Bunker i Nordjylland skulle i brug, hvis den kolde krig blev varm
Bunker i Nordjylland skulle i brug, hvis den kolde krig blev varm
Dokumentar om bunkeren REGAN Vest er tankevækkende på grund af at det, der ikke bliver talt om.
I 2023 åbnede museet REGAN Vest. Det ligger i Rold Skov, og det blev i al hemmelighed bygget som en bunker i begyndelsen af 1960’erne, med henblik på at rumme den siddende regering, de royale og en stor mængde medarbejdere, der under et angreb skulle lede landet.
Bunkeren er kolossal, og den kunne rumme 350 medarbejdere, og består af 232 rum, begravet en halv kilometer inde i en bakke.
Til hverdag blev den bestyret af en række betroede medarbejdere, og som front boede en familie i en uanseelig murstensbygning, der ikke tiltrak sig forbipasserendes opmærksomhed.
En ny dramadokumentarserie på DR, med titlen ‘En hemmelighed under jorden’ uddyber fortællingen om denne bunker, og går faktisk også videre end bogen ‘Hvis (atom) krigen kommer’, der udkom i 2024, men det omhandler selvsagt også nogle af de mest centrale hovedpunkter.
Mens man i al hemmelighed altså byggede dette kompleks, der skulle rumme Rigets centraladministration, forberedte man sig også til et ‘Totalforsvar’, hvor man især forberedte Civilforsvaret til at kunne varetage opgaver, i tilfældet af en krig.
Dokumentaren uddyber, at det hele faktisk var et direktiv, der stammede fra NATO, der bad medlemslandene om at etablere disse faciliteter, og her holde forsøgsvise prøver og øvelser.
Læs også:Frihed og fred: Danmarks forsvar under Den Kolde Krig behandles på fornem vis
Et er de mere tankevækkende passager i dokumentaren, som er opstået via mere aktindsigt, er hvad der faktisk bliver debatteret under sådanne øvelser, hvor regeringen af NATO bliver anmodet om at smide en mindre atombombe, der skal virke afskrækkende på Sovjets tropper, der er i gang med at invadere Danmark.
Det tænkte scenarie er oven i købet endnu mere kontroversielt, fordi man antager, at Sovjet endnu ikke har anvendt atomvåben, og at man altså derfor vil være de første til at gøre det.
Måtte leve et dobbeltliv
Det særligt intense ved at se dokumentaren er, at man har lavet interviews med en række af de personer, der har været med til at bygge bunkeren, arbejdet i den og været med til forskellige øvelser.
Det giver et indblik i, hvordan det må have været at skulle leve et dobbeltliv, hvor man har skullet holde hele hemmeligt, men samtidig arbejdet med scenarier, hvor man må forlade sin familie, og selv gå i beskyttelse under jorden.
Men befolkningen var faktisk gået i panik
Dokumentaren beretter også om den pjece, som regeringen fik husstandsomdelt, hvor man ville forberede befolkningen på et muligt angreb.
Man anmodede befolkningen om at ‘preppe’, og man forklarede dem hvordan de skulle sikre deres kældre, hvilket nok i nutidens mere klare lys virker uvidende, for hvis en atomkrig virkelig brød ud, så er en kælder ikke meget bevendt.
Skulle undgå panik
Det særlige ved dokumentaren, set fra nutidens perspektiv, er naturligvis hvor stor en del af strategierne for hvordan man skal klare sig i krisesituationer, der faktisk bliver planlagt, uden at befolkningen bliver informeret.
Der tales om hvor vanskeligt det rent faktisk er at skulle forberede befolkningen på et angreb, uden at de går i panik, for som det fortælles i dokumentaren: der er intet, der er mere ødelæggende, end hvis befolkningen går i panik.
Læs også:Ny serie om atombomben og den kolde krig trækker linjer til nutidens globale konflikter
Men befolkningen var faktisk gået i panik, begyndende med Cuba-krisen, og stærkt intensiveret op gennem den kolde krig, hvor der konstant blev talt om, hvor mange missiler og andre former for altødelæggende våben, Øst og Vest rettede imod hinanden.
Og det hjalp heller ikke, at Ronald Reagan efter sin tiltrædelse som amerikansk præsident begyndte de svære forhandlingen om nedrustning med Sovjet, hvor der var flere ubehagelige bump på vejen.
Traumet prægede en hel generation
Frygten for en totalkrig, der nærmest betød udslettelsen af menneskeheden, var et traume, der prægede en hel efterkrigsgeneration, der havde vanskeligt ved at forklare deres børn, at det nok ikke ville ske.
En lignende frygt for krig er også til stede i dag, hvor regeringen igen har sendt anmodninger til befolkningen om, at de skal forberede sig til et eventuelt angreb.
Det er her, at denne dokumentar for alvor er tankevækkende. Dokumentaren forklarer jo ret så illustrerende, hvorledes NATO og den danske regering arbejder med en form for formidling, hvor befolkningen får noget at vide, men ikke det hele, af frygt for, at de skal gå i panik.
Truslen er genoprettet, og vi ved ikke, hvor det hele ender
Det giver naturligvis anledning til at spekulere over, hvad der bliver talt om blandt de ledende mennesker i dag. Og betyder NATOs musketered endnu, at Danmark måske bliver anmodet om at kickstarte en lavine, der vil involvere brugen af atomvåben?
Vi ved det naturligvis ikke, og selvfølgelig kan regeringen ikke fortælle befolkningen alt. Man kan blot håbe på, at historien gentager sig, og at de de stridende parter ender med, ligesom Reagan og Gorbatjov, at indlede et nedrustningsprogram og rive mure ned.
Det var et scenarie, der ikke kunne forudsiges før udfaldet i 1989, hvor begyndelsen på Sovjetunionens opløsning begyndte.
Truslen er genoprettet
Nu sidder Vladimir Putin på magten i Rusland, og han ser anderledes på denne historiske udvikling. For ham var opløsningen af Warszawa-pagten ikke et tegn på forsoning, og i dag bruger han krigen til at sikre sig de tabte territorier.
Truslen er genoprettet, og vi ved ikke, hvor det hele ender. Det er sådanne tanker, der ikke ekspliciteres i DR’s dokumentar, men det er sådanne forestillinger og sammenligninger, den afføder.
Læs også:Velfærdsstaten - født under den kolde krig
Disse tanker er slet ikke morsomme eller pirrende for ens intellekt eller følelser. Det er ubehagelige udfordringer, og det er næsten ubærligt at måtte erkende, at vi lever med sådan et trusselsbillede, der tegner et dystert scenarie op for fremtiden.
Det rammer os alle, men som det berettes i dokumentaren, så er kaos og panik nok det værste, der kan ske.
Måske regeringens anmodninger om at vi skal preppe ikke fungerer optimalt, simpelthen fordi vi slet ikke kan forestille os et altødelæggende scenarie.
Det får være. Man kan ikke lade være med at tænke på, at der er kalkuleret med dette udfald, der betragtes som bedre, end ren panik.
’En hemmelighed under jorden’. DRTV og DR2. Dramadokumentar. Produceret for DR af Yes Yes Pictures i samarbejde med Nordjyske Museer.
Tilføj kommentar