Annonce

Brexit lurer: Flere briter søger om dansk statsborgerskab

Mens politikerne i London kommer nærmere en aftale om Brexit, så vokser antallet af britiske statsborgere, der søger om dansk statsborgerskab.
Når Storbritannien udtræder af EU, vil britiske statsborgere ikke længere være EU-borgere og dermed mister de blandt andet retten til fri bevægelighed i Europa.

Og det betyder, at antallet af britiske statsborgere, der søger dansk statsborgerskab, er steget markant de seneste år.

Det afspejler sig i de lovforslag om tildeling af statsborgerskab, som Folketinget har behandlet fredag.

For siden 2017 er antallet af britiske statsborgere, der er optaget på loven, steget fra 134 til 489.

Samme tendens har man ser i flere EU-lande, der tillader dobbelt statsborgerskab.

Voksende ønske om statsborgerskab

Det er den snarlige udmelding af EU, som får de briter, der har muligheden for at få dobbelt statsborgerskab til at søge, mener ministeren på området:

“Der er sket en stor stigning i antallet af briter, der ønsker dansk statsborgerskab. Jeg tror, at en del af stigningen skyldes Brexit. Jeg er selvfølgelig kun glad for de mange kommende danske statsborgere,” siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

Han understreger dog, at ingen af de herboende briter, uanset hvordan brexit lander, kan fortsætte deres liv i Danmark som hidtil.

”Jeg vil godt benytte denne anledning til at understrege, at lovgivningen i tilfælde af et Brexit uden en aftale, er på plads. Sådan at de ca. 18.500 herboende britiske statsborgere kan fortsætte deres liv i Danmark, uanset om de har søgt dansk statsborgerskab eller ej,” siger Tesfaye.

Folketinget behandlede fredag lovforslaget om indfødsret, som er den lov som gør herboende udlændinge til danske statsborger.

Det har siden 2015 været muligt at have dobbelt statsborgerskab i Danmark.

Samme tendens i andre EU-lande

Tendensen i Danmark, med at flere briter ønsker et EU-pas, ses også i de andre tilbageværende EU-lande.

I Frankrig, hvor der bor omkring 150.000 briter, er antallet der ønsker et anglo-fransk statsborgerskab, ifølge den britiske avis The Guardian, tidoblet fra 375 i 2015 til 3.211 i 2018 og i Portugal, hvor der også bor mange briter (mellem 20 og 30.000), er tallet steget fra 50-60 stykker årligt til 495 i 2018.

Tallet er også steget lidt blandt de godt 300.000 briter, der bor i Spanien, fra 33 i 2016 til 209 i 2018.

Her er der dog den lille krølle, at Spanien ikke tillader dobbelt statsborgskab, og man derfor skal afsige sig sit britiske pas, hvis man vil have et spansk. Og det er der altså ikke helt så mange der har lyst til, sammenlignet med hvor mange der gerne vil have et EU-pas i andre lande.

Avisen oplyser desuden at to briter bosat i Polen har søgt om polsk pas.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet