Britt Bager mister lukrativ post før tid

Udskiftningen er sket mod Britt Bagers ønske, men V-gruppeformand Karsten Lauritzen betegner udskiftningen som "helt udramatisk"
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Venstres kultur- og medieordfører og statsrevisor, Britt Bager
Venstres tidligere politiske ordfører, nuværende kultur- og medieordfører, Britt Bager, mister den lukrative post som statsrevisor. Det sker ikke med hendes gode vilje.

Det skriver dagbladet Politiken.

Britt Bager er ellers udnævnt til statsrevisor for en fire-årig periode med planlagt udløb 1. oktober 2022.

"Det er blevet besluttet, at der skal ske et skifte. 1. oktober 2021," oplyser Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, til Politiken og bekræfter, at posten i stedet går til Troels Lund Poulsen. Men allerede senest 1. oktober indtræder Troels Lund Poulsen som vikar for Britt Bager. Hun er nemlig højgravid og er på vej på barselsorlov.

Posten som statsrevisor er kendt som en af de mest lukrative bijobs i Folketinget. Mødefrekvensen er ikke stor. Men lønnen svarer alligevel til det halve af vederlaget som folketingsmedlem.

Hvad årsagen til at skifte Britt Bager ud i utide vides ikke.

 

Bager: Ikke mit ønske

V-gruppeformand Karsten Lauritzen betegner udskiftningen af Britt Bager som "helt udramatisk".

Britt Bager selv understreger over for Politiken, at hun har været glad for posten, og at det ikke har været efter eget ønske, at hun må forlade posten til Troels Lund Poulsen før tid:

Nej, jeg ville gerne fortsætte. Jeg har været rigtig glad for at være statsrevisor

"Nej, jeg ville gerne fortsætte. Jeg har været rigtig glad for at være statsrevisor, så selvfølgelig havde jeg gerne fortsat," siger Britt Bager til Politiken.

Hun føjer til, at hun ikke ved, hvorfor hun udskiftes:

"Nej. Jeg ved ikke hvorfor."

Britt Bagers afgående kredsbestyrelsesformand i Djurs-kredsen, Mogens Høeg Hørning, reagerer vredt over Britt Bagers fratræden i utide:

"Jeg er dybt skuffet over, hvad der sker. Det er noget makværk," siger han til Politiken.

Bager i modvind blandt sine egne

Der har længe været uro omkring personen Britt Bager.

Netavisen Pio kunne marts sidste år afsløre, at Venstre i Britt Bagers gamle kreds, Favrskov-kredsen og Venstre i Region Midtjylland har indrapporteret til Region Midtjylland, at Britt Bager ikke har givet fyldstgørende oplysninger om fem valgkampbidrag á hver 20.000 kroner. Region Midtjylland meldte sagen til politiet i Midt- og Vestjyllands Politi, som dog overså politianmeldelsen.

Sagen blev på ny anmeldt til politiet. Denne gang af Enhedslisten til Østjyllands Politi, som også har efterforsket sagen. Statsadvokaten i Viborg besluttede lige før sommerferien ikke at rejse tiltale mod Britt Bager for omgåelse af partistøtteloven, da man ikke mente at sagen ville kunne føre til domsfældelse.

Det er fortsat uoplyst, hvem der står bag de fem donationer til Britt Bager op til valgkampen i 2015. Men det ligger fast, at alle fem donationer er fra samme giver

Britt Bager har gennem hele forløbet fastholdt, at hun har overholdt reglerne.

Det er fortsat uoplyst, hvem der står bag de fem donationer til Britt Bager op til valgkampen i 2015. Men det ligger fast, at alle fem donationer er fra samme giver. Og netop det faktum har flere jura-professorer betegnet som en overtrædelse af partistøtteloven, selv om giveren har fordelt de fem bidrag på fem forskellige cvr-numre.

Reglerne siger, at identiteten på giver, der donerer et beløb på over 20.900 kroner til et parti eller en kandidat skal offentliggøres (Tilbage i 2015 var beløbsgrænsen 20.000 kroner, red.).

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

politikere, som manipulerer loven og således overholder dens bogstav men ikke dens ånd, fortjener ikke respekt

Annonce