Byrådsmedlemmer fik brev fra Det Faglige Hus-toppen – derefter blev forslag droppet fra dagsorden

Bag om Det Faglige Hus

Byrådsmedlemmer fik brev fra Det Faglige Hus-toppen – derefter blev forslag droppet fra dagsorden

Forslag om at opfordre Business Esbjerg til at opsige lejemål hos Det Faglige Hus endte mandag med at blive taget af dagsordenen i Esbjerg Byråd. Det skete, efter at kommunaldirektøren rundsendte et brev til alle byrådsmedlemmer fra Det Faglige Hus ledelse, landsformand Johnny Nim og direktør Brian Elsted Hansen

Johnny Nim og Brian Elsted
Billedtekst
Johnny Nim og Brian Elsted Hansen, hhv. formand og direktør i Det Faglige Hus
Foto: Det Faglige Hus. Grafik: Emil Vendelbo Johansen

Mandag skulle Esbjerg Byråd have diskuteret et forslag om at bede det kommunalt støttede Business Esbjerg opsige sit lejemål i Det Faglige Hus’ hovedkvarter, der er ejet af a-kassen i en ulovlig konstruktion. 

Men den diskussion kom aldrig til at finde sted – et flertal fik nemlig taget punktet helt af dagsordenen. 

Det skete efter, at kommunaldirektøren rundsendte et brev underskrevet af Johnny Nim og Brian Elsted Hansen – hhv. landsformand og direktør i Det Faglige Hus – til samtlige byrådsmedlemmer. 

Brevet går i rette med de punkter, der var opstillet i forslaget, og som i vid udstrækning bygger på Netavisen Pios artikelserie om Det Faglige Hus.

Forventer forholdene bragt i orden hurtigst muligt

Netavisen Pio er også i besiddelse af brevet fra Johnny Nim og Brian Elsted, der formelt var tilsendt kommunaldirektøren via direktøren i Business Esbjerg, Karsten Rieder, sammen med Business Esbjergs egne kommentarer til byrådsforslaget. 

I sine kommentarer skriver Karsten Rieder bl.a.: ”Der skal ikke være tvivl om at Business Esbjergs bestyrelse ikke accepterer at regler og love ikke overholdes”, og at de forventer, at ”forholdene fra udlejers side bringes på plads så hurtigt som muligt”.

Karsten Rieder oplyser også, at Business Esbjerg bliver holdt løbende orienterede om sagen fra Det Faglige Hus.

Læs også:Den næste regering må ikke glemme Det Faglige Hus A-kasses ulovligheder

I forslaget til Esbjerg Byråd – der var stillet af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti – hæftede forslagsstillerne sig imidlertid ved, at Det Faglige Hus A-kasse med åbne øjne havde brudt loven, da de besluttede at overtage ejerskabet af det anpartsselskab, der driver hovedkvarteret ved Esbjerg Lufthavn. Det havde myndighederne nemlig i 2011 skriftligt givet besked om, at a-kassen ikke måtte

Jeg ville i hvert fald ikke have nøjedes med en uformel modsat tilkendegivelse i den situation

Når Det Faglige Hus A-kasse alligevel valgte at gøre netop det fem år senere, skyldtes det ifølge Johnny Nim og Brian Elsteds Hansens egen forklaring, i JydskeVestkysten, at de telefonisk havde fået oplyst af STAR, at det alligevel ikke var ulovligt. 

Det element i deres forklaring undrer statsautoriseret revisor Lars Kiertzner sig over:

”Det mest mærkelige er jo postulatet om tilladelse i den udokumenterede telefonsamtale, når man tidligere havde modtaget det modsatte svar på skrift. Jeg ville i hvert fald ikke have nøjedes med en uformel modsat tilkendegivelse i den situation, men havde klart bedt om en skriftlig bekræftelse på, at det nu lige pludselig var helt ok,” siger Kiertzner til Netavisen Pio.

Nim kalder byrådsforslag ”ren børnehave”

Forklaringen gav Johnny Nim og Brian Elsted Hansen til JydskeVestkysten i et stort interview, der blev bragt dagen før, at Esbjerg Byråd den 23. februar skulle tage stilling til et andet forslag, der kunne have berørt Det Faglige Hus. 

Nemlig en ”principbeslutning om, at Esbjerg Kommune ikke – hverken direkte eller indirekte – støtter virksomheder, foreninger eller andre aktører, der bevidst bryder lovgivningen”. 

Det forslag blev nedstemt.

Da Esbjerg Byråd så den 20. april skulle tage stilling specifikt til Business Esbjergs lejemål, bragte JydskeVestkysten igen et interview med landsformand Johnny Nim. 

Læs også:Dybvad: Kammeradvokaten og skattemyndighederne er inddraget i sag om Det Faglige Hus A-kasse

Fredag den 17. april kaldte han således byrådsforslaget ”ren børnehave” i en større artikel i JydskeVestkysten.

I samme artikel kalder Johnny Nim forslaget om at bede Business Esbjerg opsige deres lejeaftale "uvederhæftigt". 

Han mener, at forslagsstillerne fremsætter ”udokumenterede og forkerte påstande” og beskylder dem for at forsøge ”at skade en lokal videns-arbejdsplads med 450 ansatte”. 

Nim og Elsteds brev

Samme dag, som Johnny Nim ”tordnede” mod forslagsstillerne i JydskeVestkysten, valgte Esbjergs kommunaldirektør Rikke Vestergaard så at rundsende Johnny Nim og Brian Elsted Hansens brev til samtlige byrådsmedlemmer.

I brevet fremhæver Nim og Elsted, at Det Faglige Hus sidenhen har fremsendt revisorerklæring til STAR, og at revisoren udtrykker ”overbevisning om, at dispositionerne efter planen vil ske inden for rammerne af § 82 i lov om arbejdsløshedsforsikring”.

”Der er således ikke tale om en manglende godkendelse af vores første udkast, som det ellers blev udlagt i medierne, men blot supplerende spørgsmål fra STARs side, sådan som det er praksis i sædvanlig sagsbehandling i en statslig myndighed.”

Men allerede i påbuddet fra STAR dateret 13. januar bad myndigheden Det Faglige Hus indsende revisorerklæring sammen med deres plan om afvikling af ejerskab af det anpartsselskab, der ejer hovedkvarteret. 

Bortvisningen af de 2 journalister, som troppede op på jeres lejemål på John Tranums Vej 23, bunder i en misforståelse

En sådan fremskaffede Det Faglige Hus først efter, at STAR havde gentaget dette krav. Og STAR har endnu ikke taget stilling til, om det fremsendte kan godkendes.

Forslagsstillerne fremhæver det også som problematisk, at Business Esbjerg ikke fik lov at vise to journalister – nemlig os – rundt i deres lokaler, fordi vi blev smidt ud af bygningen på ordre fra ”højeste sted i Det Faglige Hus”, selvom vi opholdt os i Business Esbjergs lokaler i selskab med Business Esbjergs økonomichef. 

Ulovlig indtrængen?

Om bortvisningen fra Business Esbjergs lokaler skriver Johnny Nim og Brian Elsted Hansen:

”Bortvisningen af de 2 journalister, som troppede op på jeres lejemål på John Tranums Vej 23, bunder i en misforståelse mellem ledelsen i Det Faglige Hus og vores servicemedarbejder.”

Hvori misforståelsen i så fald bestod, fremgår dog ikke.

Dertil skriver de: 

”Når sagen endte, som den gjorde, hænger sammen med, at de 2 journalister forud for besøget på John Tranums Vej 23 havde besøgt a-kassens afdeling på Gammelby Ringvej 2, hvor vores kolleger så dem stå nede i en kælderskakt ved kantinen og kigge ind ad vinduerne. Nogle har undret sig over, hvorfor vi ikke anmeldte dem til både politiet og Pressenævnet for at trænge ind på privat grund uden lovlig hjemmel, men vi vurderer, at dette uden tvivl blot ville føre til endnu flere løse konspirationsteorier i Netavisen Pio.”

A-kassens bygning på Gammelby Ringvej 2 ligger på offentlig vej med front mod en parkeringsplads, der tilhører den Netto, som ligger i nabobygningen.

Byrådet fik ikke lov at diskutere forslaget

På byrådsmødet mandag den 20. april kom diskussionen om Business Esbjergs lejemål hos Det Faglige Hus til at foregå under godkendelse af dagsordenen. Derfor blev Nicolai Aarøe (Konservative, viceborgmester) som det første sendt uden for døren, da han var blevet erklæret inhabil under punkt nr. 5, som borgmester Jesper Frost Rasmussen (Venstre) indstillede til at pille af dagsordenen. 

Begrundelsen var, at et lignende forslag havde været diskuteret på byrådsmødet 2. marts, hvor Enhedslisten havde stillet et ændringsforslag, der mindede om det nye hovedforslag. 

