Bramsen om konventioner, slut med salg til diktatorer og minister freder sten

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så blev det igen fredag og her er vores opsamling på dagens vigtigste politiske nyheder, både fra vores egen verden og fra det store medielandskab.

Mere om Socialdemokratiet og menneskerettigheder.

Diskussionen om Socialdemokratiets forhold til menneskerettighedskonventionerne, som følge af udtalelser fra gruppeformand Henrik Sass Larsen, er fortsat en stor historie.

”Konventionerne, herunder Menneskerettighedskonventionen, er helt afgørende for at sikre grundlæggende spilleregler og rettigheder for borgerne. Det er vigtigt, at vi har de her spilleregler til at regulere staternes opførsel. Derfor må der – under ingen omstændigheder – være tvivl om, at Socialdemokratiet står bag konventionerne. Det gør vi dag, og det gør vi i fremtiden,” siger retsordfører Trine Bramsen til Netavisen Pio.

Partiet vil dog gerne diskutere domstolenes fortolkninger: For konkret forhindrer Menneskerettighedsdomstolen Danmark i at sender kriminelle rumænere til afsoning i hjemlandet: ”Det bliver vi nødt til at drøfte med domstolen. Det virker helt urimeligt,” siger hun.

Læs hele interviewet her.

 

Ikke mere dansk overvågningsudstyr til diktaturer

Som en konsekvens af Informations afsløringer af Danmarks eksport af masseovervågningsteknologi til diktaturstater som Saudi-Arabien kræver et bredt politisk flertal nu handling. Det skriver Information.

De Radikales Martin Lidegaard håber, at det kan rette op på den lempelse, der skete i hans tid som minister.

"Der har bredt sig den erkendelse bredt i Folketinget, at vi er nødt til at stramme op,” siger han til avisen og fortsætter:

"For ingen af os ønsker på nogen måde at bidrage til at gøre det lettere for lande som Saudi-Arabien og andre at udøve repression over for deres befolkninger."

Det er et enigt folketing, der står bag beslutningen.

Læs hele historien her.

 

Sytten SF’ere på spring til Strasbourg

SF er klar med den endelige liste over kandidater til europaparlamentsvalget. Margrete Auken ligger fortsat øverst på listen, mens politisk ordfører Karsten Hønge er nummer to.

Se hele listen her.

 

Minister freder 650 sten

Og det sker ikke hver dag, men i anledning af fejringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark 2020 bliver samtlige genforeningssten og mindesmærker nu fredet, meddeler kulturminister Mette Bock (LA)

”I 2020 markerer vi en vigtig historisk begivenhed i Danmark, når vi fejrer Sønderjyllands genforening med Danmark. De i alt ca. 650 genforeningssten og mindesmærker fortæller et vigtigt stykke af Danmarks historie. Genforeningsstenene er ikke bare fortællingen om, hvordan nutidens Danmarkskort blev formet efter afslutningen af 1. verdenskrig i 1918, hvor Sønderjylland blev en del af Danmark ved Genforeningen i 1920,” siger hun i en pressemeddelelse.

 

Podcast-serien Pionererne, Episode 6: Fra Bykonger til Bydronninger?

Kun 11 ud af 98 borgmestre er kvinder.

Hvorfor er det et problem? Er vi for dårlige til at opstille kvinder, eller har kvinderne bare ikke lyst til at stille op? Hvorfor endte de med at gå efter borgmesterkæden? Kan de mærke forskel på, hvilke kampe de har været igennem i forhold til at blive borgmestre og på deres mandlige kollegers vej? Kvinder i kommunalpolitik udgør ca. 30 % herhjemme. I Sverige har tallet de sidste 20 år ligget over 40 %. Er det den danske politiske kultur den er gal med? Eller hvorfor er der den forskel?

Gæster: Borgmester Winni Grosbøll (S), Bornholms Regionskommune og regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden.

Værter: Lea Wermelin (S) og Rasmus Horn Langhoff (S), begge medlemmer af Folketinget.

placeholder

 

https://piopio.dk/sites/default/files/styles/large/public/kvadratisk_grafik_pionererne2489_5.png?itok=djQ1rVCx

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce