Bruce Springsteens livtag med sine mareridt får dig til at tude i biografmørket

Scott Coopers 'Springsteen: Deliver Me from Nowhere’, hvor Jeremy Allen White (kendt fra tv-serien 'The Bear') spiller den psykisk plagede Bruce Springsteen, ser ud til at floppe hos smagsdommerne, nærmest som var det en gentagelse af det der skete, dengang Bossen leverede sine sange til pladen ‘Nebraska’, til sit pladeselskab i 1982: 

Hvor var hittet? Hvorfor var numrene så kedelige og monotone? Hvorfor var stemningen hele tiden så mørk, gennem alle numrene?

‘Deliver Me from Nowhere’ handler om hvorledes Bruce Springsteen får ideen til ‘Nebraska’, hans sjette studiealbum, og måske af selvsamme grund er filmen blevet ret indforstået på visse punkter. 

Det er i hvert fald en god idé at have et vist forhold til selvsamme plade, hvis filmens magi for alvor skal kunne ramme. 

‘Nebraska’ er en helt særlig produktion i Springsteens karriere, hvilket filmen også formår at skildre ret tydeligt. Han var slået igennem på det amerikanske marked kort forinden, med albummet ‘The River’, og forventningen var, at han stod på grænsen til at erobre hele verden med sin rå og ukomplicerede rock, der bringer mindelser om Elvis Presley og Little Richard.   

Det amerikanske mareridts hverdag 

I malende, nærmest drømmende billeder af den amerikanske urbanitet, der umiskendeligt minder om de regnvejr- og neonlysmættede billeder fra Paul Schraders ‘Taxi Driver’ (1976), følger vi Bruce ‘The Boss’ Springsteen, der i stigende grad må flygte fra berømmelsen, trække stikket ud og fokusere på en side af sit kreative sind, der synes at dykke ned under en glitrende overflade, hvor det amerikanske mareridts hverdag har slået sine rødder. 

Hernede finder han sig selv som et sindbillede, der er fanget af den amerikanske folkesjæl, og måske især alle dem, der har lidt kranke skæbner, og som derfor er kæntrede, forliste. 

Bruce Springsteens musik bliver ofte beskrevet som værende billedskabende

Det bliver selve den kilde, han drikker af i frembringelsen af ‘Nebraska’. Man ser hvordan han får øjnene op for Terrence Mallicks voldsomme og visuelt betagende film, ‘Badlands’ fra 1973, der handler om to unge elskere på flugt, efter at fyren har slået sin elskedes voldelige fader ihjel. 

I ‘Badlands’, som direkte kommer til at blive udspringet for et af numrene på ‘Nebraska’, bliver disse traumatiske omstændigheder i de unges opvækst til skabelsen af mordere, præcis ligesom i ‘Taxi Driver’, hvor en ensom mand ender med at gå amok og myrde løs. 

Ekstrem kreativ periode

Bruce Springsteens musik bliver ofte beskrevet som værende billedskabende, og netop Paul Schrader tilbød ham faktisk at kreere musik og spille med i en film med titlen 'Born in the USA', præcis på dette tidspunkt, hvor han er i gang med at skabe ‘Nebraska’. 

Ja, faktisk var denne periode i Springsteens karriere ekstrem kreativ, og han fik skabt materiale til mere end en plade, heriblandt det store monsterhit, ‘Born in the USA’, der også er titlen på hans syvende studiealbum, der udkom i 1984. 

Så selvom Schraders film aldrig blev realiseret, blev lydkulissen, der i sig selv er en art sindbillede, et verdensomspændende hit. 

Læs også:Ny film tager revolutionsromantikere og MAGA-fans under kærlig behandling

Men, altså, pladeselskabet havde hørt dette nummer, samtidig med at de fik præsenteret numrene, der blev til albummet ‘Nebraska’, og de vidste, at det var hitmateriale. 

I stedet krævede Bruce Springsteen at de mange numre, som han producerede derhjemme i sit soveværelse, på en tarvelig firesporsbåndoptager, skulle blive til den plade, han ville udgive. 

Og ikke nok med det. Han krævede også, at den skulle udgives uden at der blev produceret singler, uden at han skulle på tour med numrene, uden at et foto af ham skulle være på albummet og helt uden presseomtale. 

Springsteen slap afsted med det

Ja, det lyder jo helt sikkert som et selvmord, i hvert fald kommercielt, og det var også hvad pladeselskabet tænkte. 

Men hans stjernestatus gjorde, at han kunne slippe afsted med det, og derfor eksisterer ‘Nebraska’ altså, med denne intime, let skrøbeligt og hudløse lyd, hvor Bruce Springsteen tager livtag med sine mareridt, der er plantet i ham, gennem en opvækst med en fordrukken og voldelig far. 

Og her er filmens plot og pointe: 

At Bruce Springsteen dengang oplevede et psykisk sammenbrud, og at han måtte ty til psykologhjælp, hvilket ikke var så anerkendt for mænd dengang, og at han måtte forsone sig med faderen, hvilket faktisk er ekstremt rørende. 

