Borgerlig pengeregn over private selskaber

Private virksomheder kan se frem til statstilskud i milliardklassen, hvis Søren Pind får magt, som han har agt. Det er konsekvensen ved Pinds politik, der skal få bugt med de offentlige servicetilbud.
”Bekæmpelse af enhver form for monopol.”

Sådan udtrykte Søren Pind sit og dermed også sit partis vigtigste politiske projekt til en debat mellem ham og socialdemokraten Peter Hummelgaard Thomsen på Københavns Universitet for nogle uger siden.

Pinds oneliner skal forstås som retningslinjen for al liberal politik. Nu og i fremtiden. Og Venstres udenrigsordfører formåede da også at lade synspunktet gennemsyre sine holdninger i debatten, der drejede sig om velfærdsstaten og dens overlevelse.

Bekæmpelsen af ethvert tænkeligt monopol gælder nemlig også for velfærdssamfundet. Hvor den eneste garanti, Søren Pind kunne stille, var, at retsvæsen og politi stadig ville være på offentlige hænder i Pinds liberalistiske drømmesamfund.

Kort sagt betyder det, at stat og kommuner ikke længere skal drive skoler, plejehjem, sygehuse og vuggestuer eller stå klar med offentligt ansatte hjemmehjælpere, beskæftigelseskonsulenter og socialrådgivere. I fremtiden skal den enkelte kunne vælge det private alternativ og tilmed kunne tage alle skattepengene med sig.

Søren Pind kalder det et frit valg, ja, nærmest en udvidelse af demokratiet. Vi andre kalder det profit i velfærden. Ligesom privathospitalerne festede i ti år med en borgerlig regering, kommer ISS til at lade champagnepropperne springe, hvis Søren Pinds drømmesamfund bliver til virkelighed.

I Sverige har den borgerlige regering gennemført massive privatiseringer, der har betydet, at store virksomheder hiver enorme summer ud af velfærdssamfundet til ejerkredsen. Privatiseringerne har ført til en række skandaler i det svenske velfærdssystem med Carema-skandalen, som den bedst kendte.

Ikke nok med, at Carema Cares tjente fedt på pleje af syge og ældre, så misligholdte virksomheden samtidig deres ansvar over for de borgere, der var afhængige af behandlingen. Skandalen rullede, da den medicinsk ansvarlige på ældrecentret Koppargården skrev til stadsdelsforvaltningen i Hässelby-Vällingby, at hun ”ikke længere kunne garantere den medicinske sikkerhed for patienterne.”

Når profitten og ikke omsorgen for medborgerne er det, der driver værket, så er det desværre den form for utilstedelig forretningsførelse, vi risikerer at opleve.

Danmark har ikke haft sin Carema-skandale, men på beskæftigelsesområdet har vi set, hvordan private aktører har tjent fedt på den borgerlige beskæftigelsespolitik  samtidig med, at mange af kurserne har været totalt nyttesløse.

Tænk bare på de ledige, der skulle finde sin indre fugl eller bygge spaghettitårne, som var det beskæftigelsesterapi. På socialområdet har socialministeren senest slået fast, at de borgerlige friplejehjem har ført til overbetalinger, hvor aktører som Jehovas Vidner reelt kan putte overskuddet af kronerne fra fælleskassen i egen lomme.

Modstanden mod privatiseringer af velfærdssystemet skal ikke ses som et langt forsvar for kvaliteten af de offentlige tilbud. Der er gudbedre det mange steder i den offentlige sektor, hvor tilbuddene ikke er i orden.  Bekymringerne må i stedet hvile på spørgsmålet om accept af profit i velfærden, og de ejerforhold der findes bag de private konstruktioner.

Man kommer ikke uden om, at ejerforhold og profit er et spørgsmål om magten over vores velfærd.

I de borgerliges fremtid er det måske ikke til kommunalvalg, man ændrer kursen på de offentlige servicetilbud, men gennem klager til Forbrugerrådet – hvis ikke det da også er blevet privatiseret i Søren Pinds liberalistiske drømmesamfund.

Alexander Grandt er folketingskandidat for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook