Boykot Tesla med god samvittighed - også selv om du er på Facebook
Boykot Tesla med god samvittighed - også selv om du er på Facebook
Boykot af udvalgte amerikanske varer er ikke hykleri, men et legitimt og effektivt svar på Trumps angreb på Europa – og danskerne fortjener ros, ikke ris, for at handle patriotisk med deres penge

Hvis Trump og hans milliardærvenner har lært os én ting, så er det, at penge taler. Det gælder i amerikansk politik, og det gælder i international politik.
Hans toldforhøjelser er gift for den internationale økonomi. Værst for amerikanerne selv, men vi undgår ikke, at også danske lønmodtagere bliver ramt.
Nu er det så op til os at komme med et modsvar, der minimerer skaden for os selv og rammer Trump og hans inderkreds der, hvor de er mest følsomme: På pengepungen.
Læs også:Den skuddræbte præsident McKinley kan være nøglen til at forstå Donald Trump
Når Elon Musk vælger at stille sig op med Trump og gøre sig til køleremblem for et reaktionært og protektionistisk USA, må han også tage konsekvensen: Danske forbrugere har al mulig ret til at lade være med at købe hans Tesla biler.
Det har intet med moralsk renhed at gøre. Det handler ikke om at være konsekvent. Det handler om virkemidler i en konflikt.
Dobbeltmoral er bedre end ingen moral
Når USA – vores nærmeste allierede – bevidst vælger at skade europæisk økonomi, undergrave vores sikkerhed og støtte fascistiske bevægelser, har vi ikke mange midler til at svare igen.
Men vi har ét: Penge. Og de penge kan vi vælge at bruge andetsteds.
Ja, det er hyklerisk at være på Facebook og samtidig boykotte amerikanske varer. Og hvad så?
Berlingskes lederskribenter bekymrer sig højlydt over, at folk boykotter Tesla, Pepsi eller Heinz uden at kunne redegøre for globale værdikæder og IP-rettigheder.
Men dobbeltmoral er altid bedre end ingen moral.
De hylder frihed
Hvis det generer Thomas Bernt Henriksen og resten af Berlingskes lederkollegium, at helt almindelige danskere er vrede og forsøger at gøre noget, så siger det mest om dem.
De foretrækker åbenbart en befolkning, der resignerer, frem for en, der slår fra sig med de forhåndenværende midler.
De hylder frihed, indtil forbrugerne bruger deres frihed på en måde, der generer deres aktieportefølje
USA er stadig et demokrati, og hvis renterne stiger, og aktiemarkederne i USA falder, så bliver Trump upopulær. At bidrage til det formål, er en fædrelandskærlig handling.
Læs også:Nu har PensionDanmark solgt sine Tesla-aktier
At Helle Thorning-Schmidts gamle spindoktor Noa Redington føler sig fremmedgjort fra det folkelige fællesskab er forudsigeligt, men det er påfaldende, hvor bange konservative værdikæmpere bliver, når danskerne tager deres patriotisme med i supermarkedet.
De hylder frihed, indtil forbrugerne bruger deres frihed på en måde, der generer deres aktieportefølje.
De vælger handling frem for apati
Sandheden er, at boykot virker – ikke som en præcis kirurgisk operation, men som et signal.
Et økonomisk praj til de kræfter, der truer Europas interesser, om at der er grænser. Og danskerne skal ikke skamme sig over at reagere.
Tværtimod. Vi burde rose dem. De vælger handling frem for apati.
Læs også:Fagboss sælger teslaen i protest: “Trump og Musk er en forlængelse af hinanden”
Så næste gang nogen griner af, at du boykotter Tesla men stadig er på Facebook, så mind dem om, at kampen mod fascisme ikke kræver perfekt etikette – den kræver, at nogen gør noget.
Det gør mange danskerne. Og det burde flere tage ved lære af.
Kommentarer
Godt brølt Niels Jespersen,…
Godt brølt Niels Jespersen, i denne tid vil det gamle ordsprog tryk avler modtryk spinge ud i lys lue.
Moral er godt; dobbeltmoral…
Moral er godt; dobbeltmoral må jo være dobbelt så godt! I forbindelse med fjæsbogen, har jeg dog ikke det problem. Det er flere år siden, de fortalte mig, at jeg var uønsket, og selv om jeg er hvid mand fra underklassen, og derfor ikke særlig intelligent, så forstod jeg dog, at jeg ikke må være på fjæsbogen.
Jeg ville ikke vælge en tesla fra på grund af Musk, på den anden side havde jeg heller ikke lyst til at købe en Ford-T i midten af 1960erne. Man bør ikke købe forældet teknologi, når der er andre muligheder.
Ja, jeg ser efter, hvor en vare er fremstillet, før jeg køber den. Jeg er ikke så meget for ting, hvor der stå US. Da jeg var soldat i flyvevåbnet for mange år siden, skrev man US (unserviceable) på ting, der ikke kunne bruges længere.
Personlig kommer jeg aldrig til at tilgive den måde, USA har urineret på de danske soldater, der faldt eller blev inviladiret i USA's krige i Afganistan og Irak.
Hvis det danske folketing skulle begå landsforræderi og bede USA besættelstropper om at komme til Danmark, erklærer jeg min støtte til en nødvendig modstandsbevægelse. Jeg er dog barn af den generation, der oplevede besættelsen under anden verdenskrig. Aldrig mere en niende april. så kære folketingsmedlemmer, svigt os ikke. Der er trods alt ikke en Fritz Clausen nu om dage???
Jeg ved ikke hvordan I andre…
Jeg ved ikke hvordan I andre har det. Men jeg har været godt og grundigt træt af amerikansk kultur og indflydelse på Danmark og EU i mange mange år.
Det er ikke værdier og en samfundsmodel, som er værd at efterabe. Siden ww2 har USA sat verden i brand med den ene krig efter den anden. Tiden er mere end moden, at vores veje skilles.
Her kan man roligt rette en tak til Donald Trump for at vise veje.
Verden er bare så meget andet end USA.
Jeg gyser i det stille - for…
Jeg gyser i det stille - for Rekrut Syvogfyrre New York og han slæng tér sig som Hitler og HANS slæng efter magtovertagelsen i januar 1933. De arbejder IKKE langsomt. Det er en stor fejl at tro det.
De er meget travlt optaget af at sætte deres klakører ind på vigtige poster og at ændre samfundets institutioner.
Hitlers nazificerede dem. Inden det for alvor blev sommer havde de således udslettet samtlige politiske partier og fagforeninger. De var lige så aktive som en vognladning abekatte. Nødrets-dekreterne gjorde det muligt for Hitler at forbyde offentlige møder og aviser, aflytte telefoner, opsnappe post, ransage hjem og så videre.
Jeg kender ikke strukturen for de forskellige amerikanske politikorps, ud over at den er meget de-central. Hvad der vil være virkelig farligt, vil være hvis det lykkes at tage central kontrol over politiet i alle stater og lægge dem under én mand. Dette ville være et stort skridt mod total kontrol.
Dét var hvad Hitler gjorde – og havde succes med.
Tilføj kommentar