Brøndby Strand: ”Vi skal jo for pokker bo sammen!”

På den københavnske vestegn var der mere end fuldt hus, da de lokale socialdemokrater havde indkaldt til møde om ekstremisme.
Socialdemokraterne i Brøndby Strand havde indkaldt til borgermøde mod ekstremisme for at lytte til de bekymringer, som borgerne uanset baggrund, har haft på grund af den radikale islamiske organisation Hibt-ut-Tahrirs nye indflydelse i den lokale fodboldklub Brøndby Strand IK.

Mødet i Brønden er lidt forsinket. Der er kun plads til 108, men 144 personer er mødt op, så der må bæres ekstra stole ind. Stemningen er lidt spændt.

”Vi skal jo for pokker bo sammen.” Frustrationen er ikke til at tage fejl af. Rygter og historier har i lang tid svirret i Brøndby Strand. Om de fremmede der smider svinekødsbefængt bestik ud eller om ”gammeldanskerne”, der kalder kvinder med tørklæde for ”hættemåger” eller råber: ”skrub nu hjem” efter udlændinge.

Der er rygter nok til en ordentlig omgang ballade. Men det er ikke det der sker. Tværtimod viser det store flertal af de fremmødte, at de gerne vil en anden vej. De vil gerne samarbejdet og fællesskabet.

”Vi går til borgermøde for at få mere viden om fundamentalisterne og fordi vi er utrygge. Det er blevet for opdelt. Vi vil gerne, at der var flere aktiviteter sammen,” lyder det fra tre damer i pensionsalderen. ”Men vi bryder os ikke om unge der står på gaden. Det er utrygt”.

Sami, som er 35 år og bor i området med kone og familie, er kommet til borgermøde med et tilsvarende budskab om flere fælles aktiviteter. ”Det er kun indvandrere, der sidder i gården i sommeren, hvor er danskerne? De holder deres egne arrangementer. Vi skal lave mere sammen”.

Der er brug for en samlende faktor, men også med en kærlig opsang. ”Vi er alle sammen danskere med rettigheder og pligter,” slog kommunalbestyrelsesmedlem Arno Hurup (S) fra Brøndby fast.

Hård hånd mod ekstremisme
Det er et svært budskab at ville sammenhold, det er nemt at forfalde til det spirende hads ”os og dem” eller en hammerende naiv multikulturisme, hvor få undertrykker de fleste. Socialdemokraternes budskab er mere kompliceret end højrefløjens mere sort-hvide argumenter. De vil bygge bro.

Mattias Tesfaye, den lokale socialdemokratiske folketingskandidat, er inviteret til at holde et oplæg om at bekæmpe fundamentalisme og styrke sammenholdet. ”Vi accepterer ikke grupper, der opfordrer muslimer til at lade med stemme eller vil fortolke islam på en bestemt måde. I Brøndby Strand har vi brug for flere får indflydelse – ikke færre.”

Nye traditioner
Der er brug for flere traditioner, som man kan være fælles om i Brøndby Strand. Det er der stor enighed om, deltagerne ønsker flere kulturweekender, flere møder og mere dialog.

”Jeg er træt af mudderkastning,”  lyder det meget direkte fra Jahangir, der oplever, at lederne, uanset etnisk baggrund, i for mange af områdets klubber og boligbestyrelser, er alt for fasttømrede i deres holdninger.

Efter mødet bliver mange for at tale med hinanden og den spændte stemning er blevet mindre.  Adspurgte om hvad man kan gøre for at fjerne rygter og utrygheden, så svarede borgerne, at lokale politikere skulle sørge for: Mere oplysning, så rygterne ikke kan vokse sig store. Direkte strategier mod utryghed og flere fælles traditioner.

Rådet er hermed givet videre.

Kathrine Alexandrowiz (f. 1981) er ejer af rådgivningsvirksomheden kathalyst. Opvokset i Sønder Felding i Vestjylland og uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. Tidligere programchef for international hjælpeorganisation i Sydøstasien, politisk assistent for Helle Thorning-Schmidt og næstformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.


Kommentarer fra Facebook