Brexit-afstemning splitter Labour

Uanset udfaldet af den britiske folkeafstemning, så efterlader den et Labourparti, der er splittet mellem en internationalt orienteret middelklasse og en nationalt orienteret arbejderklasse. Sådan lyder vurderingen fra det britiske parlamentsmedlem Tristram Hunt, som i går besøgte København.
”Jeg er glad for at være her, mens jeg stadig kan rejse til et andet EU-land”, indleder Tristram Hunt. Blot to dage før den afgørende folkeafstemning om, hvorvidt briterne skal forlade EU, har det britiske parlamentsmedlem fra Stoke-on-Trent Central taget turen til København for at deltage i konferencen ”Europa efter Brexit”, der er arrangeret af Netavisen Pio.

Nu står han med bekymrede miner i LO-huset på Islands Brygge foran de 70 fremmødte konferencedeltagere. Afstemningen truer nemlig ikke blot med at splitte den britiske befolkning over i to næsten lige store dele, men også med at splitte den historiske alliance, der har udgjort rygraden i det britiske Labourparti de sidste hundrede år.

For mens medierne har haft meget fokus på de interne stridigheder i det konservative parti mellem premierminister David Cameroun og den tidligere London-borgmester Boris Johnson, så har afstemningen ribbet op i nogle grundlæggende konflikter i Labour. Konflikter, der trækker tråde til spørgsmål om identitet, national selvforståelse, indvandring og globalisering.

Progressiv middelklasse og konservativ arbejderklasse
Det britiske Labourparti har historisk bygget på en stærk alliance mellem middelklassen og en arbejderklassen, fortæller Tristram Hunt. Men den alliance er alvorligt udfordret af EU-afstemningen, fordi afstemningen handler om emner, hvor de to grupper står langt fra hinanden.

Middelklassen bor i storbyerne, har en lange uddannelser, er internationalt orienterede og positive over for globaliseringens muligheder. Arbejderklassen derimod bor ofte gamle industriområder, der har oplevet tab af arbejdspladser, er nationalt orienterede og er skeptiske over for globalisering og indvandring. Emner der alle kommer i spil i forbindelse med spørgsmålet om EU-afstemningen, og derfor splitter Labourpartiet.

"Afstemningen har derfor øget afstanden mellem vinderne og tabere i globaliseringen. Mellem dem, der ser muligheder i fremtiden, og dem, der drømmer sig tilbage til et 'England af i går'”, som Hunt formulerer det.

Konflikten bliver bestemt ikke mindre af, at ”politik er blevet en middelkassesport”, som Hunt formulere det: Det er i høj grad er middelklassen, som er partipolitisk engagerede, og de er også i stort flertal blandt Labours medlemmer. Det giver sig udslag i en stor afstand mellem partiets medlemmer og dets vælgere: afspejler sig i holdningen til EU: Mens langt størstedelen af Labours medlemmer støtter ’remain’-siden, viser meningsmålinger, at omkring 40 procent af vælgerne overvejer at stemme for at forlade EU.

Stor bekymring for stigende indvandring
Intet sted kommer den uenighed mere klart frem end i spørgsmålet om immigration. For selvom arbejdsløsheden i øjeblikket er rekordlav i Storbritannien, så fylder spørgsmålet om indvandring meget, forklarer Tristram Hunt:

”Indvandringen mærkes i af pres på de offentlige serviceydelser såsom skoler og hospitaler – og ikke mindst i forhold til et pres på lønningerne. Ifølge en rapport fra den britiske Bank of England [den britiske nationalbank, red.], så har indvandringen været med til at presse lønningerne for den ikke-organiseret arbejdskraft”, forklarer han.

I det hele taget er Hunt peger på, at mange arbejdervælgere opfatter indvandringen som årsagen til et mere usikkert arbejdsmarked hvor vikarer, korttidsansættelser og nul-time-kontrakter fylder mere og mere. Mange briter – på tværs af etnisk oprindelse, ønsker derfor at begrænse indvandringen:

”Det er ikke kun blandt ’hvide’ briter, at man finder den bekymring. Også sorte og asiater, der bor i Storbritannien, er bekymrede for indvandringen. Jeg talte forleden med en mand fra Tyrkiet, som netop har fået britisk statsborgerskab. Han ville også stemme nej, og han ønskede bestemt ikke Tyrkiet med i EU, så flere tyrkere kunne rejse til Europa”.

Det socialdemokratiske paradoks
Tristram Hunt vender flere gange tilbage til det paradoksale i, at den britiske arbejderklasse er overvejende EU-skeptisk, selvom den selv samme arbejderklasse kan komme til at betale en stor del af regningen for en britisk udmelding.

