Umiddelbart efter attentaterne i København den 14. og 15. februar stod statskassen på vid gab. Budskabet til politi og efterretningstjeneste var klart: Sig hvad I vil have, og vi betaler. Det endte med et udspil til en terrorpakke på en lille milliard kroner. Pengene skal blandt andet gå til indhente oplysninger fra udlandet og til mere overvågning.

Jeg vil ikke gøre mig klog på, om efterretningstjenesterne har brug for mere overvågningsudstyr og flere hemmeligheder fra de varme lande. Det har de muligvis. Men jo klogere vi bliver på de tragiske begivenheder i februar og på gerningsmandens baggrund, jo tydeligere bliver det, at udspillet ikke har noget at gøre med de problemer, der ligger bag de tragiske hændelser.

Forebyggelse for en milliard
Havde man bevaret fokus på drabene ved Krudttønden og Synagogen, havde det været en oplagt lejlighed til at styrke kommunernes hjælp til børn og unge, der er på vej ud af fællesskabet. Tænk hvor mange sociale problemer vi kunne forhindre, og hvor meget vold vi kunne forebygge for en milliard!

Omar el-Hussein var en hærdet forbryder. Men hærdningen skete på stenbroen i København – ikke i de varme lande. Resultatet af hærdningen var religiøst motiveret vold, men roden til vanviddet var den samme, som den næsten altid er, når det ender med vold og grov kriminalitet: Opvækst i et udsat boligområde, forråelse gennem ungdomskriminalitet og bandekrig og en grundlæggende følelse af at være udenfor.

De relevante spørgsmål er derfor, hvordan vi forebygger sociale problemer, hvordan vi standser forråelsen, når vi opdager den, og hvad vi gør, når det er gået galt. Jeg påstår ikke, at spørgsmålene er nye eller specielt geniale. Men de er brændende aktuelle, og efter attentaterne i februar har de fået mindre opmærksomhed, end de fortjener.

Fokus på familier og forældre
Der er mange steder at tage fat. Men lad mig nævne tre indsatser, hvor en økonomisk saltvandsindsprøjtning ville gøre en betydelig forskel i arbejdet med at forebygge vold og kriminalitet:

Børn, der vokser op hos forældre med psykiske problemer, har markant større risiko for at blive kriminelle end andre børn. Det gælder ikke mindst børn af flygtninge, der kommer hertil med traumer efter krig og tortur. Med hurtigere og mere specialiseret hjælp til traumatiserede flygtningeforældre, ville en stor gruppe børn få en tryggere opvækst og dermed markant bedre chancer for at få et godt liv med netværk, uddannelse og arbejde.

Et andet indsatsområde, hvor ekstra resurser ville være givet godt ud, er den håndholdte insisterende hjælp til den enkelte familie. Udsatte børns problemer skal forstås og håndteres i tæt samspil med barnets familie og nærmeste omgivelser. Det kræver, at kommunens familierådgivere og sagsbehandlere involverer sig intensivt i familien igennem lang tid. I København er vi kommet et stykke af vejen med omstillingsprojektet ”Tæt på familien”, som konkret har betydet flere sagsbehandlere pr. familie. Men både hos os og i en lang række andre kommuner ville flere ressourcer til den nære vedholdende familieindsats være en investering, der gav konkret afkast på længere sigt. Først og fremmest for de børn, der ville få et bedre liv, men også for os andre, der ville opleve mindre kriminalitet og større tryghed.

Exitprogrammer målrettet ekstreme religiøse
Det sidste område, jeg vil nævne er indsatsen for de unge, som det ikke er lykkedes at hjælpe i tide. Uanset hvor dygtige vi bliver til at forebygge, vil der altid være nogle, vi ikke når at opdage eller hjælpe, før de er kommet i alvorlige problemer. Både i København og på nationalt plan har vi såkaldte exit-programmer, der hjælper unge med at forlade miljøer med bander og hård kriminalitet. Indsatserne virker. I København har omkring halvdelen af de unge, der har fået exit-hjælp, afholdt sig fra ny kriminalitet i mere end et år efter indsatsen. Exitprogrammerne har ikke traditionelt fokuseret på ekstreme religiøse miljøer, men med en investering i specialister og metodeudvikling, ville en lang række af de samme metoder kunne bruges til den gruppe.

Vi er kommet meget langt i arbejdet med at forebygge kriminalitet og hjælpe familier, der ikke selv kan give deres børn en tryg og udviklende opvækst. Et af resultaterne er, at ungdomskriminaliteten er faldet markant – også de groveste forbrydelser som vold og røverier. En af de vigtigste grunde til de gode resultater er, at vi ved mere om, hvad der virker, og at vi bruger ressourcerne på indsatser, der har reel effekt.

Hvis regeringen brugte den samme tankegang i deres ønske om at løse problemerne bag attentaterne i februar, kunne vi hjælpe endnu flere udsatte børn og skabe endnu mere tryghed.

Jesper Christensen (f. 1962) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialborgmester i København. Derudover er han ligeledes næstformand for Metroselskabet.  Jesper er uddannet Datalog og har tidligere  arbejdet i Kulturministeriet.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.