De første egentlige betalingsring eller bompengeanlæg blev anlagt rundt om Bergen i det vestlige Norge allerede i 1986 og senere kom også Trondheim og Oslo med.
Men siden år 2000 er der blevet etableret betalingsanlæg mange flere steder i landet, og det kommer stadig nye til. En udregning fra banken Nordea viser, at antallet af bilister, der hver dag passerer et betalingsanlæg, er steget fra 600.000 til 1,8 millioner på 16 år. Og samtidig er indtægterne steget fra en milliard norske kroner i 1990 til 13 milliarder sidste år.
Og det har udløst en voldsom politisk kamp, både ude lokalt i kommuner og fylke, samt blandt landspolitikerne i Oslo.
Et parti ved navn ”Folkeaksjonen nei til mer bompenger” (FNB) har gjort det til deres eneste kamp at få afskaffet bompengene. Og de blev den store vinder ved efterårets kommunalvalg i Norge, hvor de fik 6 procent af stemmerne i Oslo, 9 procent i Stavanger og hele i 17 procent i Bergen.
Og ved valgene til de norske amter, fylkerne, fik FNB 3,4 procent af stemmerne.
Mens klima- og miljødagsordenen har været stærk i storbyen Oslo, hvor flertallet af partierne mener, at afgiften kan lægge en dæmper på trængsel og styrke den kollektive transport, så er diskussionen om afskaffelse af bompenge blevet stor - særligt i de større provinsbyer på Norges vestkyst, hvor bompenge-partiet, fik rigtig gode valg.
FNB blev stiftet i 2014 af Frode Myrhol, en lokal forsikringsmand fra Stavanger, som var utilfreds med kommunens planer om at indføre en betalingsring. Året efter stillede partiet op til kommunalvalget og vandt tre mandater.
Og fra Stavanger spredte oprøret sig til resten af Norge. Ved det seneste kommunalvalg i september måned fik partiet kun 65 300 stemmer og i alt 2,4 procent af stemmerne, men det skal med, at de kun stillede op i 11 af landets kommuner.
FNB blev det største parti i Alver kommune, lige nord fra Bergen, med 22,2 procent af vælgerne i kommunen.
Når man dykker ned programerklæringer fra FNB, handler det ikke om modvilje mod den grønne omstilling eller generel klimaskepsis, men bevægelsen modsætter sig den måde som både klimatiltag og ny infrastruktur bliver finansieret på.
Partiprogrammet i den tredjestørste FNB-kommune Stavanger lyder således:
”Vi vil i FNB fortsætte kampen mod Bymiljøpakke… og finansieringsløsningen med bompenge som er en usocial, uretfærdig og tilfældig måde at beskatte befolkningen på, hvor de som tjener mindst er dem som får den største belastning”
Samme toner lyder fra Oslo, hvor den lokale FNB-leder, Bjørn Revil, ligeledes kræver valgresultatet omsat til en ny politiske balance: ”Jeg ønsker mig en by, hvor man har en politik for alle, ikke bare for nogen. Mange har faktisk brug for deres bil for at få hverdagen til at hænge sammen”.
På den måde flugter bompenge diskussionen i Norge med den, som man havde i Danmark omkring betalingsringen i forbindelse med folketingsvalget i 2011. Et af hovedargumenterne mod betalingen var, at bompengene er en flad skat, der rammer dem, der har færrest penge hårdest.
Dermed trækker de nordiske diskussioner også tråde til de noget mere radikale reaktioner fra ’De Gule Veste’ i Frankrig, som igennem flere måneder skabte voldsom protest mod stigende afgifter på benzin og øget energibeskatning.
Budskabet alle steder har været at prisen for de grønne tiltag skaber afstand mellem højre og venstre side i politik, men også mellem land og by, samt mellem hensyn til klimaet og vækst. Men der er måske en grænse for hvor meget middelklassen i virkeligheden er klar til at ofre, når klimakampen bliver konkret.