Samtidig har EU-regulering på arbejdsmarkedsområdet sikret en lang række fremskridt for den britiske arbejdsklasse, eksempelvis i forhold til barselsorlov og kvinders ligestilling. Alligevel har argumenter som ”I want my country back” mange steder større appel blandt arbejdervælgerne end argumenter om økonomi og lønmodtagerrettigheder:

”Mange arbejdervælgere risikerer at blive hårdt ramt af et Brexit. Men alligevel er de parate til stemme nej og sætte deres kulturelle og nationale følelser før deres materielle interesser. Arbejderne er socialt konservative savner en kulturel og national identitet, som Labour ikke har været i stand til at tilbyde dem”, lyder det ærlige svar fra Hunt.

Han peger på, at venstrefløjen alt for længe har haft svært ved at forstå arbejderbevægelsen optagethed af det nationale: ”Venstrefløjen længe har forsøgt at forklare arbejderbevægelsen fokus af det nationale med ”falsk bevidsthed”. Arbejderklassen burde ifølge venstrefløjen være fokuseret på økonomi og fordeling, og stemme på en måde, så man varetager sine materielle interesser, og har ikke forstået arbejderklassens ønske om identitet”.

Presset mellem ’skotsk’ og ’britisk’ identitet
Den identitet finder arbejderne til gengæld hos UK Independence Party (UKIP), der har slået sig op på en modstand mod EU og indvandring. UKIP fik omtrent hver fjerde stemme ved Europa-Parlamentsvalget for to år siden. Ved parlamentsvalget sidste år fik partiet knap 13 procent af stemmerne, men på grund af det britiske valgsystem resulterede det kun i to medlemmer af parlamentet.

Hunt peger også på, at Labour stadig lider under eftervirkningerne af den skotske folkeafstemning om uafhængighed for to år siden. ”For at vinde folkeafstemning måtte Labour alliere sig med Konservative. Det udnyttede det skotske nationalistparti SNP til at fremstille Laobur og De Konservative som to allierede, og Labour blev kaldt ”red torys”, røde konservative.

Den kontante afregning kom ved parlamentsvalget sidste år, hvor Labour i Skotland blev reduceret fra 41 til blot et enkelt parlamentsmedlem, mens SNP fik en markant fremgang. Den øgede nationale orientering i både England og Skotland sætter Labour under pres.

”Den britiske identitet, som historisk har været Labours, er på tilbagetog. Flere opfatter sig som enten engelsk eller skots. Det betyder, at Labour er blevet opfattet som for meget ’engelsk’ i Skotland og for lidt ’engelsk’ i England. Man taber til SNP i Skotland og til UKIP i England”, forklarer han.

Nødvendigt med eftersyn af regler for fri bevægelighed
Selvom Tristram Hunt knokler ihærdigt for et ’ja’ til at blive i EU, er han samtidig på det rene med, at EU-projektet må gennemgå forandringer, hvis det skal vinde bred opbakning blandt de europæiske befolkninger. Hunt mener derfor, at Labour bør lede en kampagne på tværs af landegrænser for at reformere EU i en socialdemokratisk retning.

En reform bør ifølge Hunt indeholde i hvert fald tre tiltag. For det første skal der i højere grad fokus på en handelspolitik, der ikke kun gavner de multinationale selskaber, men også kommer almindelige mennesker til gavn. For det andet bør reglerne for statsstøtte til erhvervslivet lempes, så regeringer igen får mulighed for at støtte op om særligt udvalgte sektorer, så længe det ikke bryder med princippet om fair konkurrence.

Og endelig, for det tredje, er der ifølge Hunt også brug for at se kritisk på det, der er årsagen til en stor del af EU-skepsissen, nemlig den fri bevægelighed. Står det til Tristan Hunt, skal Storbritannien bruge sit EU-formandskabet i 2017 til at sætte et grundlæggende eftersyn af EU’s regler for fri bevægelighed på dagsordenen. Det skal blandt andet sikres, at reglerne ikke kan misbruges til social dumping.

Men det kræver naturligvis, at briterne stadig er i EU til den tid. Hunt er overvejende optimist, og tror på, at briterne stemmer for at blive i EU. Men politikkerne bærer selv et stort ansvar for, at det måske alligevel bliver meget tæt på torsdag, mener han:

”Politikerne har brugt de sidste tyve år at fortælle befolkningen, hvor forfærdeligt EU er og give EU skylden for alle problemer. Nu kommer de så og siger, at det er vigtigt at stemme ja. Så vi risikerer at høste frugten af 20 års Bruxelles-bashing”, lyder det fra Tristram Hunt, inden han forlader konferencen for at skynde sig tilbage til den hektiske slutspurt i Storbritannien.


Kommentarer fra Facebook