Småligheden lever dog ikke kun i BT’s redaktionslokaler. En kantineansat udtaler sig anonymt ”Det kan ikke være rigtigt, at vi skal hoppe på den måde, blot fordi vi skal flyve med statsministeren”. Vi taler altså her om vort lands regeringsleder, der rejser til udlandet som repræsentant for Danmark.
Som sidebemærkning begynder man at kunne forstå, hvorfor Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mener at vi kan spare og effektivisere for 2,7 mia. kr. på det danske forsvar, når en kantinechef til sin sektionsleder retorisk spørger ”Gæt hvor megen tid vi har brugt på den sag”. Og Sektionslederen endda bringer kaffesagen videre til en oberstløjtnant.
”Kaffesagen” er dog blot det seneste eksempel på, at små ikke-historier bliver til store historier i BT og Ekstra Bladet. I onsdags var der en historie i Ekstra Bladet, hvor ”Helle laver en Villy”. Thorning havde lavet den fejl, at kalde Tanzanias hovedstad for Dar Es Salaam, hvor den danske ambassade, 14 ud af 17 ministerier er placeret og hvor store dele af resten af centraladministrationen stadig befinder sig, med den officielle hovedstad Dodoma. Det blev hurtigt til en forside på eb.dk.
Kunne man forestille sig andre landes aviser, ville lave en historie om hvilken slags discount-kaffe deres regeringsleder foretrak? Næppe. Er det ikke snart på tide at BT og Ekstra Bladet spørger sig selv, hvor petitessegrænsen går?