Min første erindring om Lasse Jensen er fra præsidentvalget i 1980. Jeg var syv år gammel og holdt med Jimmy Carter, den sympatiske demokratiske præsident, der dyrkede peanuts og var oppe mod en højreorienteret skuespiller, der hed Ronald Reagan.

…jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lasse Jensen har gjort mig klogere

Hvis man ikke er gammel nok til at huske Lasse Jensens år som USA-korrespondent, kan man måske huske ham som chef for TV-Avisen. Eller årene fra 2001 til 2014, hvor han lavede det ugentlige P1-program ”Mennesker og medier”. Eller Lasse Jensens artikler fra Information? Eller noget helt femte…jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lasse Jensen har gjort mig klogere. Altid saglig, skarp uden at være polemisk. Og vidende som få.

Tiden før breaking-news
I sine erindringer – der bare hedder ”Journalist”, hvad ellers? – beskriver Lasse Jensen med ærlighed og ydmyghed sit liv. Om valg og fravalg, om at være stor i slaget ude i verdens brændpunkter og ydmyg bagefter, når refleksionen sætter ind.

For mange af os var tiden frem til en gang først i 1990’erne en guldalder for radio- og tv-journalistikken.

Lasse Jensens fortælling er også fortællingen om den måde, vores nyhedsbillede har ændret sig de sidste fire årtier. Beskrevet af en journalist, der har været med hele vejen. Fra 1970’erne, hvor radio- og TV-nyheder var noget, der blev lavet af journalister, der havde tid til at finde deres egne vinkler på historierne i stedet for bare at følge i samme fodspor som alle andre. Dengang, det ikke var breaking-skiltet og antallet af kliks der var afgørende for, hvad der var god journalistik.

Kilde: DRs udenrigskorrespondenter 1980

For mange af os var tiden frem til en gang først i 1990’erne en guldalder for radio- og tv-journalistikken. Men tiden var heller ikke uden problemer. Fra at være nysgerrig og undersøgende blev det journalistiske miljø på DR og lignende journalistiske arbejdspladser navlebeskuende og doktrinært. Lasse Jensens år som chef for TV-Avisen i starten af firserne var ikke lykkelige, og han endte med at komme lidt hurtigt og ikke helt kønt ud af chefstolen.

En mand, der ikke lovsynger udviklingen
Efter nogle år i eksil i New York vender Lasse Jensen tilbage til TV2, og på den nystartede station kan han genkende den samme nysgerrighed og lyst til at fortælle seerne om verdens gang i øjenhøjde, som han brænder for. Men så begår han en fejl: Han lader sig hyre til endnu en chefstilling på DR. Han ryger lige så hurtigt ud, som han kom ind. Det var årene hvor verden forandrede sig, men kulturen på DR var stadig lige giftig.

Nysgerrigheden og de klassiske journalistiske dyder får sværere kår

Bogens sidste del handler om tiden fra årtusindskiftet, hvor Lasse Jensen som freelancer producerer ”Mennesker og medier” for DR. Her ser han igen medielandskabet og især DR forandre sig. Nysgerrigheden og de klassiske journalistiske dyder får sværere kår, for DR begynder i højere og højere grad at fungere som en af de kommercielle stationer.

Det er ikke en udvikling, Lasse Jensen synes godt om. For hvad er det, vi vil med public service? Hvad er vores ambitioner for Danmarks største medieorganisation og Danmarks vigtigste kulturorganisation? Dén diskussion mangler nok at blive taget, sådan for alvor, og er måske en af grundene til, at det pludselig kan være et realistisk scenarie at DR skal beskæres med en fjerdedel.

En mediemæssig page-turner
Lasse Jensens bog er en page-turner for alle os, som voksede op med hovedet klistret til TV-Avisen i 1970’erne, 80’erne og 90’erne. Og så lykkes det – for en gangs skyld! – en erindringsbog at sige noget relevant om nutiden. De spørgsmål, han stiller om og til DR, burde give stof til eftertanke på chefgangen derude i domicilet i Ørestaden.

De spørgsmål, han stiller om og til DR, burde give stof til eftertanke på chefgangen derude i domicilet i Ørestaden

Jeg håber, de læser med.

Lasse Jensen: 'Journalist: Fortællinger om mig selv, medier og mennesker'. Udkommet på Forlaget Gyldendal 2017.