Ikke som menneske, men som politisk ildsjæl og dybtfølt socialdemokrat. Det har jeg ikke bare godt af – det er også nødvendigt for at holde kompasset skabt og indignationen klar i hovedet.

Hvis man ikke får dem med jævne mellemrum, så risikerer man at synke ind i selvtilfredshed og et distanceret forhold til det, man repræsenterer. Det er min egen erfaring.

Den dårlige sviner er mig dog fuldstændig ligegyldig. Et eksempel kunne være lemmingernes evige beskyldning om Socialdemokratiets fremmedfjendskhed, Mette Frederiksens ledtog med den magtfuldkomne Djævel eller noget tredje i den dur.

Det er gabende kedsommeligt og i øvrigt afkoblet fra virkelighedens verden. Totalt nemt at feje af banen – hvis man altså orker.

Man glemmer den aldrig rigtig

Men den gode sviner kan gøre rigtig ondt. Det er den sviner, som helt eller delvist strejfer en ubekvem sandhed. Et meget ømt punkt. Allerhelst tilsat uhøjtidelighed, humor og selvironi fra afsenderens side.

Derefter trækkes den lille sårbare flig af sandhed ud i et ekstremt hjørne, og selvfølgelig ender et så grotesk sted, at det til sidst er forholdsvist uproblematisk at ryste af sig. Men den sidder alligevel i kroppen et stykke tid.

Det er derfor socialdemokratiske ildsjæle og politikere skal læse Hans Scherfig i almindelighed og romanen ’Frydenholm’ i særdeleshed

Man glemmer den aldrig rigtig.

Sådan en sviner var forfatteren Hans Scherfig fantastisk til at fyre afsted mod socialdemokrater i sine værker.

Det er derfor socialdemokratiske ildsjæle og politikere skal læse Hans Scherfig i almindelighed og romanen ’Frydenholm’ i særdeleshed.

Suveræn magtkritik

I ’Frydenholm’ befinder vi os i et lille sogn i Præstø Amt. Herregården Frydenholm med tilhørende landbrugs- og skovdrift er omdrejningspunktet for landsbyen.

Slottets tidligere godsejer er blevet myrdet (læs forløberen ’Idealister’) og enken har solgt det til sin yngre bror, Grev Rosenkop-Frydenskjold. Udover herregården er sognets stolthed landevejskroen, hvor Gøngehøvdingen efter sigende engang skulle have indtaget et beskedent måltid.

Vi følger optakten til politiets pludselige anholdelser, vedtagelsen af kommunistloven i Rigsdagen og forholdene for de tilfangetagne kommunister

Dette sted er hovedrammen om en fortælling som behandler vigtige – og måske også for den brede befolkning oversete – dele af besættelsestiden. Interneringen af de danske kommunister 1941-1945 er hovedåren i historien.

Vi følger optakten til politiets pludselige anholdelser, vedtagelsen af kommunistloven i Rigsdagen og forholdene for de tilfangetagne kommunister i Vestre Fængsel og Horserødlejren inden befrielsen i maj 1945. Alt sammen med udgangspunkt i Frydenholm og sognebørnene rundt om herregårdslivet.

Forfatterens grundlæggende foragt

Hans Scherfig var selv kommunist, og blev selv anholdt af politiet under Besættelsen. Det er ikke svært at få øje på hans grundlæggende foragt for de fleste af personerne i datidens lovgivende, udøvende og dømmende magter i bogen.

Eksempelvis når et par politifolk i Rigspolitiet får skabt et helt kommunistkartotek med navneliste, bare for ”en sikkerheds skyld”, og de desværre ikke når at brænde det inden tyskerne sparker døren ind til politigården.

Og det er et virkelig sjovt, skarpt og interessant persongalleri

Eller når dommerstanden blåstempler en pseudo-retsproces mod de internerede kommunister. Eller når små og store rettigheder – fra krav om ransagningskendelser til fangernes krav på familiebesøg – trædes under fode.

Ovenstående er jo en kæmpe fortælling om Danmark. Men som sagt koncentreres den hovedsageligt på et begrænset persongalleri fra det lille sogn i Præstø Amt.

Og det er et virkelig sjovt, skarpt og interessant persongalleri. I denne anmeldelse gennemgår jeg ikke dem alle, men her er et lille udpluk.

Persongalleriet

Vi blandt andet gårdejer Niels Madsen med frue, som kun kan drive deres landbrug fordi de på det groveste udnytter fattige værgerådsdrenge. De byder nazismen velkommen til landet, men det virker som om, at den ideologiske vækkelse hænger godt sammen med deres økonomiske interesser.

Vi har Bukse-Marius, der har store klatter syltetøj på sit tøj og i sit ansigt, og deler Niels Madsens nazisympatier – men desværre ikke har den strategiske næse for at dosere det.

