Annonce

Borgmester kræver opgør med Airbnb-spekulation og nye coronatiltag på vej

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Borgmester vil have opgør med Airbnb-spekulation, nye coronatiltag er på vej, og folketingsmedlem tager orlov på grund af stress.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Borgmester vil have opgør med Airbnb-spekulation

Teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL), vil have skærpet bopælspligten og hævet skatten for Airbnb-udlejere. Venstre i København vil ikke være med, men SF's boligordfører på Christiansborg er positiv.

Det skriver Fagbladet 3F.

Teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, mener, at der er behov for et opgør med Airbnb og “spekulationsboligerne” i landets hovedstad.

“I nogle nybyggede ejendomme står hele opgange tomme, fordi de bliver brugt til at udleje til turister, og det er virkelig bekymrende. De boliger skal tilbage på det reelle boligmarked, så de kan komme københavnerne til gode,” siger Ninna Hedeager Olsen til Fagbladet 3F.

Et af de vigtigste redskaber til at komme udlejningsspekulation til livs er bopælspligten, mener Ninna Hedeager Olsen.

Som det er nu, er der bopælspligt i København på de lejligheder, der har haft en fast beboer med et CPR-nummer registreret i lejligheden.

Men det er ikke nok, mener Ninna Hedeager Olsen, for det betyder, at udlejere kan opkøbe nybyggede lejligheder, som aldrig har haft et CPR-nummer tilknyttet, og udleje dem via for eksempel Airbnb.

“Vi har brug for, bopælspligten bliver skærpet. Det vil kunne modvirke, at man kan tjene en masse penge på at have lejligheder stående tomme, som man udlejer nogle få uger om året,” siger hun.

Læs mere her.

 

Nye coronatiltag på vej 

Fra onsdag klokken 16 er alle landets 98 kommuner omfattet af samme udvidede coronarestriktioner. Mere er på vej.

Sådan skriver Ritzau ifølge A4 Arbejdsliv.

Der er nye coronatiltag på vej, erfarer flere medier.

En mail fra Sundheds- og Ældreministeriet, som TV 2 er i besiddelse af, viser, at partiernes sundhedsordførere bliver indkaldt til møde i den såkaldte covid-19-følgegruppe senere onsdag.

“Som vi varslede til partilederne i går (tirsdag, red.), er der nye tiltag på vej. Indsatsgruppen arbejder aktuelt på dette,” står der ifølge TV 2.

TV 2 har været i kontakt med ministeriet, der ikke kan sige noget yderligere hverken om tidspunkt for mødet eller detaljer om eventuelle nye tiltag.

Ritzau har været i kontakt med en række sundhedsordførere og partiledere, som også melder, at man hverken kender tidspunkt for møde eller den specifikke dagsorden.

Forud for et møde i Folketingssalen onsdag klokken 13 siger statsminister Mette Frederiksen (S) følgende til spørgsmålet om, hvilke tiltag danskerne skal forvente:

“Vi ses senere på dagen.”

Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen klokken 18 om covid-19-situationen i Danmark. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

 

placeholder
 

 

Læs mere her.

 

Eva Flyvholm (EL) på orlov med stress

Folketingsmedlemmet Eva Flyvholm (EL) er blevet sygemeldt med stress og overbelastning.

Det skriver Altinget.

Eva Flyvholm er Enhedslistens udenrigsordfører. Kollegaen Søren Søndergaard overtager posten under hendes orlov.

 

Borgmestre i København vil have lov til at udskrive kommunale bøder i festplagede områder

Den nye politiaftale giver kommunerne mulighed for at ansætte et korps af kommunale ’tryghedsvagter’, som kan hjælpe politiet med at lægge en dæmper på de områder i byen, hvor fest, larm og møg har taget overhånd. Det er afgørende, at de kommunale vagter får mulighed for at stikke en afgift ud, siger københavnske borgmestre.

Sådan skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Med den nye politiaftale, som blev indgået i går aftes, får kommunen et nyt redskab til at tage kampen op mod larm og skrald: Fremover får kommunen lov at oprette et ordenskorps af kommunale ’tryghedsvagter’, der kan hjælpe politiet med at håndhæve regler, der forbyder affald og larm i parker og byrum.

Københavns overborgmester Lars Weiss (S) hilser den nye mulighed velkommen. Men han påpeger, at det er helt afgørende, at de kommunale medarbejdere får lov at udskrive afgifter til dem, som overtræder ordensreglerne ved for eksempel at smide affald i parker og byrum eller spille høj musik på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt.

Et kommende ordenskorps glæder også Venstres leder i København, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, som dog også savner muligheden for kommunale bøder.

 

placeholder
 

 

Læs mere her.

 

Cevea opsiger direktør

Per Michael Jespersen er blevet opsagt som direktør for Cevea. Posten overtager tænketankens vicedirektør Asbjørn Sonne Nørgaard.

Ceveas bestyrelse har valgt at opsige tænketankens direktør Per Michael Jespersen.

Det skriver Cevea i en pressemeddelelse ifølge Altinget.

"2020 har også været et økonomisk udfordrende år for Cevea, hvor coronasmitten har sat sit præg på vores aktiviteter. På den baggrund har bestyrelsen måttet foretage grundige overvejelser om Ceveas udvikling, så vi også i fremtiden har en stærk progressiv tænketank i Danmark," siger Ceveas bestyrelsesformand Jan Villadsen.

Per Michael Jespersens afløser er allerede fundet. Ny direktør er Asbjørn Sonne Nørgaard, som hidtil har fungeret som vicedirektør og analysechef.

Til sidst tiltræder Alexander Grandt Petersen som vicedirektør med ansvar for kommunikation, uddannelse og aktiviteter. Alexander Grandt Petersen var i forvejen ansat hos Cevea som kommunikationschef.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet