Borgerlige overdrev om nordsøafgifter

Højere skatter på olien i Nordsøen ville skræmme virksomheder fra at investere i olieboringer, mente de borgerlige. Men interessen for vores olie er fortsat kæmpestor.
I forbindelse med regeringens vækstpakke og Togplan ændrede regeringen nogle af de fordelagtige skatteregler for indvinding i forskellige felter. Nu skal alle selskaber der opererer i Nordsøen betale det samme og overskuddet herfra, knap 30 mia. kroner over 30 år, bliver kanaliseret over i Togfonden.

En af skeptikerne var bl.a. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der 14. marts skrev følgende på Facebook:

”På vej hjem fra Esbjerg, hvor jeg bl.a. har besøgt Semco Maritime og Madsens Maskinefabrik. En virksomhed med henholdsvis 2.000 og 15 medarbejdere, som begge er bygget op på offshore-aktiviteterne i Nordsøen. Sporer en nervøsitet over, om regeringens pludselige indfald om at hæve afgifterne med 27,5 mia. vil bremse investeringerne i de vanskelige felter i Nordsøen, for så kommer det til at koste arbejdspladser... Ikke klogt at gamble med dem i disse tider!

Det var også det indtryk man kunne få fra en af aktørerne i Nordsøen, tyske Bayerngas, der truede med at trække sig fra budrunden ovenpå skattestigningen. Men Bayerngas stod åbenbart lidt alene med det synspunk, for i går kom det frem, at interessen for at investere i Nordsøen fortsat er intakt.

31 selskaber! Dobbelt så mange som ved den seneste budrunde i 2005, har meldt sig som deltagere i den budrunde, der sættes i gang senere i år.

Malcolm Dickson, senioranalytiker hos de anerkendte oliekonsulenter Wood Mackenzie, er ikke overrasket over den øgede interesse, siger til Berlingske Business: ”Danmark er endnu ikke fuldt udforsket, og der er geologiske områder, som mange virksomheder ser muligheder i,”. I den samme artikel fremgår det også, at ingen af de 31 selskaber ser det som et uoverstigelige problem, at de skal bidrage lidt mere til den danske statskasse. Det er åbenbart stadigvæk en god forretning at pumpe olie og gas op af undergrunden.

Olie og gassen i Nordsøen er en begrænset ressource, som på et tidspunkt forsvinder. Derfor har politikerne til hver en tid en forpligtigelse til at klemt hver eneste lille enkrone ud af den ressource og investere den i uddannelse, infrastruktur og dansk konkurrencedygtighed og ikke bare som de borgerlige ønsker, at give den væk til den virksomhed, der yder det pæneste bidrag i partisekretærens slunkne kasse.

Lars Løkke Rasmussen og de øvrige borgerlige mener at regeringen gamblede med aktiverne i Nordsøen. Ind til videre lader det til at regeringen sidder med gode kort på hånden.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce