Budgetloven underminerer vores velfærd

Kommunerne skal have bedre mulighed for at bestemme over egne penge. Og derfor bør man også lade dem styre økonomien over flere år
Budgetlægningen i landets kommuner er gået i gang og vil betyde, at man de næste måneder skal tage stilling til nogle af de spørgsmål, der har størst betydning for borgernes hverdag. For eksempel, om der skal flere eller færre penge til skolerne? Hvad er vores ambition på ældreområdet? Hvad med normeringerne i daginstitutionerne?

Mens prioriteringerne forud for vedtagelsen af budgettet får stor opmærksomhed, er der stort set ikke noget fokus på, hvordan pengene i kommunen i praksis bliver brugt. Holder budgettet? Bliver der brugt penge på de ting, der prioriteres politisk? Får borgerne den velfærd, de er blevet lovet?

Kommunerne tør ikke bruge velfærdspengene
Et nyt speciale på Institut for Statskundskab afdækker, i hvor høj grad de 98 kommuner bruger pengene som forventet i budgettet. Det viser sig desværre, at kommunerne langt fra bruger de penge, der bliver afsat til serviceydelser til borgerne.

Det viser sig desværre, at kommunerne langt fra bruger de penge, der bliver afsat til serviceydelser til borgerne.

I en gennemsnitskommune med 50.000 indbyggere bruges der hvert år mere end 20 millioner mindre på offentlig service, end der er budgetteret med. Altså 20 millioner i hver kommune, som det var planlagt skulle gå til veje, skoler, daginstitutioner og ældrepleje, men som aldrig når ud de steder, hvor de kunne gøre en forskel.

[read-also]

Budgetterne i kommunerne er i forvejen stramme. Både på grund af øgede opgaver og de tilbagevendende krav om årlige besparelser på 2 procent, der skyldes det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Nogle områder er særligt hårdt ramt. Det gælder for eksempel daginstitutionsområdet, hvor der i gennemsnitskommunen med 50.000 indbyggere hvert år bliver brugt 5 millioner mindre på daginstitutionerne, end der var budgetteret med. Det kan mærkes.

Den manglende velfærd skyldes budgetloven
Hvad er grunden til, at kommunerne ikke bruger de penge, der er afsat i budgettet? Blandt 16 mulige forklaringer (hypoteser), der bliver grundigt efterprøvet i specialet, er det de økonomiske sanktioner som er en del af budgetloven for kommunerne, der er den vigtigste grund til at kommunerne ikke tør bruge hele deres budget.

Sanktionsreglerne træder i kraft, hvis en kommune i et år bruger for mange penge og er så skrappe, at kommunerne – af frygt for at overskride budgettet – ikke engang tør bruge det, der er aftalt politisk og dermed afsat i budgettet. Frygten for budgetsanktioner har endda større betydning end borgmesterens politiske tilhørsforhold.

Sanktionsreglerne er så skrappe, at kommunerne – af frygt for at overskride budgettet – ikke engang tør bruge det, der er aftalt politisk

Det er derfor et regelsæt, der er ukendt for de fleste borgere, der bestemmer velfærden i kommunerne.

Et demokratisk problem
Der er politikere på den borgerlige fløj som mener, at det slet ikke er et problem, at kommunerne ikke bruger de penge, de budgetterer med. Jo mindre offentligt forbrug jo bedre, lyder argumentet fra dem.

Men det er en forkert måde at forholde sig til den manglende brug af de kommunale budgetter på. For det første er der et reelt behov for pengene ude i de offentlige organisationer. Skoler, daginstitutioner og ældreplejen har bestemt ikke brug for at få færre penge end aftalt, på grund af en aftale fra et mødelokale et sted i København.

For det andet er den enkelte kommunes budget som bekendt vedtaget af et flertal af demokratisk valgte politikere, som område for område har vurderet, hvad der er nødvendigt. Sanktionerne i budgetloven udhuler derfor det lokale demokrati, som vi ellers sætter så højt.

[read-also]

I stedet for at juble, når embedsmændene i kommunernes forvaltninger ikke tør give borgerne den velfærd, som kommunalpolitikerne ønsker, skulle man hellere kigge på at indrette de økonomiske sanktioner, så de fungerer efter hensigten.

Så ville opgaven kunne klares af en sparekomité med embedsmænd udpeget af Finansministeriet for hver af de 98 kommuner.

For målet kan aldrig være at bruge færre penge, end politikerne har besluttet. Hvis målet for kommunerne kun var at de skulle bruge så få penge som muligt, ville vi slet ikke behøve at vælge nogle kommunalpolitikere til november. Så ville opgaven kunne klares af en sparekomité med embedsmænd udpeget af Finansministeriet for hver af de 98 kommuner.

Målet må være, at kommunernes budgetter – der i forvejen holder sig inden for det, der er økonomisk ansvarligt – bliver brugt på den måde, de demokratisk valgte kommunalpolitikere er blevet enige om. Det er sådan, demokratiet fungerer.

Kommunerne skal have reel mulighed for at styre økonomien
Et godt sted at starte er at lade kommunerne styre over en længere tidshorisont end ét budgetår. Det vil give kommunerne bedre mulighed for at styre økonomien uden truslen om en stor, økonomisk hammer, hvis man i et enkelt år kommer til at bruge lidt for mange penge.

Der er store fordele ved at lade kommunerne styre økonomien over flere år

Der er store fordele ved at lade kommunerne styre økonomien over flere år. Og risikoen for kommunalt overforbrug vil stadig være lille, for budgetterne er fra starten ansvarlige. Vi er slet ikke tilbage til dengang i nullerne, hvor finansminister Thor Pedersen udtalte, at vi snart kunne købe hele verden og statsminister Anders Fogh Rasmussen bød op til forbrugsfest, der endte med et brag, da krisen satte ind.

Vi skal hverken leve over eller under evne. Vi skal fortsætte med at lægge fornuftige budgetter i kommunerne og turde bruge de penge, politikerne i fællesskab er blevet enige om er nødvendige.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Annonce