Er medarbejderne på app-tjenesterne såsom Uber og Wolt medarbejdere – og har dermed ret til de rettigheder, man har som lønmodtager med opsigelsesvarsler, løn under sygdom og pension, eller er de selvstændige partnere uden ret til noget som helst?

Det spørgsmål skulle vælgerne i den amerikanske delstat Californien forleden tage stilling til, samtidig med at de alligevel skulle stemme om præsident, kongresmedlem, lokale politikere og 10 andre såkaldte ”ballot measures” om alt fra at udskrive obligationer til at finansiere stamcelle-forskning til afskaffelse af kaution i straffesager.

Forslaget med det mundrette navn “California Proposition 22, App-Based Drivers as Contractors and Labor Policies Initiative” (Californiens forslag 22 om App-baserede kørere som entreprenører og arbejdspolitiske initiativer, red.) drejer sig om en omgørelse af en lov ”Assembly Bill 5”, som det californiske delstatsparlament i Sacramento vedtog sidste år. En lov, som opstillede en række regler for, hvornår man som tilknyttet en virksomhed kan kategoriseres som en medarbejder.

Havde 10 gange så mange penge

En lov, der underkendte den praksis, som mange af virksomhederne i platformsøkonomien benytter, hvor de kalder de ansatte ”selvstændige” og dermed slipper for almindeligt arbejdsgiveransvar.

Den lov har flere af de store platforms-virksomheder været imod, og Uber har sammen med Lyft, der også er en kørselstjeneste, udbringningstjenesterne DoorDash og Postmates (et firma ligesom Wolt) og Instacart (ligesom Nemlig.com) lagt mere end 200 millioner dollars (1,4 milliarder kroner) i kampagnen for at få “Proposition 22” vedtaget.

Modstanderne af forslaget, primært fagforeninger, brugte til sammenligning 20 millioner dollars på deres kampagne for at få vælgerne til at stemme det ned. Kampagnen havde støtte fra både Joe Biden, Kamala Harris og senator Elizabeth Warren.

Men med en økonomisk fordel på 10:1 lykkedes det platformsvirksomhederne at få 9,3 millioner vælgere - 58 procent - til at støtte forslaget og dermed underkende politikerne.

Fra forbruger til vælger

Udover de mange penge som platformsbranchen har lagt i kampagnen for at få “Proposition 22” vedtaget, er medarbejderne – som ifølge branchen er selvstændige partnere - også blevet pålagt at deltage som fodfolk i kampagnen.

Uber har sendt direkte beskeder til deres chauffører med opfordringer om at stemme ja, og udbringningstjenesterne har krævet, at deres bude vedlagde valgmateriale, når kunderne købte take-away eller dagligvarer.

Dermed er partnerne aktivt blevet indskrevet til at deltage i en politisk kampagne.

Det er ikke første gang, at Uber og Lyft har forsøgt sig med at bruge muligheden for lokale folkeafstemninger til at ændre politikernes forsøg på at regulere tjenesterne. I 2016 tabte man en lokal folkeafstemning i den texanske hovedstad Austin, efter man havde brugt knap 50 millioner kroner på kampagnen.

1,4 milliarder kroner er naturligvis et svimlende beløb – selv i en stor stat som Californien – og det udgør selvsagt en demokratisk udfordring, når virksomheder med dybe lommer på den meget direkte måde kan presse på for at underkende politikernes beslutninger.

Kan virksomheder udnytte borgerforslag?

Den diskussion kan også blive relevant herhjemme, hvor diskussionen om Uber og udbringningstjenesten Wolt. Seneste har politikerne i København for eksempel sat en stopper for el-løbehjuls-udlejerne.

Politikerne på Christiansborg indførte i 2018 en ordning med borgerforslag, hvor man med 50.000 underskrifter kan få et forslag til afstemning i folketingssalen.

Flere partier har fra tid til anden åbnet op for oftere at benytte sig af lokale folkeafstemninger, og flere har foreslået at indføre muligheden med borgerforslag ude i kommunerne.

Men ifølge en politisk rådgiver, der selv har arbejdet for en af de omtalte tjenester, viser erfaringerne fra afstemningen i Californien, at det måske ikke kun er et demokratisk plus:

”Der skinner et vist skær af uskyldighed herover, hvis partiernes tanke er, at borgerinddragelse udelukkende styrker det folkelige demokrati.”

“Måske det er tilfældet med Enhedslisten og Alternativets forslag om at lade københavnerne stemme om Lynetteholm, som i øvrigt langtfra er øde for erhvervsinteresser,” skriver Lars Dyrhauge, der er tidligere toplobbyist for pirattaxa-tjenesten Uber i Danmark, i en kronik i Berlingske.

Danmark kan blive de næste

For hvordan stiller det partierne og de forholdsvis små danske interesseorganisationer, hvis der pludselig står kapitalstærke virksomheder og kan lægge et anseeligt millionbeløb til reklamebureauer for at presse et eller andet forslag igennem:

”Hvad stiller partierne op, når førstkommende virksomhed med dybe lommer og hundredtusindvis af engagerede (for)brugere – der jo også er vælgere – skubber på for en kommunal folkeafstemning om dit, dut eller vores? Vil samme principper om borgerinddragelse være lige gyldige eller ligegyldige for partierne?” spørger han.

Ubers direktør har annonceret, at man efter succesen i Californien vil forsøge sig med denne metode andre steder, så Lars Dyrhauge’ spørgsmål kan måske også hurtigt blive aktuelt i Danmark.