Bager Andersen vil gerne have en forretning til at køre nogenlunde uden for meget besvær.

Gamle Emma nægter at opgive sit lille hus og have, selvom hun intet kan se.

Det er noget helt andet med socialdemokraterne…

Martin Olsen er arbejder og organiseret kommunist, og hans skæbne følger vi tæt gennem hele bogen.

Hans Scherfigs store magtkritik tager i høj grad udgangspunkt i Martin Olsens behandling som borger og menneske – både af myndigheder og enkeltpersoner.   

Doktoren, degnen og pastoren på egnen tilhører alle en form for kulturelt og dannet landsby-borgerskab, og er grundlæggende gode i Scherfigs fremstilling.

På en eller anden måde sætter de en humanistisk borgerlighed højere end (parti)politiske hensyn.

Det er noget helt andet med socialdemokraterne…

Og nu er vi fremme ved halvdelen af min begrundelse for at anbefale ’Frydenholm’ til alle og enhver – men især socialdemokrater: Rasmus Larsen.

Rasmus Larsen bør være et åndeligt spanskrør 

Der, hvor man griner allermest, højest og længst, er, når Rasmus Larsen beskrives i bogen. Lad mig citere fra første gang, vi rigtigt møder ham i ’Frydenholm’: 

”Også sognerådsmedlem Rasmus Larsen, som før i tiden var blevet kaldt Røde Ras, fordi han i sin ungdom havde været rød socialist og et farligt menneske, havde hejst gamle Dannebrog på sin nye flagstang foran rødstensvillaen, og hans flag var både for greven og for Grundloven, for han havde et rummeligt sind, og vi er alle i samme båd, sagde han. Udviklingen havde gjort Rasmus besindig, og med besindigheden havde han fået villa og flagstang med forgyldt glas-knop og var formand for fagforeningen og arbejdernes repræsentant i sognerådet”.

Kan der egentlig siges mere? Der er så mange lag i denne her beskrivelse, og i de efterfølgende beskrivelser af Rasmus Larsens tilgang til liv, politik og samfund, at man får lyst til at læse det igen og igen.

Et slags åndeligt spanskrør, der kan give mageligheden, selvhøjtideligheden og tilfredsheden med hofballer, smoking og glæden ved at sidde til højbords med eliten et rap over fingrene.

Et eksempel er, at det senere beskrives, hvordan Rasmus Larsens frue lægger pap ud på deres fine trægulv i rødstensvillaen, når fagforeningens arbejdsløse medlemmer kommer til Rasmus Larsens kontor for at få deres understøttelse.

Beskrivelsen af Rasmus Larsen, og Socialdemokratiet i det hele taget, er enormt grov og god satire. Det minder én om, at den sociale indignation og oprigtige lyst til at gøre samfundet mere retfærdigt risikerer at blive truet, når man gradvist ryger til tops i et system, hvor bassekrummerne på skjorten risikerer at være ens største personlige problem.

Jeg tror alle socialdemokrater har brug for at læse om Rasmus Larsen. Ikke nok med det giver os et billede af, hvordan visse politiske modstandere ser på os, men det kan også få os til at kridte skoene i forandringskampen.

Et slags åndeligt spanskrør, der kan give mageligheden, selvhøjtideligheden og tilfredsheden med hofballer, smoking og glæden ved at sidde til højbords med eliten et rap over fingrene. ”Vi er alle i samme båd” er et fantastisk billede på det syn på samfundet, man ender med at få, hvis ikke man holder sig selv i ørene.  

Du bliver ikke kommunist af at læse ’Frydenholm’

Til alle socialdemokrater, der nu har læst dette, og frygter, at dette Scherfigske kampskrift er den lige vej til at melde sig under DKP’s faner: Bare rolig. Sådan ender det ikke.

Hele vejen gennem læsningen af ’Frydenholm’ er det tydeligt, hvornår beskrivelserne er ekstra karikerede.

Generelt i Scherfigs forfatterskab ser man jo antiamerikanisme, generelle konspirationsteorier om myndighederne, manglende selverkendelse i forhold til kommunismens forbrydelser, manglende selvindsigt i kommunismens sjælløse blik på mennesket og meget mere.

Alt det, der gør, at man aldrig vil gå den vej.

For der lever en Rasmus Larsen inde i alle os organiserede socialdemokratiske frivillige aktivister og politikere

Men alligevel har man som sagt godt af at læse Hans Scherfig i almindelighed og ’Frydenholm’ i særdeleshed.

For der lever en Rasmus Larsen inde i alle os organiserede socialdemokratiske frivillige aktivister og politikere.

Især os, der begynder som det første og måske slutter som det sidste.

Hans Scherfig. Frydenholm. Gyldendal. 1962.