen kompromitterer også Kam gevaldigt.

Det er svært ikke at blive betaget på en drenget måde over Kams beskrivelser af sine kampe på Østfronten. Som krigsberetning er bogen ganske udmærket, og Kam viser sig i den del af bogen som en god fortæller med et vist intellekt.

Som et hele må bogen ses som et forsvarsskrift for Søren Kam og SS. Kams argumentation er dog selvmodsigende og efterrationaliserende. På den ene side gør han meget ud af, at SS var soldater som alle andre, der blot var i krig med de forfærdeligheder, en krig nu engang medfører. Men samtidig vil han med al magt fremstille sig selv som en slags nationalkonservativ, der nærmest var udsendt af Danmark for at forsvare nationalstaten mod den kommunistiske fare, som Kam mente, var overhængende. Det er kendetegnende for Kams efterrationalisering, at han ikke var i krig for Tyskland, men mod bolsjevikkerne. Som læser er man ikke overbevist om hans noble hensigter.

Kam bruger mange spaltemillimeter på at beskrive SS som en moralsk og etisk overlegen gruppe. Man må forstå, at SS intet kendte til de massive krigsforbrydelser, SS selv begik, og at de var helt uvidende om, at de nedslagtede, voldtog og plyndrede på deres vej. Det virker meget virkelighedsfjernt. Særligt grotesk bliver Kams argumentation, da han fortæller om, at han er på besøg i koncentrationslejren Dachau. Udover at Kam intet fordækt ser i, at fangerne er interneret og opdelt efter race, seksualitet og politisk overbevisning, så er forholdene ifølge Kam glimrende, og især maden har Kam kun roser til overs for.

Ellers roser Kam hovedsageligt sig selv. Han fortæller om, hvordan alle så et stort lys i ham, og hvordan selveste Adolf Hitler var begejstret for ham. Han fortæller også om, hvordan han ene mand med et overraskelsesangreb befriede sine tyske kammerater på Østfronten og trængte Sovjetunionen tilbage. Derudover fylder beskrivelsen af hans tildeling af det tyske ridderkors også en del mere end nødvendigt.

Kam var frem til sin død efterlyst for drabet på BTs chefredaktør Carl Henrik Clemmensen, som han sammen med nazisten Flemming Helweg-Larsen brutalt likviderede i 1943. Her er Kam ikke særlig meddelsom, udover at han mener, at han ikke havde del i det. Men alligevel fortryder deltagelsen i det drab, han altså intet havde med at gøre. Han kommer dog til sidst til at indrømme, at han skød Clemmensen, men at det ikke var Kams, men Helweg-Larsens skud, der dræbte chefredaktøren. Hvordan Kam kan vide det fremstår uklart.

Modstandsbevægelsen er vrede over, at bogen er blevet udgivet og siger, at Søren Kams stemme bør forblive tavs. Den tilgang til bogen er trist. Hvis vi skal bekæmpe had, må vi prøve at forstå det. Hvis vi skal bekæmpe de fascistiske tendenser, der breder sig over Europa – både i hvid og i brun form, må vi prøve at forstå, hvad der trak en ellers normal dansk mand som Søren Kam ind i en af de mest uhyggelige forbrydelser i menneskehedens historie.

En sådan indsigt formår bogen dog ikke at give os – den er mere Søren Kams forsvarstale for sig selv. Forklaringen er historisk interessant og giver en indsigt i den nazistiske apologetiske historieforfalskning, men undskyldningerne er så usammenhængende som hos en utro ægtemand, der er fanget med bukserne om anklerne. Søren Kam fungerer som et fældende bevis mod den hvide races overlegenhed, som han gennem hele sit liv troede så indædt på. Tilbage står en mand, der begik forfærdelige forbrydelser, flygtede fra sin straf livet igennem og først ville give sin mening til kende, når døden gjorde, han ikke kunne stilles til ansvar.

Søren Kam forsøger at prise sit eget krigsmod, men afslører sig selv som en kujon, og hans erindringer er kujonens figenblad. Om end et interessant et af slagsen.

”Et liv uden fædreland” er udgivet på Lindhardt og Ringhoff, fylder 512 sider, og kan købes for 399,95.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook