Borgerløn frakobler rettigheder fra pligter

Kommentar: Ud fra et socialdemokratiske idegrundlag er borgerløn ikke løsningen på udfordringer på arbejdsmarkedet. Her må ambitionen fortsæt være, at alle skal have mulighed for at få et job og tjene en løn, der er til at leve af.
Som vi beskrev i går, er ideen om borgerløn, eller basisindkomst, på fremmarch mange steder rundt om i verden. Det er primært på venstrefløjen og blandt ”grønne” partier, at ideen har vundet tilslutning, men også frimarkedsliberalister har i tidens løb flirtet med tanken.

For klassiske socialdemokrater er ideen om en borgerløn eller basisindkomst ofte blevet afvist. Ideen er typisk blevet skudt ned med det lidt dovne argument om, at det vil være dyrt for statskassen og at ingen vil gide arbejde, hvis man alligevel er garanteret en indtægt. Begge indvendinger er selvfølgelig relevante, men vil i høj grad afhænge af, hvordan en sådan basisindkomst indrettes.

Det væsentligste argument for en socialdemokrat bør være, om det grundlæggende er retfærdigt at indføre en ydelse, der afkobler rettigheder fra pligter? En ydelse, der giver borgeren ret til at nyde af de værdier, der skabes af andre borgere, uden pligten til at yde noget til gengæld? Og er det et godt samfund, hvis store grupper af mennesker lever af andres forsørgelse? Her må svaret være nej.

Lykketoft afviste borgerløn
Mogens Lykketoft skrev i krøniken Sans og Samling fra 1994 om Nyrup-regeringens beskæftigelsesreformer, at det var vigtigt med en understøttelse til de arbejdsløse. Men han slog samtidig fast, at ”det er ikke og skal ikke være en borgerløn, man kan opretholde en passiv tilværelse for, selvom der er arbejde og uddannelse at få.”, skrev han (side 108).

Den socialdemokratiske vision måtte i stedet være, at give alle muligheder for uddannelse og arbejde, så de selv kunne tjene en løn, der var til at leve for. Og Lykketofts udsagn afspejler den holdning til ideen om borgerløn, der gennem tiden har gennemsyret den socialdemokratiske bevægelse.

Lykketoft peger med sin analyse på en central del af den socialdemokratiske idéarv: Menneskets frigørelse kræver, at man har mest mulig indflydelse på de forhold, der påvirker ens liv. Her er adgangen til et arbejde central. Når socialdemokrater ikke ønsker at parkere store grupper af mennesker på overførselsindkomster, handler det derfor ikke (kun) om underskud på statslige budgetter. Det handler i endnu højere grad om, at det i en socialdemokratisk optik er afgørende, at alle har adgang til et arbejde.

Arbejderbevægelsens grundlæggere krævede solidaritet
Hvis vi går tilbage til den socialdemokratiske bevægelses rødder, er det også svært at se, hvordan borgerløn på nogen måde skulle have en plads i det socialdemokratiske samfundsprojekt.

Det er vanskeligt at forestille sig et arbejderoptog i 1890’erne på vej på barrikaderne, som møder nogle passive forbipasserende uden arbejde og siger ”værsgo, her har I lidt af vores andres løn, som I så kan fornøje jer med, som i selv har lyst til”. Det var bestemt ikke sådan solidaritet blev opfattet dengang. Her måtte alle bidrage til fællesskabet – der var ingen fribilletter. I stedet ville arbejderne have opfordret dem til at melde sig ind i en fagforening og være med til at kæmpe for bedre rettigheder.

Solidaritet er ikke at dele gaver ud. Solidaritet er at være fælles om at løse opgaver og arbejde for en bedre fælles fremtid. Naturligvis under hensyntagen til, at vi har forskellige forudsætninger for at bidrage.

Den grundtanke går stadig igen i den måde, socialdemokrater tænker overførsler på: Bliver du ramt af arbejdsløshed, har du ret til hjælp fra samfundet i form af understøttelse i den periode, hvor du er arbejdsløs. Men vi forventer til gengæld, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet, selv gør en aktiv indsats for at finde arbejde og deltager i aktivering eller opkvalificering, hvis der ikke umiddelbart er et job at få.

Det har været forudsætningen for at kunne opretholde en historisk høj kompensationsgrad under ledighed i Danmark og dermed også en forudsætning for et fleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere let kan hyre og fyre medarbejderne uden de lider nød under deres midlertidig arbejdsløshed.

Universel model kan gælde på nogle områder
”Jamen”, lyder modargumentet her fra tilhængerne, ”vi allerede jo allerede med den måde, vi har indrettet velfærdsstaten på, reelt har afkoblet rettigheder fra pligter”. De henviser eksempelvis til den fri adgang til sundhedsvæsnet, alene fordi man er borger i Danmark og derfor har en offentlig sundhedsforsikring. Der er således ingen pligter forbundet med retten til at blive behandlet på det offentliges regning.

Ligeledes er folkepensionens grundbeløb i praksis en basisindkomst til folk over 65 år, idet alder og bopæl i Danmark er de eneste betingelser, der stilles for at få adgang til ydelsen. Set i det lys vil en basisindkomst altså ikke være noget drastisk brud med den måde vi indtil nu har tænkt velfærd på, men tværtimod være et naturliglidt næste skridt, lyder det.

Synspunktet er relevant, men der er alligevel væsentlige forskelle. Det er selvsagt vanskeligere at lave en direkte kobling mellem rettigheder og pligter på sundhedsområdet, end det er i forhold til arbejdsløshed.

Man kunne selvfølgelig godt sige, at den offentlige sundhedsforsikring ikke gælder for folk, der ikke er i arbejde eller har en ”lovlig” undskyldning. Men det vil også rejse nogle vanskelige dilemmaer – skal vi undlade at behandle folk der er blevet kørt over, fordi de ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet? Skal vi sende dem en check efterfølgende, vel vidende at de nok ikke vil kunne betale den? Her har den pragmatiske tilgang altså vundet – vi giver rettigheder til alle.

Hvad folkepensionen angår, så er vi jo faktisk i øjeblikket netop mere og mere på vej hen imod et opsparingsbaseret system, idet folkepensionen fremover vil fylde relativt mindre i forhold til arbejdsmarkedspensioner og individuelle opsparingsordninger.

Målet bør være fuld beskæftigelse
Endelig må man også sætte spørgsmålstegn ved hele forudsætningen for, at det skulle være relevant at diskutere borgerløn eller basisindkomst netop nu.

Nemlig den, at der i fremtiden ikke vil være jobs til alle. Det er bestemt ikke første gang i historien, at vi har hørt, at i fremtiden vil der ikke være job til alle, så derfor må vi lave radikalt om på den måde vi har indrettet os på. Det sagde man også langt op i 90’erne, hvor mange troede, at den høje arbejdsløshed var et fænomen, der var kommet for at blive for altid.

Dengang var vurderingen fra blandt andet Nationalbanken, at den strukturelle arbejdsløshed havde bidt sig fast på et permanent, højt niveau. Det var i virkeligheden en ret uambitiøs tilgang på forhånd at beslutte sig for, at der ikke ville være plads til alle på arbejdsmarkedet. Siden er det som bekendt lykkedes at flytte flere hundredtusinder af danskere i beskæftigelse.

Et endegyldigt opgør med ret og pligt
Selvom der kan være sympatiske tanker i ideen om en borgerløn, så bryder den altså afgørende med den måde, den socialdemokratiske bevægelse har tænkt ret og pligt på.

Derfor ideen om en borgerløn eller basisindkomst også afvises. I stedet må det socialdemokratiske projekt være, præcis som i det foregående århundrede, at arbejde for fuld beskæftigelse, så alle har muligheden for at deltage i arbejdsfællesskabet, og samtidig sørge for gode forhold for dem, der af forskellige årsager er afskåret fra at deltage på arbejdsmarkedet.


Kommentarer fra Facebook