For undertegnede er disse passager i filmen ren tårekanalprovokerende materiale, og jeg måtte tude der i mørket. 

Ja, det er jo sandt, at filmen er en lang spændingskurve

Faderen spilles helt igennem overbevisende af Stephen Graham, og selvom de mange biroller på en måde ikke fremstår så eksplicitte, fordi filmen så kraftigt fokuserer på de knuder, der befinder sig inde i Bruce, kræver det ekstra præcision fra dem, hvilket faktisk lykkes ret godt. 

Ja, det er jo sandt, at filmen er en lang spændingskurve, hvor man ser Bossen køre rundt i den amerikanske nat, og stirre ud i intetheden, eller ned i sine egen livshistorie, hvor angstens og sammenbruddets monstre for længst har sat sig fast. 

Det gør, at filmen skildrer i visuelt mættede og i mange tilfælde tavs stemthed, der måske kun sådan rigtigt kan forstås af dem, der deler skæbne med sådan en som Bruce Springsteen. 

Og dem er der, som bekendt mange af, både i USA og i resten af den vestlige kulturelle verden. 

Måtte hive i bremsen

Hvis ikke Bruce Springsteen skulle ende som selvsamme monstre, som vi ser skildret i ‘Badlands’ og ‘Taxi Driver’, så måtte han hive i bremsen, vente med ‘Born in the USA’ og alle de andre hits, og ikke efterlade følelsen af tragedie og tab i en af Amerikas mange flækker, hvor så mange skæbner synes at forvitre i depression og håbløshed. 

I hvert fald er det et faktum, at da ‘Born in the USA’ kom ud og blev Bossens internationale gennembrud, da stod Ronald Reagan og hyldede nummeret, selvom det grundlæggende er en sang om Vietnamkrigens uretfærdigheder. 

Læs også:Angrib, angrib, angrib: Hvem og hvad skabte Trump? 

Denne favnen af hans musik, som Bruce selv tog kraftigt afstand fra, var præcis hvad han senere så mange gange har advaret imod: At den amerikanske patriotiske selvfedme intet er værd, hvis ikke alle er med. 

Men for Ronald Reagan og mange af de republikanske støtter, var nummeret at nationalt sindet nummer, der ramte dybt, trods politiske divergenser. 

Hvis skæbner som hans egen ofres i en politisk værdikamp, så står det ilde fat med den amerikanske drøm, synes Bruce Springsteen at mene. 

Derfor står han i dag i en konflikt med Amazons Jeff Bezos, fordi han mener at rigmanden for ensidigt støtter Donald Trump, og derved skaber splittelse i det amerikanske samfund, frem for at samle. 

Trump: En overvurderet rockmusiker

Ikke overraskende har Donald Trump reageret med hån, og skrevet, at Bruce Springsteen blot er endnu en overvurderet rockmusiker, der ikke fatter en brik af det hele. 

Men det fortæller i det mindste noget om, hvorledes det republikanske parti har ændret sig radikalt siden Reagan, og det fortæller på en sær måde også, at Springsteen og co.’s mange forsøg på at skabe mere fokus på samling, er en saga blot i dag. 

Nogle gange må det også være lidt mørkt, lidt tungsindigt og introspektivt

'Springsteen: Deliver Me from Nowhere’ er helt sikkert ikke for alle, præcis ligesom ‘Nebraska’ ikke er for alle. Der er hverken hits eller nogen speciel rar stemning over sangene, der til gengæld er badet i introspektiv følt smerte og dybde. 

På en måde er det som at befinde sig inde i en trykkoger, når man lytter til ‘Nebraska’, og man ved bare, at dampen skal lukkes ud, hvis ikke hele beholderen skal ende med at springe i luften. 

Alt kan jo ikke være underholdning

Springsteen endte med at gå til psykolog, og selvom pladeselskabet dengang var skuffet, fik de jo alt hvad de drømte om to år efter, da ‘Born in the USA’ kom ud. 

Og sådan er det nok også lidt i dag, hvor anmelderne er skuffede, og synes at filmen er for snæver, for simpel, for kedsommelig, for indforstået og helt uden hits og den slags. 

Derfor synes de slet ikke, at den er ligeså god som helte-eposet om Bob Dylan, der udkom i filmisk glitterpapir sidste år, og som selvsamme anmeldere elskede så hårdt. 

Læs også:Film om fænomenet og mysteriet Bob Dylan fokuserer lidt for meget på myten

At både 'Springsteen: Deliver Me from Nowhere’ og albummet ‘Nebraska’ er tunge værker, der hver især peger på noget, der har stor værdi, er der på den anden side heller ikke tvivl om. 

Alt kan jo ikke være underholdning hele tiden. Nogle gange må det også være lidt mørkt, lidt tungsindigt og introspektivt. For at få alle med. For ikke at tabe de sidste i rækken på gulvet. 

'Springsteen: Deliver Me from Nowhere’. Instruktion: Scott Cooper. Medvirkende: Jeremy Allen White, Jeremy Strong, Stephen Graham mfl. 100 minutter. USA. I biograferne nu.