Bred aftale: Ny lov skal stoppe social dumping på danske veje

Ny aftale stiller krav om danske lønninger, når udenlandske chauffører kører på danske veje
Foto: Sarah Scheer
Bred aftale i Folketinget sikrer mindsteløn på de danske veje. Kun Liberal Alliance står uden for aftalen.
Hvis en chauffør kører på danske landeveje, skal personen have dansk løn.

Det er et flertal bestående af alle Folketingets partier, med undtagelse af Liberal Alliance, blevet enig om.  

endnu et smukt kapitel i historien om den danske model

Med den nye brede aftale bliver det et lovkrav, at udenlandske chauffører betales en timeløn, der ikke afviger væsentligt fra den overenskomstbestemte minimumssats, som i dag ligger på 158 kroner i timen.  

“Aftalen sætter en meget stor stopklods for nogle af de horrible lønninger og arbejdsvilkår og uretfærdig konkurrence, vi har set i transportbranchen igennem rigtig, rigtig mange år.

Først og fremmest skal der lyde en meget stor tak til arbejdsmarkedets parter - arbejdsgiverne og fagbevægelsen - for at have skrevet endnu et smukt kapitel i historien om den danske model,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Når loven vedtages bliver det et krav for både danske og udenlandske vognmænd, som kører gods på de danske veje, at man betaler en løn, der svarer til de mest repræsentative overenskomster.

Overholder vognmændene ikke kravet om et dansk lønniveau, så vil det betyde bøder på minimum 35.000 kroner.
 

Borgerlig frygt for 3F-monopol

Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der i fællesskab har anbefalet den lovbestemt mindsteløn opkoblet på den mest repræsentative overenskomst.

Alligevel var særligt Dansk Folkeparti og Venstre under forhandlingerne betænkelige ved, om modellen ville give et monopol til 3F, fordi lønnen skulle matche den bredeste overenskomst på området, som er den indgået mellem 3F, Dansk Erhverv og Dansk Industri, og som dækker 85 procent de ansatte.

Det her er også med til at sikre, at der er et reelt fagforeningsvalg

På grund af den bekymring har de borgerlige partier fået justeret loven, så en virksomhed, som følger en anden overenskomst end den mest repræsentative 3F-overenskomst, kan følge den, når blot myndighederne vurderer, at den ikke afviger “entydigt” eller “væsentligt” fra de mest repræsentative overenskomster.

“Det her er også med til at sikre, at der er et reelt fagforeningsvalg, og at vi ikke giver et de facto monopol til en bestemt fagforening,” siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Hønge: “Det er fis i en hornlygte”

Både beskæftigelsesministeren og SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge afviser, at der uden den mindre tilpasning af loven ville være tale om et brud med retten til frit fagforeningsvalg eller et 3F-monopol.

Ifølge Karsten Hønge gør de justeringer, som de borgerlige partier har fået ind i loven, dog ingen forskel i praksis.

“Det har ingen betydning overhovedet. Det er fis i en hornlygte. I de mest aggressive arbejdsgiverforeninger er de så bange for at blive underlagt vilkår, de ikke selv bestemmer. Det er en discount-partner, de har i Krifa (Det gule fagforbund Kristelige Fagbevægelse, red.), men vi har sikret med aftalen, at vilkårene ikke må afvige væsentligt,” siger Karsten Hønge til Netavisen Pio.
 

Stadig brug for EU-vejpakke

Sagen om filippinske chauffører, som boede under kummerlige forhold i slumlejre i Padborg, har bragt den sociale dumping i transportsektoren øverst på den politiske dagsorden.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard påpeger dog, at den nye lov om mindsteløn ikke sikre Danmark mod en ny Padborg-sag.

det er det væsentligste, fordi den har været med til at give et nedadgående pres i hel transportsektoren

“Der er rigtig, at kernen af det, som var problemet i Padborg-sagen, det endnu ikke er løst. Men det kan vi forhåbentligt få løst med den vejpakke, der forhåbentligt går igennem i EU inden længe,“ siger ministeren og fortsætter:

“Men det loven gør, det er sikre gode lønninger og gode arbejdsforhold for chauffører, der kører i danske virksomheder, og chauffører, der bliver bedt om at kører for udenlandske firmaer i Danmark, og det er det væsentligste, fordi den har været med til at give et nedadgående pres i hel transportsektoren,” siger Hummelgaard.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Så er Karsten høngerøv igang med sine løgne igen igen!
Krifas overenskomst afviger ikke fra den mafia lignende organisation 3F!
Krifa er bare ikke så voldlige og usympatiske som 3F!

Man kan godt få den mistanke at den person, som "gemmer" sig bag navnet Thomas, er betalt af Stram Kurs, partiet Liberal Alliance eller Krifa for den "tilsvining" af politikere, Socialdemokratiet og 3F som fremgår af de artikler som personen bag navnet Thomas har skrevet i Pio de seneste dage, det er i hvert fald den opfattelse undertegnede får når jeg læser artiklerne.
M.v.h.
Bent Menck Andersen