Britisk valg for begyndere

På torsdag skal briterne til valg til Underhuset. Meningsmålingerne spår næsten dødt løb og ingen partier ser på forhånd ud til at kunne flertal alene. Vi har lavet en guide.
Hvornår er der valg?
Der er valg på torsdag den 7. maj. Valgstederne åbner klokken 8.00 (dansk tid) og lukker igen klokken 23.00. Ved de seneste fem valg er valgkredsene i Sunderland blevet optalt allerede en time efter, mens de fleste forventes at blive færdige i løbet af natten. En vinder vil kunne formentlig kunne udråbes omkring klokken 03.00.

Hvor er der valg?
Det er i hele United Kingdom der skal stemmes. Udover valget til Underhuset er der kommunalvalg mange steder i England og borgmestervalg i fem byer, Bedford, Leicester, Mansfield, Middlesborough og Torbay.

Hvad er det lige der nu er England, Storbritannien og United Kingdom?
Er du lige i tvivl om hvad der er hvad? C.G.P. Grey hjælper:

Hvordan gik det sidst?
Briterne var sidste gang til valg i 2010. Ved det valg var der for første gang siden 1974 intet parti der fik flertal, det man kalder et "hung parliament". De konservative fik 306 pladser, Labour 258 og Liberaldemokraterne 57, mens en række andre partier og kandidater delte de sidste 29.

Efter valget indgik de konservative og liberaldemokraterne en koalitionsregering under ledelse af David Cameron.

Hvordan kommer det til at gå?
De seneste forudsigelser viser, at de konservative ser ud til at blive størst, men at ingen partier kan regne med at få flertal.

Amerikanske fivethirtyeight.com forudser følgende resultat (procenttal fra BBC):

Parti Mandater Procent
Konservative 281 34 %
Labour 267 33 %
SNP 51 NA
Liberaldemokraterne 26 8 %
UKIP 1 14
Andre 25 NA

 

Og hvad er der med det valgsystem?
Der er 650 pladser, på engelsk kaldet seats, i Underhuset. Det betyder, at man skal have 326 pladser for at have flertal.  I praksis lidt færre, fordi Sein Fein, der ved sidste valg fik fem mandater i Nordirland, ikke bruger deres.

En gennemsnitlig britisk valgkreds har cirka 80.000 vælgere. De 650 pladser fordeles efter ”first past the post”-systemet (det der på dansk hedder flertalsvalg i enkelmandskredse), der betyder at hvert parti har en kandidat opstillet i hver kreds og den kandidat der får flest stemmer bliver valgt. Der er ingen storkredse og tillægsmandater som man kender det i Danmark.

Bonus info: Det er gammel tradition, at de tre store partier ikke stiller en modkandidat op imod den siddende parlamentsformand (speaker). Argumentet for den aftale er, at formanden skal være hævet over partipolitik. Formanden deltager derfor heller ikke i afstemninger eller udtaler sig partipolitisk. Altså sådan cirka præcis det modsatte af Mogens Lykketoft.

Den nuværende speaker, Peter Bercow, har derfor kun modkandidater fra UKIP og De Grønne denne gang. Bercows kreds, Buckingham, er i øvrigt en sikker konservativ kreds.

I USA taler man om ”swing states” og ”swing districts” om de stater og kongrespladser, der er mest kamp om. I Storbritannien bruger man to begreber om kredsene. Enten er det et ”safe seat” eller også er det et ”marginal seat”. Indimellem støder man også på begrebet ”target seat”. Det er lidt det samme som et marginal seat, men kan også være fordi partierne har en kandidat i kredsen, som de giver ekstra opmærksomhed (og penge).

Læs også Pios reportage fra valgkredsen Dagenham & Rainham.

Og hvorfor laver de det ikke om?
Systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse er meget omdiskuteret, fordi flere mener at det ikke længere passer til det politiske billede, hvor man har mere end to store partier.

Flere, ikke mindst Liberaldemokraterne, har også længe arbejdet for at ændre det. I 2011 holdt man en folkeafstemning om man skulle ændre systemet til et lidt mere repræsentativt system. Forslaget blev ved den lejlighed nedstemt med et brag.

Hvor står partierne stærkest?
Ser man på England, så står de konservative stærkest i landdistrikter, mens Labour står godt i byområderne, ikke mindst i industriområderne omkring Manchester og Liverpool og i det fattigere nordøstlige område omkring Newcastle. Liberaldemokraterne har traditionelt stået stærkest i det sydvestlige England og omkring London.

Labour har traditionelt stået stærkt i Skotland, men de forventes at blive udraderet af det skotske nationalistparti, SNP, der forventes at tage 51 ud af de 59 pladser i Skotland.

Wales, der har 40 mandater, er delt mellem 26 til Labour, 8 til de konservative og tre hver til Liberaldemokraterne og det walisiske nationalparti, Plaid Cymru.

Hvad med UKIP?
Det britiske uafhængighedsparti, UKIP, der vil have Forenede Kongerige ud af EU og indvandrerne ud af dt Forende Kongerige fik et fremragende valg til Europa-Parlamentet og står også til at få et pænt valg. Dog regner ingen med at de får mange mandater, fordi deres støtte er spredt ud over hele landet og ikke som SNP og Liberaldemokraterne i få områder.

Partiet kan optimistisk regne med at få en håndfuld parlamentsmedlemmer valgt, herunder partiets to nuværende parlamentsmedlemmer, Douglas Carswell og Mark Reckless, som begge skiftede fra de konservative i valgperioden og partiformand Nigel Farage, der stiller op i South Thanet-kredsen i nærheden af Dover.

En liste over de 14 mest oplagte UKIP-kredse.

Hvilke valgkredse er i spil?
De kredse, der traditionelt er kamp om er derfor forstæder til de store byer og kredse med lidt større provinsbyer i.  I modsætning til USA, hvor man systematisk har arbejdet med at lave sikre kredse til kongressen er antallet af mandater i det britiske parlament, som der er reelt er kamp om, højere.

Hvis man ser på kredse, hvor den vindende kandidat i 2010 fik 10 procent eller mindre end modkandidaten og der derfor skal flyttes fem procent af stemmerne for at ændre flertallet, så er der 194 ”marginal seats” ved valget.

En oversigt over partiernes mest oplagte mål kan ses her.

Hvad med Stephen?
Statsministerens mand, Stephen Kinnock, er kandidat i Aberavon-kredsen i det sydlige Wales. Kredsen har givet valg til Labour siden 1922. Sidst gav kredsen Labourkandidaten et flertal på 35 % og muligheden for at Stephen Kinnock ikke bliver valgt, er så godt som ikke eksisterende. Bare til sammenligning, så er Labours flertal i Aberavon-kredsen 10 procent mere end i partileder Ed Milibands kreds, Doncaster North.

Læs også Pios artikel om Stephen Kinnock: På vej mod det britiske underhus

Hvor mange stemmer?
Der er 48 millioner stemmeberettigede, men det er nok tvivlsomt om alle vil bruge deres ret til at stemme. I 2010 var det kun 65 % af vælgerne der gad at dukke op, men de fleste eksperter og analytikere regner med en højere valgdeltagelse denne gang.

Er der nogen man kender der stopper?
Ja, 90 medlemmer af parlamentet har valgt frivilligt at stoppe. Den mest prominente af dem er tidligere premiereminister Gordon Brown, der har været valgt siden 1983. Også den tidligere konservative partileder og senere udenrigsminister William Hague stopper.

Også en lang række veteraner (17) fra Blair og Brown-tiden har valgt at stille de politiske støvler på hylden. De mest kendte er tidligere udenrigsminister Jack Straw, tidligere finansminister Alistair Darling og den tidligere justits- og sundhedsminister David Blunkett. Også underhusets længst siddende medlem, den 85-årige konservative Sir Peter Tapsell siger farvel. Han blev valgt første gang i 1959-64 og igen fra 1966.

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook