Annonce

Byggeslaverne: 3F kræver fire millioner kroner

3F i Holbæk-Odsherred står bag politianmeldelsen af Holbæk-entreprenør - fagforeningen mener at direktøren skylder pakistanske og rumænske byggearbejdere millioner i manglende løn
Formanden for 3F i Holbæk-Odsherred, Allan Andersen, er rystet over udnyttelsen af rumænske og pakistanske byggearbejdere.

Omkring 40-50 rumænske og pakistanske byggearbejdere har arbejdet under slavelignende forhold hos entreprenørfirmaet Byg & Bolig Enterprise i Holbæk - og dets to underleverandører. Sagen optrevles i DR Dokumentar-udsendelsen "Slaverne i byggebranchen" - som sendes på DR1 mandag aften kl. 20.45.

Fagforbundet 3F har i vidt omfang leveret de oplysninger, som indgår i DR-dokumentaren. 3F står også bag den politanmeldelse tilbage i oktober, som i november førte til razzia på en række adresser knyttet til sagen - og anholdelse af 49 personer.

Jeg har aldrig set noget lignende. Det er decideret ulækkert

"Det er hovedrystende, at arbejdsgivere behandler andre mennesker på den måde. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er decideret ulækkert," siger Allan Andersen til Fagbladet 3F.

3F Holbæk-Odsherred meldte i august 2018 entreprenør Jesper Oemann Andersen samt hans underentreprenører, Thomas Knudsen og Alen Kapetanovic, til politiet med anklage om blandt andet systematisk underbetaling og skattesnyd.

Kræver bod på 500.000 kroner

3F kræver i alt godt fire millioner kroner i betaling fra nogle af de involverede firmaer i sagen. Det er sket med henvisning til manglende betaling af timeløn, tillæg, feriepenge og pension til ansatte. Derudover har 3F krævet en såkaldt bod på 500.000 kroner til fagforbundet med den begrundelse, at overenskomsten er blevet brudt.

Derudover har 3F krævet en såkaldt bod på 500.000 kroner

Flere af firmaerne er dog gået konkurs eller under konkurs.

"Det er derfor højst usikkert, om firmaerne kommer til at betale, selvom deres pengegriske bagmænd har udnyttet medarbejdere i stor stil. I stedet kan det være, at arbejdsgivernes fælleskasse, Lønmodtagernes Garantifond, kommer til at betale for noget af lønsnyderiet," siger Allan Andersen.

Hos politiets specialenhed, Særlig Efterforskning Øst, SEØ, vil vicepolitiinspektør, Mads Helios, hverken be- eller afkræfte, om der er en sag mod en eller flere af personerne:

"Vi sagsbehandler lige nu en sag, som handler om skattesvig i byggebranchen. Vi kan måske sige mere i slutningen af marts."

Særlig Efterforskning Øst stod tilbage i november bag en storstilet politiaktion mod Jesper Oemann Andersen, Thomas Knudsen og Alen Kapetanovic. Der blev foretaget razzia på en række adresser med tilknytning til sagen og 49 blev anholdt. De blev dog alle meget hurtigt løsladt igen.

Sagen om udnyttelse af pakistanske og rumænske byggearbejdere kommer i kølvandet på afsløringen af Padborg-sagen oktober sidste år, hvor usle løn- og arbejdsvilkår for chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka - ansat hos Kurt Beier Transport blev afsløret.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce