Buschauffør bortvist for at insistere på sin sikkerhed: “Det har væltet mig lidt det her”

Sele eller job

Buschauffør bortvist for at insistere på sin sikkerhed: “Det har væltet mig lidt det her”

Jette Pedersen nægtede at køre uden sele, og nu er hun blevet bortvist fra sin arbejdsplads. 3F tager sagen op

Jette Pedersen, buschauffør
Billedtekst
Jette Pedersen er oprindeligt uddannet social- og sundhedsassistent, men blev buschauffør på grund af en knæskade. Et job, hun har været glad for, så længe sikkerheden har været i top.
Foto: Privat

Tirsdag fortalte Netavisen Pio, hvordan buschauffør Jette Pedersen fra Randers blev suspenderet af busselskabet Herning Turist, fordi hun ikke ville køre en bus uden sikkerhedssele og efterfølgende gik til pressen.

Onsdag blev sagen skærpet yderligere, og den 58-årige chauffør er nu bortvist, fortæller hun til Netavisen Pio:

“Jeg er blevet bortvist, og jeg får ikke løn fra den 5. maj. Og det er sådan, det er. Jeg kan jo ikke rigtig stille noget op – jeg kan bare håbe på, at jeg kan finde et andet firma, der vil ansætte mig og ser anderledes på sikkerheden end Herning Turist.”

3F Randers og 3F København er gået ind i sagen og fører nu en faglig sag mod virksomheden for usaglig fyring.

Kampen om sikkerhedsselen

Herning Turist er et større busselskab med omkring 350 medarbejdere, hvoraf størstedelen er chauffører.

Kun én af selskabets busser var uden sele, og det var den bus, Jette Pedersen var betænkelig ved at køre, siger hun:

“De gange, jeg har vidst, at jeg skulle køre den, har jeg forsøgt at sige, kan vi lave vagten om? Kan vi tage mig ud af det regnestykke? Kan vi lægge turen om, så jeg ikke skal sidde i den bus? Og det vil de jo ikke.”

Han skriver til mig i en mail, at firmaet ikke danser efter mit forgodtbefindende

De første 4-5 gange lykkes det busselskabet at imødegå Jette Pedersens ønske, men den konstruktive dialog ophører pludseligt, da hun modtager en mail fra selskabets direktør, Ronny Gasbjerg, siger hun:

“Han skriver til mig i en mail, at firmaet ikke danser efter mit forgodtbefindende, så det er slut med at tage hensyn.”

Efter færdselsloven kan det være lovligt at køre uden sele i visse rutebusser, og derfor ønskede selskabet ikke at betale de omkring 15.000 kroner, det ville koste at installere en sele.

Alligevel mener 3F fortsat, at sagen rejser et alvorligt arbejdsmiljøproblem.

Fra advarsel til bortvisning

Jette Pedersen har tidligere fået både en mundtlig og skriftlig advarsel for at nægte at køre bussen.

Efter hun kontaktede fagforeningen og stod frem i pressen, blev hun suspenderet – og nu altså bortvist.

Der var ellers et kort øjeblik, hvor hun troede, at udfaldet ville blive anderledes.

På et møde mellem Ronny Gasbjerg og 3F tirsdag, sagde direktøren nemlig, at han ville slå en streg over hele episoden, og at Jette Pedersen kunne vende tilbage til Herning Turist, når hun ikke længere var sygemeldt – en konsekvens, hun har pådraget sig i forbindelse med forløbet.

Dagen efter var meldingen dog, at selskabet havde ombestemt sig, og at Jette Pedersen var bortvist med øjeblikkelig virkning.

Læs også:Buschauffør truet med fyring: “Jeg nægter simpelthen at gamble med mit liv”

Da Jette Pedersen får meldingen om, at hun er bortvist, forstår hun hverken op eller ned, og tanken om at kaste håndklædet i ringen, melder sig for alvor:

“Der havde jeg sgu lyst til at opgive. Der havde jeg lidt sådan, at nu orker jeg det ikke mere. I min verden er han (Ronny Gasbjerg) jo fuldstændig forkert skruet sammen. Han er jo helt på månen. Jeg forstår slet ikke, hvad der foregår. Jeg er aldrig oplevet en arbejdsgiver, der opfører sig sådan.”

Forvirringen blev ikke mindre af, at Jette Pedersen får at vide, at selskabet nu har installeret en sele i den pågældende bus, men at bortvisningen stadig står ved magt:

“Jeg synes, det er lidt at tage pis på mig, at man så sætter selen i, for det er jo egentlig bare det, jeg har bedt om.”

Herning Turist: Vi anerkender retten til at ytre sig

I et skriftligt svar til Fagbladet 3F, der også har dækket sagen, skriver Ronny Gasbjerg, at Herning Turist anerkender medarbejderes ret til at ytre sig og lægger stor vægt på dialog, samarbejde og et sikkert arbejdsmiljø for både passagerer og medarbejdere.

Den beskrivelse genkender Jette Pedersen dog på ingen måde:

“Det virker så falsk på en eller anden måde. Jeg kan slet ikke tage det alvorligt. Det med, at de selvfølgelig sørger for en god kommunikation, og at folk selvfølgelig må ytre sig – Nej, det er jo lige præcis det, vi ikke må,” siger hun.

Sygemelding og psykolog

For Jette Pedersen har det mildest talt været et turbulent forløb, og hun lægger ikke skjul på, at det har været – og stadig er – svært for hende at være i:

“Det har påvirket mig rigtig meget. Jeg blev jo sygemeldt og er startet til psykolog, fordi det har væltet mig lidt det her.”

Jeg plejer at være lidt sejere, men det har lige væltet mig lidt

Forløbet har påvirket, hvordan hun ser sig selv, siger hun:

“Jeg forventede egentlig ikke, at jeg ville blive så påvirket af det, da jeg gik ind i det. Jeg synes selv, at jeg plejer at være lidt sejere, men det har lige væltet mig lidt. Det må jeg erkende.”

Det sværeste ved situationen har for hende været den ukonstruktive kommunikation med ledelsen, og hun beskriver det som at slå i en dyne:

“Normalt synes jeg ikke, at jeg har svært ved at sætte de grænser, jeg synes, der skal sættes. Men det er svært, når man møder så meget vrede, og når der er så mange konflikter. Det er svært at være op imod nogen, man slet ikke synes, man kan nå ind til og kan tale med.”

Læs også:Buschauffør truet med fyring: “Jeg nægter simpelthen at gamble med mit liv”

Alligevel holder hun ud, forsikrer hun:

“Jeg kan jo ikke stille noget op imod det. Jeg vidste, at det var en konsekvens, da jeg gik til pressen, og jeg vidste, at det var en risiko, at jeg blev fyret. Og det er jeg jo bare nødt til at leve med. Og det gør jeg også. Det skal jeg nok klare.”

Fortryder intet

Jette Pedersen ved ikke, hvad der skal ske fremadrettet, men at vende tilbage til Herning Turist ligger ikke i kortene, siger hun:

“Sådan som jeg har det lige nu, så synes jeg godt nok, der er løbet meget møgbeskidt vand igennem den her bæk. Jeg synes, det er svært at se.”

Jeg vil gerne have lov til at bevare retten til at passe på mig selv

På trods af det hårde forløb og udfaldet, fortryder hun intet:

“Jeg synes, jeg har gjort det, jeg skulle. Jeg har jo egentlig bare siddet fast ved min ret til at passe på mig selv, og det vil jeg ikke gå på kompromis med. Jeg vil ikke køre bus uden sele. Det er bare sådan, det er,” siger hun og fortsætter:

“Jeg vil gerne have lov til at bevare retten til at passe på mig selv og gå trygt på arbejde og komme trygt hjem igen.”

Svar fra Herning Turist

Netavisen Pio har forelagt kritikken for direktør i Herning Turist, Ronny Gasbjerg.

Ronny Gasbjerg har sendt følgende skriftlige svar:

“Sikkerhed har højeste prioritet hos Herning Turist. Og vores busser er løbende underlagt både uvildige, interne kontroller og offentlige myndighedskontroller, og der er i denne forbindelse ikke konstateret sikkerhedskritiske fejl. Derfor kan passagerer og samarbejdspartnere fortsat trygt benytte vores busser.”

“I forhold til konkrete personalesager kommenterer vi dem ikke i offentligheden. Men vi anerkender naturligvis helt generelt medarbejderes ret til at ytre sig, og vi lægger stor vægt på dialog, samarbejde og et sikkert arbejdsmiljø for både passagerer og medarbejdere.”

“Vi har ikke yderligere at tilføje.”

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Fredag den 08.05.2026 - 16:17

Har selv været bybuschauffør i 2006 i Esbjerg og har ikke eneste gang har anvendt sikkerhedssele.

Min argumentation var, at alle mine passagerer slet ingen mulighed for at tage sele på, fordi der ikke andre seler var, og i myldretiden stod mange af dem ovenikøbet op, så hvorfor skulle jeg være bedre stillet end dem.

Man har alle tiders udsyn som buschauffør, så man ser oftest farlige situationer, længe før de opstår, så derfor kan man bare bruge sine øjne, tænke sig om og køre ordentligt.

Indsendt af Jan (ikke efterprøvet) den Fredag den 08.05.2026 - 20:20

Jeg mangler information om hvor længe hun har arbejdet som buschauffører. Det er da normalt en del af det journalistiske arbejde.
Men ellers en ok artikel.

Indsendt af Jan Olsson (ikke efterprøvet) den Lørdag den 09.05.2026 - 09:33

Hvor er opbakning fra de andre ansatte i det firma ? De burde da støtte hende i denne sag ?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.