Buschauffør truet med fyring: “Jeg nægter simpelthen at gamble med mit liv”
Buschauffør truet med fyring: “Jeg nægter simpelthen at gamble med mit liv”
58-årige Jette Pedersen vil ikke køre bus uden sikkerhedssele. Hos Herning Turist har det ført til advarsler, suspension og trussel om fyring
En buschauffør fra Randers står lige nu til at blive fyret, fordi hun insisterer på sin egen sikkerhed på jobbet.
Det skriver TV 2 og Fagbladet 3F.
58-årige Jette Pedersen vil ikke sætte sig bag rattet i en bus uden sikkerhedssele, når hun varetager jobbet hos busselskabet Herning Turist.
Det har i første omgang udløst en mundtlig advarsel, dernæst en skriftlig, og efter hun valgte at stå frem i pressen, er hun blevet suspenderet af busselskabet.
Ifølge Jette Pedersen mener selskabet, at hun skader firmaets omdømme ved at fortælle offentligt om sagen.
Det er ikke okay, at jeg skal ryge ud igennem forruden, hvis jeg bliver torpederet af en lastbil
Selv afviser hun, at hun har gjort noget forkert og mener tværtimod, at sagen handler om helt grundlæggende sikkerhed:
“Det er ikke okay ikke at være sikker på sit arbejde. Det er ikke okay, at jeg skal ryge ud igennem forruden, hvis jeg bliver torpederet af en lastbil. Det er ikke okay, at de ikke passer på mig," siger Jette Pedersen til TV2 Østjylland.
Hun fortæller, at sagen påvirker hende så kraftigt, og at hun har ondt i maven, ikke kan sove og nu er sygemeldt.
Oprindeligt er hun uddannet social- og sundhedsassistent, men skiftede til chaufførfaget på grund af et skadet knæ.
Ikke første shitstorm
Det er anden gang på kort tid, at Herning Turist er i vælten.
For to uger siden skrev TV 2 Østjylland, at firmaet blev kritiseret af flere af deres chauffører for ikke at have styr på sikkerheden og ignorere fejl på deres busser, der i flere tilfælde var alvorlige.
Herning Turist har afvist, at de går på kompromis med sikkerheden.
Hun er glad for at køre bus, men hun mener ikke, at glæden ved jobbet kan stå over hensynet til sikkerhed, siger hun.
Ifølge hende har hun flere gange forsøgt at få en dialog med Herning Turist, men uden held.
Selskab vil ikke betale for sele
Herning Turist er et større busselskab med omkring 350 medarbejdere, hvoraf størstedelen er chauffører.
Ifølge Jette Pedersen har selskabet kun én bus tilbage uden sele.
Alligevel oplever hun ikke, at hun kan undgå at blive sat til at køre netop den bus.
Hun oplyser, at selskabets direktør, Ronny Gasbjerg, i en mail har skrevet til hende, at han ikke vil bruge de 15.000 kroner, det koster at få monteret et sæde med sele.
For Jette Pedersen er det svært at acceptere, at den udgift vejer tungere end hendes sikkerhed som chauffør.
3F går ind i sagen
Jette Pedersen kan dog ikke uden videre bruge færdselsloven som argument.
Efter færdselsloven kan det nemlig være lovligt at køre uden sele i busser, hvis bussen bruges til rutekørsel og lever op til en række bestemmelser.
Det samme gælder busser, der er indregistreret før 1. oktober 1999, hvor der ikke var krav om sikkerhedsseler på alle pladser i nye busser.
Men selv om det kan være lovligt efter færdselsloven, mener 3F Randers, at sagen stadig rejser et alvorligt arbejdsmiljøproblem.
Den måde, firmaet opfører sig på, er helt på månen
De har derfor taget Jette Pedersens sag op og gjort indsigelse mod den skriftlige advarsel, som faglig sekretær Henrik Amby vurderer er både uberettiget og utilstedelig:
“Vi følger denne sag helt til dørs. Jeg er virkelig ked af, at Jette bliver ofret. Den måde, firmaet opfører sig på, er helt på månen,” siger han til Fagbladet 3F.
Ifølge 3F har arbejdsgiveren pligt til at sørge for, at chauffører arbejder under sikre forhold.
Henrik Amby mener derfor, at det er stærkt problematisk at sende en chauffør ud i trafikken i en ældre bus uden sele.
Læs også:Blev truet med bortvisning fra jobbet under sin fars bisættelse
Hvis sagen ender med en fyring eller bortvisning, vil 3F Randers rejse en faglig sag om usaglig fyring.
Fagbladet 3F skriver, at de har forsøgt at få en kommentar fra Herning Turists direktør, Ronny Gasbjerg, men det er ikke lykkedes inden deadline.
Kommentarer
Der er jo en færdselslov,…
Der er jo en færdselslov, som påbyder at der bruges sikkerhedssele...
En gang til for prins Knud: …
En gang til for prins Knud:
"Loven er dog ikke på hendes side, for ifølge færdselsloven er det faktisk tilladt at køre uden sele i busser, hvis de bruges til rutekørsel og overholder nogle bestemmelser, eller hvis de er af ældre dato og indregistreret før 1. oktober 1999."
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-05-01-chauffoer-staar-til-fyring-for-at-naegte-at-koere-bus-uden-sele
Hvorfor er der ikke flere der siger som Jette Pedersen?
Herning Turist har 1, skriver en, bus uden sele, men vil ikke bruge de 15.000 kroner, det koster at få monteret et sæde med sele.
Det er sgu' for sølle!
Boycot Herning Turist!
Tilføj kommentar