Borgmesteren – der også er næstformand i Business Esbjerg – mente ikke, at der var fremkommet væsentligt nyt i sagen siden 2. marts. Og derfor havde kommunens jurister vurderet, at byrådet ikke behøvede at behandle det nye forslag. 

Mads Lustrup (Socialdemokratiet) erklærede sig uenig – både i at forslaget havde været behandlet før, og at der ikke var kommet væsentligt nyt. 

Under hans argumentation, der gik på udlejers – altså Det Faglige Hus’ – stadigt mere ”blakkede ry”, som ”skader Business Esbjergs omdømme”, forsøgte Jesper Frost Rasmussen at afbryde ham med henvisning til, at man ikke måtte diskutere substansen under godkendelse af dagsordenen. 

Læs også:Stress, frygt og interne hierarkier – sådan beskriver tidligere ansatte Det Faglige Hus A-kasse

Også Henning Hyllested (Enhedslisten) argumenterede for, at det nye forslag adskiller sig væsentligt fra hans ændringsforslag fremsat den 2. marts, netop fordi det nye forslag fokuserer på Business Esbjergs omdømme. 

Nanna Kastrup fra SF argumenterede for, at SF valgte at stemme imod ændringsforslaget den 2. marts, fordi de ikke fandt sagen ordentligt belyst. 

Det gjorde det nye forslag. Endelig bakkede Mads Engelund Larsen (DF) op ved at argumentere imod, at byrådet på denne måde ville lukke ned for de over 25.000 Esbjerg-borgere, som de fire partier tilsammen repræsenter, hvis man ser på stemmefordelingen til seneste kommunalvalg. 

Frederik Vestergaard Jørgensen (S) mente, at det bedste argument for at have diskussionen igen, var, at SF havde ændret holdning og nu var medforslagsstillere. 

”Det er vel i sig selv begrundelse nok for, at man – om ikke andet så af god stil – bør beholde det på dagsordenen. Så vi kan have en debat om netop dette forslag,” sagde Frederik Vestergaard Jørgensen. 

Læs også:Pio-afdækning af Det Faglige Hus vækker opsigt i DR-program

I alt 11 byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF stemte imod borgmesterens forslag om at fjerne punktet, mens 17 byrådsmedlemmer fra Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre stemte for. 

De to løsgængere (en tidligere socialdemokrat og tidligere SF’er) undlod at stemme. Dermed blev der ikke i denne omgang yderligere debat om Business Esbjergs lejemål hos Det Faglige Hus. 

Byrådsmedlemmernes forbindelse til Det Faglige Hus

  • Nicolai Aarøe (Konservative, viceborgmester) sidder i bestyrelsen for 2B - bedst og billigst (en af Det Faglige Hus' tre registrerede fagforeninger). Han blev erklæret inhabil i punktet.
  • Dino Selimovic (Konservative) er ansat i Det Faglige Hus. Han deltog ikke i mødet den 20. april, men havde sendt sin stedfortræder.
  • Peter Nikolajsen (Liberal Alliance) er gift med vejledningschefen i Det Faglige Hus.

Dertil har følgende byrådsmedlemmer siddet i bestyrelsen for Business Esbjerg i den periode, de har lejet sig ind i Det Faglige Hus’ hovedkvarter: 

  • Jesper Frost Rasmussen (Venstre, borgmester) er næstformand i Business Esbjerg. 
  • Peter Nikolajsen (Liberal Alliance) er nyt medlem i Business Esbjergs bestyrelse.
  • May-Britt Andrea Andersen (Konservative) sad frem til årsskiftet i bestyrelsen for Business Esbjerg.

Astrid Elkjær Sørensen

Selvstændig historiker og forfatter. Ph.d. i historie fra Aarhus Universitet 2016, cand.mag. I historie og nordisk sprog og litteratur 2014 Aarhus Universitet. 
Freelancer med fokus på arbejdsmarked, ligestilling og velfærd. Forfatter til bl.a. 'Husmødre i oprør', Aarhus Universitets Forlag 2025 og 'Pæne Pigers Oprør - ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010', Aarhus Universitets Forlag 2018.

Nina Trige Andersen

Selvstændig journalist og historiker. Udlært ved dagbladet Information 2008, cand.mag. fra Roskilde Universitet 2010, siden freelancer/selvstændig med fokus på arbejdsmarkeds-, migrations- og kvindehistorie. Forfatter til bl.a. ”Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. 100 års kamp om organisering og faglig identitet på velfærdsstatens kontorer”, Gads Forlag 2023. www.arbejderhistorier.net 

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.