Som så mange andre lyttede jeg med fra tilhørerrækkerne i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, da formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, holdt sin politiske beretning. Selv om nyheden var varslet på forhånd, så var glæden alligevel stor, da hun bebudede et opgør med New Public Management og den altdominerende udbudslogik.

Alt for længe har disse regimer nemlig fået lov til at rasere uden egentlig politisk stillingstagen til deres berettigelse. Tværtimod, er de ofte blevet indført flankeret af argumenter om "økonomisk ansvarlighed" og "nødvendighedenspolitik".

Vidne til det endelig opgør
Derfor var det også med vis benovelse, at jeg nu følte mig som vidne til det endelige opgør med dette tyranni, der alt for længe har domineret dansk finanspolitik. Og bibragt os alle en opfattelse af, at den endeløse konkurrence mellem mennesker, institutioner og nationer er vejen til fremgang.

Længe skulle der dog ikke gå før jeg åbnede Socialdemokratiets bud på en 2025-plan, og til min store ærgrelse erfarede, at nældens rod stadig befandt sig solidt plantet i jorden. Opgøret med den ”ansvarlige” økonomiske politik udeblev. Og lovprisningen af budgetloven virker nærmest blasfemisk.

lovprisningen af budgetloven virker nærmest blasfemisk

For budgetloven udgør unægteligt en væsentlig kilde til den budgetdisciplin og de kontrol- og dokumentationsregimer, der fordrer en særdeles stram detailstyring af den offentlige sektors økonomi. Og det er netop i denne syntese mellem budgetdisciplin og kontrol, at paradigmer som New Public Management trives og udvikles.

Men ikke nok med at budgetloven genererer en kontrolfiksering, er den også udtryk for en bestemt ideologisk retning, der dårligt forliger sig med den socialdemokratiske velfærdsmodel.

Ordoliberalismen og dets følgesvend
Som mange andre lovgivninger er budgetloven implementeret som følge af EU krav. Og i dette tilfælde er det finanspagtens krav om balance i de offentlige finanser, som er søgt håndhævet. Her handler det overordnet om at sætte en grænse for det strukturelle budgetunderskud, så det ikke overstiger 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

Selv om dette kan lyde temmelig tilforladeligt, har budgetloven stor betydning for vores finanspolitiske førelse og for indretningen af vores samfund.

budgetloven har stor betydning for vores finanspolitik og for indretningen af vores samfund.

For ved at sætte grænser for Danmarks strukturelle budgetunderskud, indskrænkes vores muligheder for at føre ekspansiv finanspolitik under lavkonjunkturer. Og vi må i stedet sætte vores lid til, at den private sektor og markedskræfterne kan løse udfordringerne. Rationalet for budgetloven bliver derfor; hvis bare de offentlige finanser er i balance, så vil markedsmekanismen sørge for at etablere en ligevægt.

Det er netop dette rationale, der kendetegner ordoliberalismen. Og det er således også dette rationale, der siden budgetlovens indførelse, har holdt finanspolitikken i et jerngreb.

Overordnet har den danske stat således i høj grad været forpligtet på at sikre, at betingelserne for markedet har været opfyldt. Og konkurrenceevnen har her udgjort et centralt pejlemærke.

For som i al anden konkurrence deltager også her flere parter i kapløbet om den bedste konkurrenceevne. Vinderne honoreres med flotte betalingsbalanceoverskud, mens taberne omvendt forlader konkurrencen med tilsvarende underskud. Disse makroøkonomiske indikatorer har stor betydning for landenes gældsætning og økonomiske vækst. Det altoverskyggende mål bliver derfor at gøre staten så konkurrencedygtig, og arbejdsmarkedet så fleksibelt, som muligt.

Denne udvikling ses også tydeligt herhjemme.

Vi skal ændre finanspagten før det er for sent
Gennem mantraet ”det skal betale sig at arbejde” er der indført adskillelige disciplinerende socialpolitikker, der har haft til formål at øge arbejdsudbuddet og holde lønningerne i ave – se blot dagpengereformen eller kontanthjælpsloftet. Og gennem den stramme budgetdisciplin er det lykkedes at øge konkurrencen om de knappe ressourcer internt mellem de offentlige sektorer – se blot diskussionen omkring erhvervsskoler og universiteter.

Med andre ord er det netop disse udbudslogikker og konkurrencer, der afføder det som Ove Kaj Pedersen betegner konkurrencestaten, og som Bjarne Corydon hyldede. Man kan derfor spørge sig selv, om det manglende opgør med budgetloven betyder, at Socialdemokratiet kommer til at videreføre disse udbudslogikker og konkurrenceudsættelser, hvis de opnår regeringsmagten efter næste valg

Svaret på spørgsmålet må vi selvfølgelig vente med. Men en ting er sikkert; ordoliberalismen, finanspagten, budgetloven og New Public Management har teoretiske fællesnævnere, der reproducerer sig til hinandens eksistensberettigelse.

Det er måske kun et spørgsmål om tid før velfærdsstaten for alvor knækker sammen

Et opgør med New Public Management er måske en begyndelse. Men de store ændringer væk fra den institutionaliseret ordoliberalisme kommer først, når vi kapper båndene til den rigide budgetlov.

Dette er selvfølgelig ikke muligt, så længe ordlyden i finanspagten er, som den er. Det er derfor på tide, at Mette Frederiksen og partiet dropper deres lovprisning af budgetloven og i stedet begynder at råbe EU-eliten anført af Angela Merkel op, så vi kan få ændret finanspagten før det for sent. Sikkert er det i hvert fald, at den økonomiske deroute i EU er svær at tage fejl af. Og med de endeløse effektiviseringer og konkurrencer, er det måske også kun et spørgsmål om tid før velfærdsstaten for alvor knækker sammen.

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning