Bokseren, der slog af skræk

Anmeldelse: Danmarks første boksefilm om Jørgen "Gamle" Hansen byder på knastørre punchlines og fremhæver fællesskabet.

”An unbelievable third round… Green’s gonna lose this fight… I don’t think he can get up.” Dave ”Boy” Green er lige blevet sendt til tælling, og den engelske tv-kommentator Reg Gutteridge har svært ved helt at tro sin egne øjne. Målløst har han lige bevidnet den totalt underseedet Jørgen ”Gamle” Hansen sende den regerende europamester i brædderne med et heftigt højrekryds. Smak!

Det dramatiske comeback står for mange endnu lyslevende i erindringen. Måske giver det også derfor god mening, at vi i den nu biografaktuelle Den bedste mand følger helten fra hin nævnte sommeraften i Randers, den nordjyske svejser, Jørgen ”Gamle” Hansen, der tog røven på hele den internationale bokseverden, og skrev sig ind i historiebøgerne, i lidt mere hjemmelige omgivelser.

Uden undertegnede faktisk helt – kun næsten! - tør lægge hovedet på blokken, er der her tale om Danmarks første egentlige boksefilm. Ikke tidligere har dansk film beskæftiget sig med en mere eller mindre fiktiv bokser, som det altså er tilfældet her. Sikkert er det under alle omstændigheder, at filmen er instrueret af Mikkel Serup (Klassefesten 2). I hovedrollerne ses Mikkel Boe Følsgaard (En Kongelig Affære, Sommeren ’92, Arvingerne) og Lene Maria Christensen (Frygtelig Lykkelig, Arvingerne).

Ingen småracistisk navlepilleri
Selve plottet udspiller sig i slutningen af halvfjerdserne. Jørgen er dømt færdig. Han har for længst passeret de tredive, han er bange for at gå i ringen, hans krop er slidt, og banken truer med at tage huset fra ham og hans familie. Enderne når kun sammen på grund af én ting, nemlig bokserens manager, hustru og partner-in-crime, Hanne.

Den bedste mand er altså mere end bare en film om Jørgen. Det er i høj grad også en film om parret Jørgen og Hanne, hvor det gode liv ikke så meget er den storhed og hæder, som ellers typisk følger i kølvandet på store boksebedrifter, men snarere en ydmyg, aalborgensisk parcelhustilværelse med familien som omdrejningspunkt.

Man fristes her til at sige, at den bedste mand ikke er bedre end fællesskabets succes

Derfor er det ikke en film, der levner meget plads til individualistisk navlepilleri eller småracistisk snæversyn. Heller ikke selvom at vel lige netop en boksefilm mere eller mindre vil kunne siges at have forudsætningerne. Man fristes her til at sige, at den bedste mand ikke er bedre end fællesskabets succes.

Og så alligevel. For selvfølgelig kommer vi ikke udenom, at den angst og ambivalens, som plager Jørgen, hvad angår det, han elsker, nemlig boksning, spiller en væsentlige rolle. Og det fremgår tydeligt, at det bestemt ikke var for ingenting, at Tom Bogs karakteriserede vennen og kollegaen som en bokser, der paradoksalt nok slog af skræk.

Et stykke med flæskesteg
Man kan mene, at den manglende lighed mellem den splejsede Mikkel Boe Følsgaard og den noget mere robuste Jørgen ”Gamle” Hansen trækker filmen ned. Imidlertid er det jo ikke fordi biografiske film, hvor en fysisk lighed mellem fiktion og ikke-fiktion er begrænset, er uhørt. Vel nok et af de bedre eksempler er James Mangolds Walk the line fra 2005, hvor en prisvindende og Oscarnomineret Joaquin Phoenix ses i hovedrollen som countrysangeren Johnny Cash.

Jørgen er ingen martret helgenfigur, som det er tilfældet for karakteren Rocky Balboa

Snarere synes det at være en træghed i filmens narrativitet, som halter. Måske havde det været interessant at dvæle en anelse mere ved offentlighedens Jørgen ”Gamle” Hansen, da det trods alt er spændingen mellem mennesket Jørgen og bokseren Jørgen, som fremhæver netop, hvem han var i de private gemakker.

Filmens humoristiske kvaliteter er under alle omstændigheder vanskelige at betvivle. De hurtige og knastørre punchlines sidder lige øjet. Som da Jørgen under en fest bliver spurgt ud om sine fremtidsudsigter:

-Hvad er planerne så nu?
-Lige nu, Morten, skal jeg have mig et stykke med flæskesteg, og så skal jeg have mig den titelkamp.
-Nå, tror du ikke, det er lige lovlig optimistisk?
-Nej, jeg tror stadig, der er et stykke eller to derude

Hermed udfordrer filmen den ellers klassiske fortælling om den undertippede bokser, der, som vi ser det i tematisk beslægtede film som Rocky, Fat City og Million Dollar Baby, alligevel formår at nå til tops. Jørgen er ingen martret helgenfigur, som det er tilfældet for karakteren Rocky Balboa. Han er snarere en slags Klods Hans, som dæmonerne godt nok tæsker løs på, men som aldrig er mere mærket, end han formår at holde melodramatikken på afstand med sine lune humor. Her finder man omtrent samme danske folkekomik, som man desuden kan opleve i Kasper Barfoeds Sommeren ’92 fra 2015.

Fællesskabets sejr
Det, der kendetegner Mikkel Serups film, er nemlig, at den både bekræfter og afkræfter den velkendte vending, om at der bag enhver succesfuld mand altid står en stærk kvinde, holder imidlertid ikke helt stik. Nok er Hanne en stærk karakter, der holder styr på den undertiden fortumlede arbejdsmand med boksedrømme, men det er ikke helt nok til at give Jørgen europamesterskabet. Efter hun lader den håbefulde, ugandiske bokser – og senere verdensmester - Ayub Kalule (Arnold Oceng red.) flytte ind hos parret, kommer opbakningen således også andetsteds fra.

Filmens gøren opmærksom på at selv europamestre har behov for et stærkt bagland for at slå igennem og indfri sin vådeste boksedrømme, bidrager samtidig til en alt i alt meget charmende fortælling

Som da makkerparret Hansen og Kalule i forbindelse med en sparringssession forud for kampen mod Dave ”Boy” Green får sig en mand-til-mand-snak, og Ayub ikke bare opmuntrende, men også beundrende, siger: ”You are more scared than anybody before you enter the ring. But you do it anyway. And that’s makes you the braveste man I’ve seen.” ("Du er mere bange end nogen anden, før du træder ind i ringen, men du gør det alligevel. Og det gør dig til den modigste mand, jeg nogensinde har set.”)

Godt nok mangler filmen et narrativt bid, men dens gøren opmærksom på at selv europamestre har behov for et stærkt bagland for at slå igennem og indfri sin vådeste boksedrømme, bidrager samtidig til en alt i alt meget charmende fortælling. Den bedste mand er på den måde ikke bare en fortælling, som siger noget om dengang, men også noget om i dag. Måske endda faktisk meget mere.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook