I slutningen af 90’erne var Tony Blair den absolutte superstar blandt det europæiske socialdemokrater, der sad solidt på magten i Europa. Hans fornyelse New Labour var en kæmpe inspiration for både socialdemokrater og partier til højre for midten, som skamløst kopierede opskriften på sejr.

Irakkrigen og finanskrisen gjorde pillede dog en stor del af glansen af Blair. I stedet for at være et forbillede, blev han nu gjort ansvarlig for nærmest alt det, der er skyld i, at de samme socialdemokrater i dag er i krise de fleste steder i Europa.

Men nu er han tilbage – efter mere end ti år i skyggen melder Tony Blair sig nu igen ind i debatten om tidens med højspændte emner.

Det er Brexit, det forestående britiske exit fra EU, som for alvor har fået Blair til igen at træde frem i rampelyset. Som frontfigur i sin egen tænketank har Blair de seneste måneder turneret rundt i britiske medier med budskabet om, at Brexit vil være en katastrofe for Storbritannien.

Han har argumenteret for, at der bør afholdes en ny folkeafstemning, når der foreligger en endelig aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. De britiske vælgere stemte for at forlade Storbritannien uden klarhed over, hvad alternativet ville være, og nu står det det klart, at tilhængerne ikke kan levere det, de lovede, mener Blair.

Ud over de økonomiske konsekvenser af et Brexit, så frygter Blair også de sociale konsekvenser, fordi højrefløjen vil bruge det faktum, at Storbritannien står uden for EU, til at konkurrere på lavere skatter og mindre regulering over for de tilbageværende EU-lande.

Giver Blair skylden for Brexit
Langt fra alle er begejstrede for, at Blair nu igen melder sig på den politiske scene. Det er nemlig langt fra alle, der ser Blairs ti år ved magten – den længste nogensinde for en Labourleder – som en glorværdig periode for partiet.

Valget af den stærkt venstreorienterede Jeremy Corbyn i 2015, som for det meste afveg fra partilinjen under Tony Blair, blev af mange også set som et endeligt opgør med Blair-æraen.

Allerede i sin tid som premierminister vakte Blairs beslutning om at deltage i Irakkrigen i 2003 og beslutningen om at indføre brugerbetaling på videregående uddannelser stor vrede langt ind i Labourpartiets rækker.

I eftertiden, og særligt i årene efter finanskrisen, er Blairs projekt, ofte kaldet ”Den Tredje Vej”, blevet kritiseret for i alt for høj grad at have overtaget den konservative økonomiske tænkning og nedprioriteret omfordelingen mellem rig og fattig. I stedet fokuserede Blair på uddannelse som det, der skulle gøre briter fra alle samfundslag i stand til at leve et trygt liv med en god løn.

Blair kritiseres for at have haft en naiv tilgang til det frie marked, manglende evne eller vilje til at regulere den store britiske finanssektor og et blindt øje for de problemer, der fulgte med globaliseringen og åbningen af det britiske arbejdsmarked for østeuropæisk arbejdskraft efter EU-udvidelsen i 2004.

Spørgsmål som var centrale ved Brexit-afstemningen i 2016.

Derfor sættes også spørgsmålstegn ved, om Blair gør sagen en tjeneste ved nu at kaste sig ind i kampen mod Brexit. For flere ser netop Blairs politik som årsagen til de problemer, der fik mange til at stemme for at forlade EU.

Som det konservative parlamentsmedlem Nigel Huddleston skrev på Twitter:

”Når Tony Blair belærer nutidens politikere om, hvad vi skal gøre med Brexit, så undrer man sig over, om han har selvindsigt nok til at erkende, at en af hovedårsagerne til, at vi forlader EU, er hans manglende evne til at kontrollere indvandringen, da han var premierminister gennem ti år.”

Også internt i Labour er der irritation over Blairs udmeldinger. Ifølge Labours skyggefinansminister John McDonnell, der er en af Corbyns nærmeste allierede, så har Blair ikke forstået, hvad der rør sig blandt vælgerne: ”For at sige det rent ud, så har Mr. Blair ikke rigtig lyttet til indholdet af den debat, der foregår på pubber, i klubber og i skolegårde.”

Har stiftet egen tænketank
Efter sit exit som premierminister har Tony Blair blandt andet fungeret som FN’s særlige udsending i Mellemøsten og – mere kontroversielt – som rådgiver for den amerikanske investeringsbank JPMorgan Chase.

I december 2016 stiftede han en tænketank, Tony Blair Institute for Global Change, som han er direktør for. Og det er på den platform, at Blair i dag blander dig i de igangværende debatter om Brexit, globalisering og migration.

På tænketankens hjemmeside står der om dens mission, at ”Tony Blair Institute for Global Change sigter mod at gøre globaliseringen til en fordel for de mange, ikke kun de få. Det gør vi ved at hjælpe lande, deres befolkninger og deres regeringer med at adressere nogle af de sværeste udfordringer i dagens verden.”

Ud over forskellige former for samarbejder, blandt andet med afrikanske lande, så udgiver tænketanken analyser, rapporter og kommentarer i forhold til aktuelle emner.

Man kan blandt andet høre podcast om demokratiets tilstand i Ungarn, læse om bekæmpelse af fattigdom i Liberia og læse om arbejdet med at få israelere og palæstinensere til forhandlingsbordet.

50 procents chance for at Brexit gennemføres
Men det er Brexit, som optager Blair mest, og som de seneste måneder har gjort ham flittigt citeret i de britiske medier.

Blair mener, at afstemningen tilbage i 2016 fandt sted på et alt for uklart grundlag, fordi tilhængerne af Brexit dengang argumenterede med, at Storbritannien både kunne forlade EU og samtidig fastholde adgangen til det indre marked.

Det står i dag klart, at det ikke er muligt, og derfor skal det britiske folk høres igen, når den endelige aftale mellem EU og Storbritannien foreligger, mener Blair:

”Hvis der kommer en ny folkeafstemning, vil den selvfølgelig ikke være en gentagelse af den fra juni 2016. Det vil være et nyt valg, som giver os mulighed for at vælge mellem det, vi har i dag som medlemmer af EU, og hvad vi vil få ved at stå udenfor på de betingelser, der er forhandlet og foreslået. Valget vil ske på baggrund af den nye information, vi har fået siden juni 2016 (…) og vores viden om, hvad vores regering har været i stand til at sikre i forhandlingerne,” skriver han i et indlæg.

I et interview med Sky News sagde Blair i marts, at han vurderer, at der er 50 procents chance for, at Brexit alligevel ikke vil blive gennemført.

Blair siger, at der er problemer med EU-samarbejdet, særligt den del, der handler om arbejdskraftens frie bevægelighed. I det, der måske kan ses som forsinket erkendelse, argumenter Blair for, at der er brug for en reform af EU's regler, så der tages hånd om bekymringen for indvandring:

”Bekymring over omfanget af indvandring og vores evne til at kontrollere den var utvivlsomt var en af de vigtigste drivkræfter for støtten til Brexit. Jeg har sagt fra begyndelsen, at hvis Storbritannien skal genoverveje sin holdning til at forlade EU, kan det kun være i forbindelse med en ny politisk dagsorden, der tager hånd om den underliggende utilfredshed, der gav anledning til Brexit,” skriver Blair, som dog ikke er voldsomt konkret i forhold til, hvordan en sådan ny dagsorden skal se ud.

Blairs indtog i debatten hilsen næppe velkommen af Labourleder Jeremy Corbyn, som er under pres internt i partiet fra både tilhængere og modstandere af Brexit. Labour har endnu ikke besluttet, hvorvidt partiet vil støtte krav om en ny folkeafstemning, inden Storbritannien forlader EU.

Dermed er rollerne byttet om – nu er det Blair, som skaber problemer for den siddende Labourformand Corbyn.