Annonce

Bundsgaard vil forgylde V-kommuner

700 millioner kroner mere til landets Venstreledede kommuner. Det er resultatet, hvis Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard får sin vilje om en udligningsreform.
Foto: Colorbox

Otte af landets borgmestre med Jacob Bundsgaard (S) i spidsen, foreslår i søndagens udgave af Jyllands-Posten et opgør med den såkaldte hovedstadsudligning, en kommunal udligningsordning, som hvert år sender 2,6 milliarder kroner rundt mellem de 34 kommuner, der er i hovedstadsområdet.

Ordningen betyder at rige kommuner som Gentofte, Hørsholm og Rudersdal sender penge til fattigere kommuner, ikke mindst på den københavnske vestegn.

Derfor foreslår han, sammen med partifællerne H.C. Østerby (Holstebro), Arne Boelt (Hjørring) og Thomas Adelskov (Odsherred) samt Venstre-borgmestrene Lars Krarup (Herning), Claus Omann Jensen (Randers), Johnny Søttrup (Esbjerg) og Knud Larsen (Vordingborg) at man dropper hovedstadsudligningen.

Der udlignes i forvejen for 48 mia. kroner mellem landsdelene og der er også en særlig ordning på knap 5 mia. til de allersvageste kommuner. Men der skal mere til, mener man altså i provinsen.

”Det er en grundlæggende diskussion, vi er nødt til at tage i Danmark, om det er okay at være en fattig kommune, bare man ligger udenfor hovedstaden, men ikke hvis man ligger indenfor hovedstadsområdet,” siger Jacob Bundsgaard til Radioavisen.

Jackpot til Venstrekommuner
Hvis man gør som de otte borgmestre forslår, så er det landets Venstreledede kommuner i provinsen, der løber med den helt store gevinst, mens taberne vil være kommunerne i hovedstadsområdet.

Men der er også en skæv politisk fordeling. Ifølge den opgørelse som Jyllandsposten har lavet, vil overførslerne være en ren gave til Venstre. Partiets borgmestre står til at vinde 735 millioner kroner, mens socialdemokratiske kommuner samlet vil miste 151 millioner. (Den store bidragsyder vil være konservative kommuner, som vil miste over 600 millioner om året)

Udsigten til at miste mange millioner, falder ikke i god jord i de københavnske omegnskommuner. En af de kritiske er Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen, der på Facebook kaldte det ”vanvid”:

”Jyderne vil have flere udligningskroner fra Hovedsområdet. Faktum er, at en række kommuner i Hovedstadsområdet har store socioøkonomiske udfordringer, der også overstiger, hvad man ser i provinsen.

Det er indlysende, at Københavns kommune med sin vækst i stigende grad vil bidrage til vanskeligere stillede Hovedstadskommuner, men at flytte yderligere ressourcer fra samfundets svagest stillede i kommunerne omkring København til Jylland vil være et socialt overgreb.

At det er en socialdemokratisk Århusborgmester, der oven i købet er medlem af KL's bestyrelse, der retter dette asociale angreb mod landets socialt mest udsatte borgere og boligområder er helt uforståeligt.”

Udover Københavns Kommune som alene skal aflevere en halv milliard kroner, så vil de otte kommuner på den københavnske vestegn skulle aflevere knap 400 millioner kroner. Det er selvfølgelig fint, at Jacob Bundsgaard gerne vil have flere penge til Aarhus, men han behøver jo ikke opfinde en model som vil sende socialdemokratiske kommuner på Vestegnen på smalkost.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio og bosat i Københavns Kommune.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet