Bred aftale: Arbejdstilsynet tilføres 460 millioner

S og SF betegner ny aftale om arbejdsmiljøet som et første skridt på vejen og lover et yderligere løft af arbejdsmiljøindsatsen
Et bredt politisk flertal på Christiansborg er blevet enige om en aftale, der tilfører Arbejdstilsynet godt 460 millioner kroner frem mod 2022.  

Aftalen er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Alternativet og SF.  

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V) betegner aftalen som en “økonomisk saltvandsindsprøjtning”:

“Den nye aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats betyder en økonomisk saltvandsindsprøjtning til Arbejdstilsynet med 460 millioner kroner over de næste tre år,” siger ministeren til DR Nyheder.

S og SF: Vi er ikke i mål

Hos Socialdemokratiet mener man, at aftalen kun er “første skridt på vejen”. Beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) minder om, at den nye aftale med forhøjede bevillinger kommer efter store besparelser på området.

“Vi er rigtig glade for, at vi nu efter fire år med massive besparelser på Arbejdstilsynet og arbejdsmiljøindsatsen, har fået regeringen med på, at vi nu tager første skridt i genopretningen af Arbejdstilsynet og arbejdsmiljøindsatsen (..),” siger Leif Lahn ifølge pressemeddelelsen. Han lover, at Socialdemokratiet vil gøre mere for at genoprettet Arbejdstilsynet efter valget.

Det er på høje tid, men vi er desværre langt fra i mål

I SF er man enige med Socialdemokratiet om, at man langt fra er i mål med arbejdsmiljøindsatsen med den nye aftale. Partiet mener blandt andet, at kan man gøre mere mod social dumping:

“Det er på høje tid, men vi er desværre langt fra i mål. Derfor vil SF også fremover presse på for at løfte både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø endnu mere, så alle trygt kan gå på arbejde. SF støtter desuden en række andre initiativer mod social dumping, som ikke er omfattet af denne aftale,” lyder det fra beskæftigelsesordfører i SF, Karsten Hønge i pressemeddelelsen.

Troels Lund: Ikke behov for yderligere

Modsat Socialdemokratiet og SF, så mener Troels Lund Poulsen ikke, at der er behov for en yderligere indsats på området, udover det som allerede ligger i den nye aftale.

“Hvis der havde været behov for yderligere, så havde vi jo gjort noget mere med den aftale, som vi har indgået. 460 millioner kroner ekstra til Arbejdstilsynet er jo et markant stort løft. Jeg har de seneste to år som beskæftigelsesminister sagt, at der er behov for at styrke vores arbejdsmiljøindsats. Nu er der sat handling bag ordene,” siger Venstre-ministeren til DR.

Tilsyn beskåret med 180 millioner 

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har flere gange understreget, at der er brug for økonomisk førstehjælp for at genoprette arbejdsmiljøindsatsen i Danmark.

Arbejdstilsynet har været kraftigt beskåret i en årrække og siden 2007 har mistet over 180 millioner kroner i bevillinger.

Desuden vil man styrke kontrollen med udenlandske virksomheder og i brancher, hvor medarbejderne er nedslidningstruede

Selvom de nye bevillinger i aftalen falder på et tørt sted, så mener næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christensen, at der er brug for at øremærke 100 millioner kroner ekstra årligt til Arbejdstilsynet, hvis der skal rettes op på efterslæbet fra besparelserne.  

"Vi mener ikke, at aftalen er ambitiøs nok. Særligt i forhold til at investere i Arbejdstilsynet, kan jeg frygte, at vi ikke får flere tilsynsførende ude på landets arbejdspladser. Vi fastholder vores politik om, at Arbejdstilsynet skal tildeles 100 millioner målrettet tilsyn med arbejdsmiljø - og det har vi ikke fået med denne her aftale," siger Morten Skov Christensen til Netavisen Pio.


Målrettet tilsyn og højere bøder

Den nye arbejdsmiljøaftale betyder, at Arbejdstilsynets indsats i højere grad skal målrettes de virksomheder, der har størst risiko for arbejdsmiljøproblemer, lyder det i pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet.

Partierne er blevet enig om at hæve bøderne og skærpe sanktionerne over for de virksomheder, der laver grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Desuden vil man styrke kontrollen med udenlandske virksomheder og i brancher, hvor medarbejderne er nedslidningstruede.

Samtidig vil der blive sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø, som får sin egen bekendtgørelse.
 
Opdateret 13.09 med kommentar fra Morten Skov Christensen.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook