BUPL og Dansk Metal krydser klinger: Hvem skal bestemme børns sygedage?

Uforenelige fagforeninger

BUPL og Dansk Metal krydser klinger: Hvem skal bestemme børns sygedage?

Et borgerforslag om, at forældre ved lov skal have ret til at tage fri under hele deres barns sygdom, skal tages op i Folketinget. Blandt fagforeningerne er der uenighed om, hvorvidt det er en god idé

Palm og Gaardsdal
Billedtekst
Kasper Palm fra Dansk Metal og Johnny Gaardsdal er uenige om politisk indblanding er godt eller skidt for den danske model
Foto: Dansk Metal og BUPL

Når fagforeningerne kaster med sten i det offentlige rum, er det oftest mod arbejdsgiverforeningerne og sjældent mod hinanden. 

Det lader ikke desto mindre til at være tilfældet mellem Dansk Metal og BUPL.

I et debatindlæg bragt af A4 Medier kritiserer Dansk Metal nemlig BUPL for at kritisere den danske model.

Det hele bunder i et lovforslag om at give forældre ret til at holde fri under deres barns fulde sygdomsperiode.

Læs også:Underskrifterne vælter ind: Regeringen er åben for ubegrænset antal af børns sygedage

De to fagforeninger er for så vidt enige om, at retten til fravær under børns sygedage er en god ting. 

De er til gengæld rygende uenige om, hvem der skal have retten til at afgøre det; politikerne eller de overenskomstbærende fagforeninger.

En model, der ikke virker i praksis

Johnny Gaardsdal, forretningsudvalgsmedlem i BUPL, kaster i sit debatindlæg kritik efter den danske model. 

Han mener ikke, at den virker i praksis, når det kommer til barnets sygedage, da forældre ikke har en universel ret til og ofte bliver afvist, når de gerne vil blive hjemme for at passe deres syge barn. 

Ifølge ham er dét særligt besværligt i det offentlige, hvor reglerne ofte lyder, at det skal være foreneligt med driften, hvilket det ifølge Gaardsdal sjældent er.

Læs også:Da Christinas søn blev syg var gode råd dyre: Hendes borgerforslag skal til afstemning i Folketinget

Han henviser til en undersøgelse foretaget af Megafon, der viser, at 71 procent af forældre har afleveret syge børn i institution mindst én gang over det seneste år, og over 20 procent har givet børnene medicin inden aflevering.

Det skyldes ifølge Gaardsdal ikke, fordi forældrene er ligeglade, men fordi systemet tvinger dem til det.

Når den danske model ikke løser problemet, må politikerne tage ansvar

Og derfor er det på tide at se andre veje for at finde en holdbar løsning, mener han:

“Når den danske model ikke løser problemet, må politikerne tage ansvar. Ikke ved at overtage forhandlingerne – men ved at sætte rammerne, som de har gjort mange gange før. Vi har allerede lovgivning, der giver ret til fravær ved force majeure. Det er bare ikke nok.”

Modsvar fra Dansk Metal

Johnny Gaardsdals debatindlæg kommer som et chok for Kasper Palm, der er forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal.

Ja, han var faktisk ved at falde ned af stolen, da han læste det, skriver han i et modsvarende debatindlæg.

Ifølge ham er det ikke politikernes opgave at varetage lovgivning af børn sygedage, men fagforeningernes.

Vi har forhandlingsret – og dermed også et ansvar for at stå vagt om de aftaler, vi indgår

Faktisk vil det ifølge ham være en direkte trussel mod den danske model og en underminering af fagforeningens egen rolle, hvis man lader politikerne overtage ansvaret.

“Fagforeninger er ikke kun interesseorganisationer. Vi har forhandlingsret – og dermed også et ansvar for at stå vagt om de aftaler, vi indgår. Hvad ville Gaardsdal sige, hvis arbejdsgiverne en dag gør det samme, som han nu foreslår?” skriver han og uddyber:

“Er det okay, at Christiansborg blander sig, hvis arbejdsgiverne for eksempel vil have politikerne til at sænke lønnen eller forlænge arbejdstiden?”

Læs også:Småbørnsforældre kan ikke mærke, at børn er en prioritet for Socialdemokratiet

Palm minder om, at de i industrien har forhandlet sig til retten til barnets tredje sygedag, fordi det har været en prioritet i overenskomstforhandlingerne.

Derfor peger han også på, at det er BUPL selv, der som overenskomstbærende fagforening, ikke leverer, når Johnny Gaardsdal skriver om en dansk model, der ikke virker.

Afslutningsvis fastslår Kasper Palm, at Dansk Metal under ingen omstændigheder vil acceptere politisk indblanding i overenskomsterne, og at politikerne skal holde fingrene langt væk fra det, der er forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af jørgen Fabrin (ikke efterprøvet) den Onsdag den 28.05.2025 - 16:29

Løsningen er at indføre en 3 dages uge således at forældre på skift kan være sammen med deres egne børn det vil sikkert også give de fleste lyst til at få flere børn.
Børn skal beholde deres 5 dages uge, søn og helligdage afskaffes, således at maskiner, transport, lokaler, osv. er i brug 7 dage om ugen, den daglige arbejdstid og ferielængden kan bevares.
Hovedparten af pædagogerne vil blive overflødige, men der vil være god brug for dem, alle andre steder i den offentlige sektor.
Det kan den danske model ikke alene fikse, det kræver staten medvirken, jeg ved man tror modellen vil give underskud, men efter min beregning kommer den til at give et bragende overskud og børnene vil få en bedre barndom.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 28.05.2025 - 19:23

Voksne børn skal ligeledes kunne holde fri med løn for at tage sig af deres gamle forældre når de bliver syge og ikke kan klare sig selv.

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 28.05.2025 - 22:04

Ja, bedstemor og bedstefar har også behov for omsorg.

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 29.05.2025 - 00:23

- og mens alle etnisk danske forældre holder skiftevis fri med deres "syge" og syge børn, passer alle uden børn og alle pligtopfyldende forældre også arbejdet for dem ....

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.